Derfor er unge så pressede

For unge mennesker i dag er livet én lang eksamen.

Det starter allerede i børnehaven, hvor de færdighedstestes, inden de rykker op i skolen – og så øges præstationspresset ellers gradvist op gennem opvæksten, uddannelsessystemet og helt ud i arbejdslivet.

Presset følger med hjem i privaten: Når man vokser op med tablets, smartphones og sociale medier, måler man sig konstant med alle de andre. Alt skal være perfekt, fejltrin er nederlag.

Nogenlunde sådan lyder den hårde diagnose i rådgiver og forfatter Rebekka Bøgelunds nye bog, ‘Ung og perfekt’, hvor hun portrætterer den unge generation.

Hendes mål er at ruste ledere til at tage bedre hånd om unge, når de træder ind på arbejdspladserne. Og det kræver nogle særlige hensyn, mener Bøgelund. For opvæksten i præstationssamfundet modarbejder nemlig det gode arbejdsliv.

Ifølge den udbredte self determination theory bygger motivation på tre ting: Autonomi, kompetence og tilhørsforhold. I præstationssamfundet, argumenterer Bøgelund, fratages vi alle tre. Opgaven for lederen bliver derfor at svømme mod strømmen og genskabe det tabte.

Et eksempel: Unge lider under en perfektionskultur, og derfor skal vi arbejde meget mere målrettet med at etablere psykologisk tryghed på vores arbejdspladser. Ellers tør unge medarbejdere simpelthen ikke tage chancer og fejle. Og så kan man ikke lære.

Diagnosen og recepten er overbevisende, og den er godt underbygget af videnskaben. Men i de indledende teoretiske kapitler danses der af og til lidt for let mellem begreber som præstationssamfund og nulfejlskultur. Disse kunne godt være uddybet, og til min smag kunne Bøgelund godt være gået dybere ind i den forskning, der ligger til grund.

Nogle gange kan det desuden være svært at følge, om vi faktisk har at gøre med unge mennesker generelt, Generation Z specifikt eller måske egentlig samfundet som helhed?

Et sted i bogen skriver Bøgelund eksempelvis, at 41% af danskerne oplever, at de ikke trygt kan stille spørgsmål på deres arbejdsplads. Den psykologiske tryghed halter med andre ord gevaldigt efter. Men når næsten halvdelen af befolkningen åbenbart har den oplevelse, savner vi en klarere begrundelse for, at løsningerne alligevel skal møntes specifikt på de unge.

Et andet sted skriver Rebekka Bøgelund: “Generationerne er rundet af forskellige miljøer og kulturer. Og vi er opdraget forskelligt. Derfor ser vi også verden forskelligt.” Det lyder indlysende nok, men omvendt har forskning sået tvivl ved, om vi overhovedet kan skelne objektivt mellem generationer.

Der er store ligheder på tværs af generationer og store forskelle internt i generationerne. Og det er en generel udfordring, når man gerne vil fortælle om en specifik generation. Man ender nemlig med at reducere.

Den fælde falder Bøgelund dog ikke i. Det skyldes først og fremmest, at bogen indeholder en imponerende række af nuancerede kvalitative interviews med unge mennesker på meget forskellige danske arbejdspladser, som desuden kan ses som video.

Det er en fed måde at komme direkte i kontakt med unge mennesker og høre deres egne refleksioner om arbejdslivet. Det sætter tanker i gang.

Jeg tror, man kan få meget ud af den her bog. Især hvis man bruger den som nøgle til at forstå ungdommen som livsfase – og mindre som et specifikt generationsportræt.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.