Det offentlige skal undgå hypet AI-kapløb

AI-bølgen raser. Kompleks kodeskrivning og svære juridiske analyser kan med AI-assistenter udføres på 10-50% af tiden alt efter brugerens erfaringsniveau. Vores nye digitale tjenere står også klar til at sparre med dig om vinkling og strukturering af indholdet i vores rapporter og indstillinger. Og, ja, chefens feedback på dit input er med stigende sandsynlighed også chattet igennem med hendes nye robotkollega. 

AI-assistenternes indtog lover i det hele taget øget produktivitet og ekstra kræfter til at håndtere vores kollektive udfordringer med at sikre fx stabil energiforsyning eller varme hænder til omsorg. Men hvad gør vi højtuddannede vidensarbejdere med det lidt frygtsomme stik i maven, når vi oplever, at AI-assistenten synes at overgå både sig selv og os i leveringen af lynhurtige svar på chefens spørgsmål? Og hvad sker der, når den kunstige superintelligens kommer måske allerede om et par år?

Vil en utrættelig hær af AI-robotter overtage vores jobs? Og hvad med advarslerne om, at vi ligefrem står foran eksistentielle trusler i form af både massearbejdsløshed, tab af autonomi og hidtil uanede mængder af manipulation og kontrol, som bl.a. Obamas yndlingshistoriker, Yuval Noah Harari, er ude med?

Mangel på arbejdskraft

Følelser af optimisme og motivation sivede ikke ligefrem ud i min krop, da jeg læste regeringens AI-strategi fra december. Ud over en oplagt sympatisk idé om at sætte borgerne i centrum synes strategien i vanlig stil at handle mest om, hvordan Danmark igen skal være verdensmester. Denne gang i at bruge kunstig intelligens.

Som noget af det første skal en taskforce så lave mål for, hvor mange årsværk der kan “frisættes”, hvilket i finansministeriel stil med det samme blev estimeret til mellem 10.000 og 99.999 årsværk i 2030.

Sophus Garfiel, departementschef i Digitaliseringsministeriet og formand for taskforcen, fik os så måske beroliget lidt i sidste uge, da han i Djøfbladet lovede, at det ikke handler om at erstatte mennesker. Nej, i stedet handler det om at løse vores udfordringer med mangel på arbejdskraft ved at reducere administrative opgaver og omskole medarbejdere til nye, mere spændende opgaver.

Men handler det så bare ikke alligevel om at erstatte de mennesker, som vi forventer at mangle? Og hvad sker der ved den næste økonomiske krise, hvor der skrues op for grønthøsteren?

Drop AI-hypen

Bedre rustet til AI-bølgen føler jeg mig efter læsning af sidste års nobelprisvinder i økonomi Daron Acemoglus artikler om “the economics of AI”.

Acemoglu har brugt en hel del tid på at studere de institutionelle og makroøkonomiske effekter af teknologisk innovation, senest med fokus på AI. Han bekræfter som udgangspunkt, at mange opgaver vil blive overtaget af AI. Men hvilke det bliver, er stadig meget usikkert, ligesom det langtfra står klart, om kvaliteten af de nye AI-baserede løsninger reelt kan konkurrere med de menneskeskabte.

På baggrund af de store usikkerheder opfordrer Acemoglu til at droppe hypen og indtage en langt mere bevidst og afbalanceret tilgang til AI-implementering. Han skruer samtidig kraftigt ned for de allermest optimistiske bud på AI-genereret ekstra BNP-vækst på 1-2% om året, som er kommet fra dem med økonomisk interesse i at få AI-toget op i fart: Tech-industrien og globale konsulenthuse som McKinsey og Goldman Sachs.

1-2% er nærmere, hvad vi kan høste inden for det næste årti, lyder det fra Acemoglu. Og det sker kun, hvis vi indfører AI på en hensigtsmæssig måde. Historisk har ren automatisering kun givet kortsigtede og mindre produktivitetsgevinster, forringet jobkvalitet og koncentrerede gevinster hos få, snævre eliter.

Acemoglu anbefaler derfor, at vi retter fokus væk fra de muligheder, som AI giver for at erstatte mennesker, for i stedet at koncentrere os om, hvordan teknologien potentielt kan styrke menneskers produktivitet og skabe nye muligheder. Det kræver både bevidste politiske valg, regulering og en langsigtet planlægning, der kan sikre, at de nye teknologier og institutionelle innovationer kommer hele samfundet til gavn og dermed også nationens samlede produktivitet og i sidste ende velstand.

Ydmyge digitale tjenere

Tilbage på kontoret synes spørgsmålet nu at være, hvordan vi indarbejder AI på måder, der er både sikre og forsvarlige, og som reelt understøtter vores produktivitet og handlemuligheder.

Vi bør som udgangspunkt undgå alle former for AI-hypet hastværk i jagten på at komme først med nye fancy løsninger og i stedet udvise høje grader af agtpågivenhed. Det er vigtigt, at det altid er os mennesker, der står for moralsk og etisk dømmekraft, kreativitet og strategisk tænkning.

Vi bør samtidig holde os pinligt bevidste om AI-teknologiernes særegne faldgruber og eksistentielle trusler. Ingen af os kommer på den anden side til at slippe for at skulle udvise en vis åbenhed og øget forandringsvillighed.

Det vil dog være afgørende for trivslen og motivationen – og dermed sikringen af langtidsholdbare produktivitetsgevinster – at vi undgår at introducere de nye AI-løsninger som konkurrenter på en ny brændende platform. AI-assistenterne skal derimod fastholdes som kontrollerbare og ydmyge digitale tjenere, der kan hjælpe os med at løfte klart definerede opgaver og dermed øge tiden og overskuddet til at sætte vores menneskelige egenskaber som kreativitet, intuition, empati, strategisk læring og forståelse langt mere i spil.

Frisætte kreativiteten

En gradvis og velovervejet indførelse af AI vil ikke mindst øge kravene til vores ledere om at besidde de menneskelige kompetencer, der skal til for understøtte og guide medarbejdernes personlige udvikling. Arbejdet med trivsel vil ikke længere kunne parkeres hos HR som noget med karriereveje, work-life balance, hæve-sænkeborde og frugtordninger.

Ind bør i stedet komme et langt mere kvalificeret tværgående erhvervspsykologisk arbejde med de enkeltes forskelligartede forudsætninger for at finde motivationen og i det hele taget ramme de rette emotionelle balancer i leveringen af deres bidrag til organisationens virke. Alt sammen i takt med at vores i udgangspunktet hierarkiske bureaukratier i endnu højere grad bliver gearet til at frisætte og høste frugterne af medarbejdernes kreativitet og handlekraft i den foranderlige, skræmmende og spændende fagre nye AI-verden.