Whistleblowere som Ida betaler en høj pris for at sige sandheden

Det tog næsten et år for Niels Asger at lande et nyt job, efter at han havde meldt sin tidligere arbejdsplads til Finanstilsynet.

Ida levede i angst for, at de andre studerende fandt ud af, at det var hende, der havde ’sladret’ om grænseoverskridende adfærd.

Og så er der K. Der er stadig ingen, der ved, at det var K, som med rystende hænder sendte en indberetning til Københavns Kommunes whistleblowerordning. En indberetning, der endte med, at Cecilia Lonning-Skovgaard måtte gå af som borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.

Deres personlige historier, som de fortæller i denne artikel, viser, at det hverken giver skåltaler eller klap på skuldrene, når man gør opmærksom på ulovligheder på arbejdspladsen. På et elendigt psykisk arbejdsmiljø. Eller på grænseoverskridende adfærd.

Tværtimod fremgår det af et hollandsk studie blandt 27 whistleblowere, at de fleste har oplevet en meget negativ effekt på både deres karriere og indkomst – og helbred.

I alt har Djøfbladet interviewet fem whistleblowere. Kun tre af dem endte med at ville optræde i artiklen. Alle fem har oplevet, at deres opråb har gjort en positiv forskel i en eller anden grad. Men det har også kostet dem personligt.

For nylig skrev Berlingske om en tidligere ansat i Københavns Kommune, der blev udsat for repressalier, efter at han havde lavet en indberetning til kommunens whistleblowerordning.

Han fik siden frataget størstedelen af sine arbejdsopgaver i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, hvor han var ansat. Han har dog fået rettens ord for, at det ikke var i orden.

Det kan have massive personlige konsekvenser for whistleblowere. Det siger Erik Mygind du Plessis, lektor på Copenhagen Business School (CBS) og forsker i whistleblowerordninger.

”Mit indtryk er, at det er rimelig entydigt: Det ender ofte med fyring og økonomiske vanskeligheder. Mange får det også psykisk svært.”

Han har fulgt med i forskningen i de personlige konsekvenser af at være whistleblower. Og whistleblowere har ofte et fællestræk, siger han.

”Det er jo typisk et menneske, der grundlæggende tror på, at verden er retfærdig – og at det nytter noget at råbe op, hvis den ikke er. Men mange gange bliver de afkræftet i det og må revidere deres verdensbillede.”

Noget af det værste

Det er noget af det værste for en whistleblower – at de sætter alt på spil, og intet sker, siger advokat Mads Pramming, der fører ansættelsesretslige sager for whistleblowere.

”Det, der går igen i mange af de store sager, vi har haft, er, at det endte med at være en sag om whistlebloweren og ikke om det, der blev whistleblowet om.”

Ingen af hans klienter har ønsket at stå i rampelyset, understreger Mads Pramming.

”For dem handler det ikke om at profilere sig eller i det hele taget være whistleblowere. Det handler om, at de har ondt i maven over noget, de har set eller oplevet. Noget, der bare ikke er i orden, som de ønsker, der skal gøres noget ved.”

Derfor slår det hårdt, når det så ender med, at der rent faktisk ikke bliver gjort noget ved det, de afslører, siger han.

”Det piner alle dem, jeg har talt med, når problemerne ikke bliver løst. At alt det, de har været igennem, har været nyttesløst. I værste tilfælde har de jo mistet deres netværk, deres job og deres ægtefælle.”

Det er langtfra alt, der bliver til store offentlige whistleblowersager. Men derfor kan det sagtens have konsekvenser alligevel.

”Du går til din chef med noget, du oplever som forkert eller ligefrem ulovligt. Han slår det hen. Men pludselig bliver der ikke sagt godmorgen. Og pludselig får du et andet kontor, hvor der er hundekoldt. Så søger du væk, og det var så det,” siger Mads Pramming.

Han er bestyrelsesformand og medstifter af organisationen Veron, der tilbyder hjælp og støtte til dem, der overvejer at blive whistleblowere. Netop fordi der ofte er store personlige risici ved at stå frem – ”de risikerer at miste deres job, blive socialt og professionelt isoleret, truet og retsforfulgt,” som der står på Verons hjemmeside.

