”Jeg bliver aldrig arbejdsløs, for der er så meget finansiel analfabetisme”

På min første arbejdsdag i Forbrugerstyrelsen gik det op for mig, at der var noget, vi jurister ikke havde lært på universitetet: Vi havde simpelthen ikke lært at skrive og tale, så folk kunne forstå det. Jeg fik en ældre dame i røret. Hun forstod ikke, hvad der stod i vores breve – skulle hun betale penge, eller skulle hun have penge? Jeg fandt sagen frem. Da jeg så kunne fortælle hende, at hun havde vundet sagen og skulle have penge tilbage fra en erhvervsdrivende, blev hun rigtig glad.

Jeg opdagede, at jeg har en formidlingsforpligtelse. En forpligtelse til at tale, så andre end jurister kan forstå, hvad jeg siger. Da jeg sagde til mine kollegaer, at vi måske skulle tænke over, hvordan vi skrev til borgerne, kiggede de på mig, som om jeg var fra en anden planet. Siden tog jeg en overbygning i kommunikation på Københavns Universet. Og senere en tillægsuddannelse i journalistik.

Jeg tror, min facon har været for meget for nogen. Jeg har aldrig haft en grå nederdel på. Aldrig. Jeg er jurist, og jeg har løst mange komplicerede juridiske sager. Men jeg taler ikke som en jurist. Jeg taler ikke sådan et hovskisnovski-sprog.

Da der var ministerbesøg i Forbrugerstyrelsen, blev der bukket og skrabet. Det var nærmest, som om der var en kongelig på besøg. Ministeren kom og holdt en tale, og så gav han sodavand til alle. ’Nøj, hvor var vi heldige.’ Det var meget stift dengang. Sådan er verden heldigvis ikke mere.
Vores direktør befandt sig også i de højere luftlag. Han sagde, at hans dør var åben. Det er nok det mest idiotiske udtryk. ’Don’t tell it – show it’, siger jeg bare.

Dem, hvis forældre selv er jurister, har flere muligheder. Det oplevede jeg på studiet. ’Hvis nu vi ansætter din søn som advokatfuldmægtig, kan din datter komme ind til os.’ Min far var uddannet slagter og fik siden job hos SAS som vagt. Min mor var sygeplejerske.

Jeg er en 12-talspige. Men så fik jeg 8 i en opgave på Journalisthøjskolen. Der blev jeg sur og tænkte: ’Jeg skal vise dem, at jeg kan skrive.’  Så det gjorde jeg. Jeg fik en klumme i Jyllands-Posten og fik en masse praksis med at skrive. Jeg fik endda penge for det.

Når man er akademiker, står man altid til rådighed. I slut-90’erne arbejdede jeg med produktsikkerhed i Forbrugerstyrelsen. Sådan noget med, at hinkesten ikke måtte være af glas længere – det blev til en kæmpe politisk storm i et glas vand. Ligesom med de krumme agurker. Jeg rejste en del frem og tilbage til Bruxelles. Ofte kom jeg hjem ved midnatstid. Men dagen efter sad jeg selvfølgelig på kontoret klokken otte.

På et tidspunkt sagde min mand: ’Du behøver ikke komme hjem længere.’ Vores datter var 10 år, og jeg havde haft rigtig mange tjenesterejser til Bruxelles. Pludselig igen-igen et meget vigtigt møde, som jeg bare måtte deltage i. Men så var det jo heller ikke vigtigere. Så selv om jeg var glad for jobbet, skiftede jeg kontor – det var simpelthen blevet for belastende for familien.
Min mand og jeg er stadig gift.

Der er én ting, jeg skulle have gjort, som jeg ikke gjorde. Jeg skulle have sagt op på stedet. Jeg var fuldmægtig i Forbrugerstyrelsen på produktsikkerhedskontoret, og der blev en ledig stilling som specialkonsulent. Min chef indstillede mig, men vicedirektøren syntes, det skulle være en anden – én, der ingen viden havde på området. Det skulle jeg ikke have fundet mig i. Jeg sad med nøglerne til al viden, så jeg skulle bare have sagt: ’Fint, det bestemmer I, men jeg stopper her. Værsgo, her er sagerne.” Så ville de have fået et kæmpe problem.

