Turbulente tider for djøfere i Grønland

Det er én plusgrad i Nuuk – helt usædvanligt for februar – da Djøfbladet kommer igennem på Zoom til formanden for den grønlandske Djøf-klub, Mike Villadsen, så der er vådt og spejlglat overalt. Derfor er hun glad for, at hun lige i dag har en hjemmearbejdsdag. Men det er ikke vejret, vi skal tale om.

Vi skal tale om, hvordan det er at være embedsmand i Grønland midt i den orkan, som landet befinder sig i efter Donald Trumps indtog på banen.

Djøf har lige godt 370 medlemmer ansat i Naalakkersuisut, altså Grønlands Selvstyre, og i de fem grønlandske kommuner. Det er både tilflyttede danskere, grønlændere og personer fra resten af verden. Godt en tredjedel af dem er chefer.

Passet op af journalister

Men Mike Villadsen er altså formand for de overenskomstansatte embedsfolk – dem, der ikke er chefer.

Hun er født i Nordgrønland, vokset op i Nuuk og er kandidat fra North Atlantic Law Programme, som er en juridisk uddannelse på Aalborg Universitet rettet mod Grønland. Hun arbejder som jurist i Forbruger- og Konkurrencestyrelsen – Atuisartoqarnermut Unammilleqatigiinnermullu Agutsisoqarfik – og er ny på posten som formand for Djøf-klubbens bestyrelse.

”Vi fungerer som et kollektiv, så min mening er ikke vigtigere end de andres i bestyrelsen,” understreger hun.

Men nej, det er ikke stille tider. Alle er påvirkede af det, alle taler om det, også i kantinen og ved kaffemaskinen. Hver dag er der nye rygter og udmeldinger. Alle er påvirkede af den enorme eksponering, fortæller hun.

Gamle venner og kolleger skriver fra Danmark til Mike Villadsen: 'Hvad sker der? Hvordan har I det?'

”I dernede hører mere om Grønland, end I nogensinde har hørt. Det kan vi godt mærke heroppe.”

Selv er hun som helt anonym borger blevet passet op på fortovet i Nuuk af journalister, der har spurgt, om hun talte engelsk og ville give et interview.

”Jeg har sagt nej, for jeg synes, det er grænseoverskridende. Ikke fordi jeg er embedsmand, men fordi jeg ikke mener, at mine personlige meninger kommer udenlandske medier ved.”

Vi har et job at passe

Den 11. marts skal Grønland til stemmeurnerne, og Donald Trump har som bekendt meddelt, at han gerne vil overtage Grønland. Så valgkampens store emne er blevet uafhængighed af Danmark eller ej – og hvor hurtigt.

Hvad med tonen mellem de grønlandsk fødte og opvoksede embedsmænd og de tilrejsende danske? Har den ændret sig?

Det mener Mike Villadsen ikke.

”På min egen arbejdsplads er vi meget tætte, uanset hvor man kommer fra. Vi taler meget sammen, også om det private. Vi er trygge ved hinanden. Så selvfølgelig kan vi også tale sammen om alt det, som der sker for Grønland lige nu.”

Camilla Munk Robbert er nyansat AC-fuldmægtig i en ny stab under direktøren for forvaltning for Intern Service i Kommuneqarfik Sermersooq, som er sammensat af den tidligere Nuuk Kommune, Paamiut Kommune, Tasiilaq Kommune og Ittoqqortoormiit Kommune.

Hun er så flyfrisk, at hun skvattede i det isglatte føre i sidste uge. Det gjorde hendes mand også. De havde ikke lige vænnet sig til, at man sætter pigsko på skosålerne i sådan et vejr. Men her nogle dage senere er det igen normalt for februar: Sne og minus 12.

Camilla Munk Robbert, hendes mand – som i Danmark var ansat i Royal Greenland og nu er udstationeret i Nuuk – og deres to døtre på tre og seks ankom for kun en måned siden. Camilla havde søgt job nede fra Danmark, så alt det var på plads, da familien landede i Nuuk. For hendes og døtrenes vedkommende for første gang nogensinde.

”Jeg har fået den bedste velkomst og den bedste onboarding i mit nye job. Det siger jeg ikke for at please nogen. Det er sådan, jeg har oplevet det,” understreger hun.

”Selvfølgelig taler vi om Trump og dét, der foregår i den verden, vi befinder os i. Det ville være mærkeligt andet. I kantinen i en dansk kommune taler man vel også om Ukraine. Men jeg har ikke oplevet, at der bliver trukket nogle modsætninger med ind på arbejdspladsen,” siger hun.

”Vi taler om det, der sker, og vi taler også om alt muligt andet. Og så er vi først og fremmest optaget af, at vi har et job at passe og nogle hjul, der skal køre rundt.”

Der bliver arbejde nok uanset hvad

Hvad med trygheden? Er nogle bange for at miste deres job, hvis Trump får sin vilje, eller det grønlandske folk vælger Danmark fra den 11. marts?

Der er ikke kamp blandt djøf-embedsmændene i Grønland om at komme i Djøfbladet, for man vil helst ikke risikere at komme til at sige noget, der kan tolkes som noget politisk.

Men de djøfere, som vi dog får fat i, mener, at der er arbejde nok uanset hvad. Det samme siger Mike Villadsen. 

Et Djøf-medlem – med lang erfaring fra både dansk statsadministration, flere Grønlandsophold og anden international erfaring bag sig, og som nu arbejder i selvstyret tæt på den politiske proces, og som beder om at være anonym – vover pelsen og kommer med en regulær forudsigelse:

”En transformation til en selvstændig grønlandsk stat med Trump på banen i magttomrummet efter Danmark vil give os djøfere masser af arbejde.”

Hvis det altså skulle gå hen og ende med det scenarium.

For administration og lovgivning fortsætter, selv om de politiske forhold forandrer sig. Embedsværket fortsætter sit arbejde. Det er set mange gange i europæisk historie, siger han.

”Der er ikke én, som bliver overflødig. Tværtimod. I den overgangsfase, der måtte komme, er der masser af arbejde til jurister og økonomer. Både i årene op til og efter.”