Mads Pramming var advokat for Anders Kærgaard, som døde i 2024. Anders Kærgaard var primus motor i stiftelsen af Veron. Han var også efterretningsofficer og trådte frem med beviser i sagen om overgreb mod civile under en operation i Irak.

I Anders Kærgaards nekrolog i Information står der, at det kostede ham kontakten til sin fars familie. At tidligere venner og kolleger kaldte ham forræder, og at en tidligere chef skrev, at han var et svin.

Jobbet i Forsvaret mistede han også.

Da Niels Asger Nielsen fandt ud af, at den pensions- og forsikringsrådgivningsvirksomhed, han var ansat i, ikke udelukkende gav uvildig rådgivning, blev han vred. Så vred, at han endte med at melde sin egen arbejdsplads, Söderberg & Partners, til Finanstilsynet og selv sige op.

Han havde ikke sovet i dagevis. Endte med ikke at sove i ugevis. Ved en tilfældighed havde han opdaget, at en rådgiver fra en anden afdeling havde haft fat i en kunde, han selv havde rådgivet. Kunden ringede til Niels Asger og forklarede, at han var blevet opfordret til at flytte sin firmapensionsopsparing over i Topdanmark. Var det nu også en god idé, spurgte han Niels Asger.

What? Nej, det kunne Niels Asger overhovedet ikke se. Han var ærlig. For han bedrev jo uvildig rådgivning, som han siger. Men han tvivlede pludselig på, om det gjaldt alle i organisationen.

Niels Asger ringede til sin kollega fra den anden afdeling – og blev bekræftet. De havde fået en aftale med Topdanmark om, at for hver pensionsopsparing, de ville få flyttet over i Topdanmark, ville de få en bid af kagen. Det er helt normalt. Men det var ikke uvildig rådgivning. Og det var uvederhæftig rådgivning af hans kunde, oplevede Niels Asger.

”I det pågældende tilfælde var det bestemt ikke i kundens interesse at flytte depotet til Topdanmark. Men det var i min kollegas personlige, økonomiske interesse.”

Det var det, der gjorde Niels Asger så vred.

”Det var jo at føre kunderne bag lyset. Jeg havde opbygget et tillidsfuldt forhold til min kunde og udelukkende rådgivet ham med hans interesser for øje. At de kunne finde på det. Det havde jeg aldrig forestillet mig.”

Niels Asger endte på direktørens kontor. Med hævet stemme gav han klart udtryk for, hvad han mente om den sag. Sagde, at han ville melde det til Finanstilsynet – melde den virksomhed, hvor han selv havde været ansat i 12 år. Den virksomhed, han havde været rigtig glad for at arbejde for.

Ved samme lejlighed sagde han op. Ja, han råbte sin opsigelse ud på direktørens kontor. Han råbte også: ”Du vil komme til at høre om det i dagspressen.”

Niels Asger havde på forhånd talt med sin kone om det, og han havde hendes fulde opbakning.

Så gjorde Niels Asger alvor af det og meldte Söderberg & Partners til Finanstilsynet via tilsynets whistleblowerordning for finansielle virksomheder.

”Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvilke konsekvenser det ville få for mig – for det der ville jeg bare ikke være en del af. Jeg kunne simpelthen ikke gøre andet.”

"Alle skulle vide, hvad der var foregået"

Det fik konsekvenser. Der gik næsten et år, før han fik et nyt job. Også selv om han søgte flere job, som han på papiret var 100% kvalificeret til, siger han.

”Jeg er cand.merc., tidligere forsker, har en lang karriere bag mig – så jeg undrede mig over, at jeg ikke blev indkaldt til samtale. Heller ikke til job, som jeg passede som fod i hose til. Jeg tror, det har konsekvenser at stå offentligt frem som whistleblower.”

Selv om han jo egentlig ikke oplever sig som whistleblower. For han var helt åben om, at det var ham, der anmeldte Söderberg & Partners til Finanstilsynet.

