Proteser og ar på sjælen: I Ukraine bliver arbejde terapi for forskere

Folk med synlige fysiske skader og proteser er blevet et hverdagsfænomen på Ukranian Catholic University i Lviv.

Universitetet ligger ganske vist langt fra frontlinjen mod øst. Men det betyder ikke, at krigen ikke kan mærkes, fortæller Sophia Opatska, der er vicerektor for strategisk udvikling på universitetet.

En del både studerende og medarbejdere er nemlig vendt tilbage fra militær tjeneste eller blevet skadet på anden vis i krigen mod Rusland. Læg hertil, at en undersøgelse viser, at 80% af alle ukrainere nu har mistet en nær relation i krigen – typisk nær familie eller venner.

Arbejdspladserne har derfor fået en endnu vigtigere rolle i ukrainernes tilværelse, fordi de danner rammen om fællesskaber, giver en hverdag og et mentalt holdepunkt, fortæller vicerektoren.

"Vi taler meget om her, hvordan arbejde og fællesskab spiller en rolle i folks modstandskraft. For mange handler det ikke kun om at få en løn – det handler om at være en del af noget større,” siger hun.

Djøfbladet og Forskeren mødte første gang Sophia Opatska for to et halvt år siden, da hun var i Danmark og havde fået hjælp af et støtteprogram for ukrainske forskere.

Kort tid derefter, da situationen i Ukraine havde stabiliseret sig en anelse, tog hun og hendes børn tilbage til Ukraine, hvor hun genoptog det akademiske arbejde.

Kollegial forståelse

Den 24. februar er det tre år siden, at Putin iværksatte invasionen af Ukraine, og vi har bedt Sophia Opatska om at give os et indblik i, hvad krigen har gjort ved universitetet som arbejdsplads.

Som leder er det bl.a. hendes job at tage hånd om både medarbejdere og studerende, der på den ene eller anden måde er påvirket af krigen.

Universitetet har bl.a. oprettet en klinik til både fysiske og mentale traumer. Men faktisk bærer arbejdet en helende funktion i sig selv, fortæller vicerektoren.

”Arbejde og de relationer, det skaber, har en slags terapeutisk funktion. Det giver normalitet at kunne mødes med kolleger og opretholde en hverdag. Det giver folk noget at holde fast i. Og på den måde bliver det en stor del af, hvordan vi som samfund kommer igennem denne krise," lyder det.

"Rutinen er blevet en form for modstandskraft. Det hjælper folk med at navigere gennem usikkerheden og de traumer, som krigen bringer. For mange ukrainere er det at have et arbejde og en daglig rutine en måde at finde stabilitet midt i kaosset.”

Sophia Opatska mærker i det daglige også krigens konsekvenser på egen krop. Da hun måtte flygte til Danmark med sine to børn i marts for tre år siden, havde den ukrainske regering indført forbud mod, at våbenføre mænd måtte forlade landet.

Hendes mand blev i Ukraine – ikke på grund af reglerne, men fordi han var "klar til at kæmpe", som Sophia Opatska formulerer det. 

For cirka et år siden blev han så indkaldt til militær tjeneste og er nu tilknyttet det ukrainske luftforsvar. Det er en svær situation, hvor den kollegiale støtte er vigtig, fortæller hun.

"Det er let for mig at forstå situationen for mine kolleger, der også har ægtefæller, der gør tjeneste i militæret. Og de forstår min situation meget hurtigt. At være del af både de formelle og mere uofficielle fællesskaber giver virkelig meget mening. Det skaber en fælles forståelse og gør det muligt for os at støtte hinanden i vores unikke situationer," forklarer hun.

45 minutters icebreaker

Sophia Opatska fortæller desuden, at ukrainske samfundsforskere i langt højere grad end før er tvunget til at arbejde med kvalitative metoder. Selv forsker hun i virksomheders krisehåndtering – og nu altså også krigshåndtering – og foretager langt flere interviews med virksomhederne nu.

"Det er meget svært at indsamle kvantitative data, fordi mange af de data simpelthen ikke eksisterer. Bare som eksempel ved vi ikke præcist, hvor mange ukrainere der bor i Ukraine lige nu. Vi har kun et skøn over antallet af mennesker, der bor i de områder, som Kiev kontrollerer,” lyder det.

”Derfor er vi nødt til at skifte til mere kvalitative metoder, og de kræver meget mere empati og længere samtaler, end det normalt ville være tilfældet."

Sophia Opatska har opretholdt kontakten til et par kolleger fra Aarhus Universitet, hvor hun var tilknyttet under sit eksil i Danmark. De har skrevet en forskningsartikel sammen, der bl.a. baserer sig på en række interviews med ukrainske virksomheder om pludselig at skulle håndtere såvel bomber som en styrtblødende økonomi.

Ved kvalitative interviews kan det være en god ide at stille et par åbne og lette spørgsmål til at begynde med for at få interviewpersonen i gang med at tale. Og Sophia Opatska og kollegerne syntes egentlig også, de havde fundet på et nogenlunde stille og roligt spørgsmål til at bryde isen med.

”Spørgsmålet lød noget i retning af: ’Hvad skete der i begyndelsen af fuldskala-invasionen?’” husker hun.

”Vi forventede, at det ville være et kort spørgsmål til at bryde isen, men folk talte om det op til 45 minutter. Det var en så svær og vigtig oplevelse for dem, at de virkelig har behov for at dele den.”

Det var under et af de interviews, at Sophia Opatska indså, at hun som forsker nu skulle være ekstra tålmodig og empatisk. Interviewene er ikke længere blot empiriindsamling, men næsten blevet til terapeutiske rum, hvor interviewpersonerne reflekterer over den situation, de er i, fortæller hun.

Vores version af verden

Og faktisk tjener interviewene og samtalerne derfor på samme tid et andet forsknings- og samfundsmæssigt formål, som hun ser det. De er nemlig blevet til en slags live historieskrivning.

”Det er enormt vigtigt at fange og forstå det, vi går igennem lige nu. Vi forsøger at fastholde refleksionerne og følelserne hos folk i øjeblikket. Det føles næsten som en form for offentlig historie eller mundtlig historie, som vi dokumenterer i realtid," siger hun.

I det hele taget er Ukraine lidt blevet ”et laboratorium for sociale transformationer”, siger hun. Altså for omkalfatringen af store dele af ukrainernes tilværelse: Sociale relationer, tankegang, livsførelse, økonomi, politik, kultur, mv.

Ukraine er med vicerektorens ord et land, der skal indstille sig på, at selv når krigen slutter, bliver livet ikke det samme som før.

Derfor har Sophia Opatskas universitet også ændret på den strategi, hvor universitetet skulle være med til at sikre en bæredygtig fremtid, så den ikke udløber i 2025, men i stedet i 2030.

For det første gjorde krigen det sværere at fuldføre en strategi, når forskningens fokus og ressourcebrug skiftede retning. Men måske endnu vigtigere gav krigen anledning til faktisk at kigge endnu længere frem. Et universitet er nemlig den institution i samfundet, der kan tillade sig at tænke langsigtet – også i krisetider, siger Sophia Opatska.

”Det gav ikke mening at have en strategi for en normal situation, når landet er i krig, og behovene er helt anderledes. Vores fokus er at sikre, at vi bidrager til en bæredygtig fremtid – også efter krigen."

”Vi skal begynde at tænke over, hvordan verden kan se ud fremover – en verden, der bygger på de værdier, vi holder af. Hvis vi ikke gør det, vil andre gøre det for os, og det er ikke sikkert, at vi kan lide deres version af verden."