Niels Asger gjorde også alvor af, at det ville komme i dagspressen. Han kontaktede selv Finans.dk.

”Söderberg og Partners skulle ikke slippe af sted med bevidst at vildlede kunderne på den måde. Et påbud fra Finanstilsynet alene ville nok højst have fået en notits i den finansielle presse, ræsonnerede jeg. Jeg ville have, at alle skulle vide, hvad der var foregået, så det ikke skete igen.”

Han peger på, at Finanstilsynet også typisk er lang tid om at behandle en anonym henvendelse.

”Det, at jeg var helt åben om mine hensigter om at henvende mig til Finanstilsynet og pressen, gjorde, at den ulovlige virksomhed standsede lige med det samme.”

Faktisk foreslog journalisten ham, at han kunne være anonym.

”Netop for at undgå, at det ville få konsekvenser for mig selv. Men jeg prioriterede, at sagen skulle have konsekvenser for dem, der systematisk førte kunderne bag lyset.”

Så han valgte at stå frem.

”Jeg spurgte mig selv, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ville hjælpe kunderne – både nuværende og fremtidige – bedst muligt. Det betød, at jeg valgte den vej, som jeg godt vidste risikerede at have størst konsekvens for mig selv.”

Et år senere fastslog Finanstilsynet, at der var noget helt galt med den ’uvildige’ rådgivning hos Söderberg og Partners, og uddelte tre påbud til virksomheden.

Kort før afgørelsen fra Finanstilsynet blev Niels Asger kontaktet af sin nuværende arbejdsgiver, Klink & Jensen Forsikringsmæglere, der endte med at tilbyde ham et job som pensionsrådgiver. Det vil han meget gerne fremhæve.

”At de ansatte mig – en offentlig whistleblower. De spurgte selvfølgelig ind til det. Men de troede på mig. Og det var endda, inden Finanstilsynet var kommet med deres afgørelse. Hatten af for det.”

Men det tog altså sin tid – også længere end Niels Asger havde regnet med – før han havde job igen. Og han måtte leve med tre ugers karantæne fra a-kassen, fordi han selv havde sagt op.

Han måtte også leve med den vrede, der sad i kroppen længe.

”Jeg kunne godt finde på at vække min kone midt om natten, fordi der var noget, jeg havde ligget og tænkt på. Jeg har en meget rummelig kone.”

Det er en anden personlig konsekvens af at være whistleblower – det rammer også familien, siger han.

”Det rammer økonomisk, og så snakkede jeg jo nærmest ikke om andet i en lang periode.”

Niels Asger mener heller ikke, det er utænkeligt, at han igen kommer til at mærke konsekvenserne ved offentligt at stå frem som whistleblower, hvis han af den ene eller anden grund skal ud at søge job igen på et tidspunkt.

Djøfbladet har forelagt Niels Asger Nielsens kritik af forløbet for Söderberg & Partners, som ikke har ønsket at kommentere.

(Vi har rettet i artiklen 27. januar, da det tidligere fremgik, at Niels Asger Nielsen var i karantæne i sin a-kasse i fem uger. Den korrekte periode var tre uger, red.)

Som ny studerende i 2015 fortalte Ida Asp om grænseoverskridende adfærd på en rustur på Copenhagen Business School, CBS. Om simuleret oralsex og at kvindelige studerende blev kaldt ludere.

Hun har været anonym i ni år. Lige indtil nu. Dengang var Ida Asp så angst for, at de andre skulle finde ud af, at det var hende, der havde ’sladret’. Hun var bange for gruppepresset og for at blive frosset ude.

I dag ville hun ønske, at hun kunne give den yngre Ida, der stod midt i det, en kæmpe krammer. Ida, der var så alene. Så ensom.

Hun skrev om sine oplevelser i evalueringen efter rusturen. Og fortalte siden om det i Djøfbladet.

Da hun udfyldte evalueringen, sad hun i samme lokale som de andre studerende, så hun skrev kun i overskrifter. For rusvejlederne blev nærmest opfattet som guder, siger hun, og hun var bange for, at nogen læste hende over skulderen.

Men hendes grænser var blevet overskredet på rusturen.

Ida Asp havde bl.a. følt sig presset til at drikke mere, end hun havde lyst til. Havde set andre blive opfordret til at sutte på en banan, der hang mellem benene på en medstuderende, og slikke flødeskum af andres maver. Hørte på mandlige studerende, der i kor råbte 'luder' efter kvindelige studerende. Og meget mere.

Jagtet

Efterfølgende skete der ikke noget. Hun hørte kun, at evalueringerne var helt i top, fortæller hun.

Men efter at hun som anonym havde optrådt i en artikel i Djøfbladet, gik det løs.

”Da artiklen var publiceret, sendte CBS en mail ud til os alle, hvor de kritiserede, at en studerende var gået til pressen uden at gå til dem. Jeg oplevede det som passivt-aggressivt.”

Det var midt under undervisningen, de modtog mailen.

”Folk begyndte at løbe rundt mellem hinanden. Jeg kan huske, at der var én, der satte sig op på bordet lige der, hvor jeg sad, og talte med de andre: ‘Hvem er det?’ Jeg tænkte bare: ’Åh gud, de må ikke gætte, at det er mig.’”

Det fortsatte til festerne – gætterierne om, hvem der havde ’sladret’.

”Jeg var så bange for, at de skulle finde ud af, at det var mig – jeg følte mig som outsideren. Jeg følte mig ekstremt alene.”

Ida Asp endte med at ‘melde’ sig selv til administrationen. Fortælle dem, at det var hende, der havde talt med Djøfbladet. Igen oplevede hun, at det udelukkende var hendes whistleblowing, der blev fokuseret på – ikke det, hun havde fortalt om.

”Det var nok det værste. Jeg følte mig bare så kritiseret. Og jeg oplevede ikke, at det, jeg havde meldt ud, blev taget alvorligt.”

De andre studerende fandt aldrig ud af, at det var hende. Tror hun. Hun tog sin bachelor, men siden skiftede hun studie. I dag er hun arkivar på Rigsarkivet. Hun har ikke kontakt til nogle af sine tidligere medstuderende fra CBS.

CBS: Trygt miljø er vores ansvar

Djøfbladet har forelagt Ida Asps kritik af forløbet for CBS. Studiechef Bitta Nielsen svarer i en skriftlig kommentar:

”Vores studerendes trivsel og sikkerhed er det allervigtigste for os. Når man starter på CBS, skal man hverken føle sig utryg eller blive udsat for grænseoverskridende adfærd, og det er vores ansvar at skabe et trygt miljø. Derfor er vi naturligvis rigtige kede af, at Ida Asp oplevede grænseoverskridende adfærd på sit introforløb her på CBS i 2015,” skriver hun og tilføjer, at det ikke har været muligt at finde detaljerne frem om sagen, da den er næsten 10 år gammel.

Vi kan ikke fortælle så meget om K, for han ønsker stadig at være anonym. Men det var ham, der i 2022 indgav den første beretning til Københavns Kommunes whistleblowerordning om dårligt psykisk arbejdsmiljø i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Ført an af daværende borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Daværende, fordi indberetningen endte med, at hun måtte trække sig.

Lige op til havde Cecilia Lonning-Skovgaard reageret på en kritisk artikel i Berlingske om, at kommunernes jobcentre var for flinke mod de ledige. Hun gik ud og fyrede fagdirektøren for jobcentrene for rullende kameraer. Medarbejderne protesterede. Dels fordi der var urigtige oplysninger i medierne. Dels fordi direktøren var meget vellidt blandt medarbejderne.

K fortæller, at han også havde hørt den ene beretning efter den anden om Cecilia Lonning-Skovgaards angiveligt mobbende og krænkende adfærd over for medarbejderne. Han var ikke selv direkte involveret.

”Men der var brug for, at der skete noget. Jeg havde dog ingen anelse om, at det ville ske – altså at det endte med, at hun røg.”

Hvorfor har du valgt at være anonym?

”Der er rigtig meget forbundet i den her sag. Jeg tror egentlig ikke, der ville være nogen former for repressalier i min retning, hvis det kom frem, at det var mig. Jeg tror måske endda, min direktør ville komme og sige, at det var godt gået.”

Men nogle vil måske opfatte det som praleri, tilføjer K.

”Som om jeg kommer og tager æren for, at der kom til at ske noget. Det kan også være, nogle vil sige, at jeg gjorde en anden fortræd. Der er altid to sider af samme sag.”

Hvorfor var det dig, der endte med at åbne rækken af indberetninger, når du ikke selv havde været udsat for noget?

”Jeg ved det faktisk ikke. Men hvis jeg oplever en følelse af uretfærdighed, og jeg har muligheden for at gøre noget ved det, gør jeg det. Jeg har ofte fået at vide, at jeg skal passe på mig selv.”

Som nævnt har vi talt med yderligere to whistleblowere til artiklen. De trak sig dog igen – de frygtede, at det ville få yderligere personlige konsekvenser for dem, hvis de stod frem.

Der findes ingen tal på, hvor mange der ender med at blive whistleblowere ligesom dem og ligesom Niels Asger, Ida og K. Men siden deres oplevelser er der sket noget.

Med udgangen af 2023 trådte et EU-direktiv i kraft. Det betyder, at alle virksomheder med 50 medarbejdere og derover skal have en whistleblowerordning: En indberetningskanal – enten intern eller ekstern. Det er præciseret i loven, at der skal sikres fortrolighed om whistleblowerens identitet. Og at der ikke må udøves repressalier mod whistleblowere – fyring, forflytning, lønnedgang eller chikane.

Advokaten Mads Pramming mener, at det lysner en lille smule med den nye lovgivning. Men han er
i tvivl om, hvorvidt det batter noget. Det er jo noget, de danske politikere er blevet påtvunget fra EU, som han siger.

”De er blevet tvunget til at hejse et lille flag om, at det er godt for demokratiet og for whistleblowerne. Men inderst inde har vi en kultur i Danmark, hvor vi ser whistleblowere som stikkere,” siger Mads Pramming.

Men måske vil de nye regler bidrage til en kulturændring.

”Altså, hvis jeg virkelig skal forsøge at se lyst på det. Men vi må vente, til vi er så langt, at vi kan evaluere på whistleblowerordningerne,” siger Mads Pramming.

Erik Mygind du Plessis fra CBS er også forbeholden. Mange har jo haft whistleblowerordninger – også før den nye lovgivning trådte i kraft, pointerer han.

”Som whistleblower ved du ikke helt, hvem der egentlig tager imod det, du kommer med. Og du ved heller ikke helt, hvad der kommer til at ske, og ud fra hvilke kriterier de vurderer, om der kommer til at ske noget.”

Her er vi tæt på hans egen forskning.

”Nogle gange bliver whistleblowerordninger kritiseret for, at de kan bruges til at holde kritik internt. Til at lukke problematikker ned, så de ikke bliver til en stor offentlig skandale. Måske er det mere det, det kommer til at handle om, end om ytringsfrihed, demokrati og transparens.”

Han peger på sagen fra Region Midtjylland, hvor kræftpatienter ventede for længe på operationer.

”Her blev whistleblowerordningen til en syltekrukke – indtil nogen endte med at gå til DR.”

Hverken Niels Asger, Ida eller K har fortrudt, hvad de gjorde – heller ikke selv om det har haft personlige konsekvenser.

Niels Asger ville til enhver tid gøre det igen.

”Jeg vil aldrig fortryde, for jeg kunne simpelthen ikke andet.”

K havde som sådan ikke så meget på spil. Han var nervøs i det øjeblik, han ’trykkede på knappen’, som han siger. Men ingen ved den dag i dag, at han er whistlebloweren.

Så nu glæder han sig over, at det faktisk ”kører rigtig godt” i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Ida fortryder heller ikke.

”Der var meget vrede vendt mod mig dengang, selv om de ikke vidste, hvem jeg var. Og det var hårdt. Men nej, jeg fortryder slet ikke. Jeg er stolt af mig selv – at jeg gjorde det. Jeg synes, jeg var modig.”