Man skal ikke blive et sted, hvor de behandler én dårligt. Hvad er sandsynligheden for, at det vender, og man bliver behandlet godt fremover? Nej, vel?

Jeg blev headhuntet til et meget hemmeligt job i Nordea. Nogle af mine daværende og mest irriterende kolleger spurgte, om jeg skulle sidde i kassen? Nej.
Jeg bestemte selv titlen ’forbrugerøkonom’, jeg blev den første af slagsen i Danmark. Jeg var overrasket over, at de valgte mig. Jeg fik at vide, at man skulle se lidt godt ud… og tale pænt. Og så kunne jeg formidle. Der gik et par år, så begyndte de andre banker at kopiere mig. For de kunne jo godt se, at det gav noget god presse. Jeg var i flere år den mest citerede forbrugerøkonom i dagspressen.

Det kan måske undre, at en jurist fik jobbet. Men bag enhver regel er der også en retlig interesse. Og der er rigtig meget jura i privatøkonomi – pension, arv og parforhold. Der er masser af regler.

Jura kan føre til alt muligt. Der er ingen, der spørger Christine Lagarde, om hun kan finde ud af at være chef for den Europæiske Centralbank og sætte renten op og ned, selv om hun er jurist. Vel? Da jeg var studerende, tænkte jeg advokat eller et ministerium. Jeg endte som forbrugerøkonom.

Jeg fik det bedste økonomiske råd af min søster. Jeg sad på jobbet, da min søster, der var HK-uddannet, ringede og sagde: ’Jeg har fået 19% i afkast af min investering i år.’ Men jeg havde en pæn kontantopsparing stående, så jeg tænkte: ’Det kan godt være, at du sidder og vejleder om økonomi, og så har du ikke investeret i lang tid’. Det gjorde jeg så derefter. Og lige siden.

Jeg bliver aldrig arbejdsløs, for der er så meget finansiel analfabetisme. Der er så mange, som ikke ved nok om deres egen økonomi.

Mit bedste råd til dem, der træder ud på arbejdsmarkedet i dag, er, at de skal sørge for at investere deres arbejdsmarkedspension – med så høj risiko som muligt. Det gælder især kvinderne. Vi kan se, at de ikke investerer så meget som mændene. Det kan komme til at betyde halve eller hele millioner i den sidste ende. Og man behøver ikke selv at stå for det – det kan man lade pensionskassen eller banken om.

Hvis vi skal bekæmpe uligeløn, gør vi det ikke med tavshed. Mange tror, at de ikke må sige deres løn højt. Men det må vi – og det skal vi gøre. Vi kan også glæde os over, at der er kommet et direktiv fra EU om lønåbenhed – for som jeg siger: ”Med lov skal ligestilling bygges.”

Vi burde sige til alle arbejdsgivere, at de skulle sætte mændenes lønninger ned på niveau med kvindernes. Så ville der blive så meget ballade ude på arbejdspladserne, for det vil mændene ikke finde sig i. Og så vil de selvfølgelig have ligeløn – altså løfte kvinderne op på deres lønniveau. Ikke for vores skyld, men for at de kan bevare deres egen løn.

Jeg blev afdelingsdirektør efter fem år i det private. Jeg kunne åbenbart ikke blive til noget i det offentlige, men jeg skulle vise dem. Jeg havde en chef, Ken, der var en supergod leder.

En offentlig arbejdsplads er en hård skole at gå i. Det er den sorte skole. Nulfejlskultur og røde streger. Pyh. Da jeg læste jura, tænkte jeg, at en offentlig ansættelse var en hvilestol. Jeg tog fejl.

Men det er sundt for karrieren både at være i det offentlige og det private. I det offentlige får du alle mulige opgaver, du ikke kan få i det private. Der kan du jo hverken lave ministerbetjening eller skrive en lov. Men jeg oplevede mere lederne som flaskehalse frem for nogle, der løftede mig. Der var ingen trivselskultur. Når det er sagt, var jeg også glad for at være i det offentlige – jeg var der bare for længe.

I det private er vi ikke på finansloven. Vi skal tjene vores egne penge. Det skal du ikke i det offentlige. Du behøver ikke være venlig, og telefonen skal helst være stille. Det er helt omvendt i det private. Jo mere telefonen ringer, jo bedre. Og du er nødt til at være venlig – for det er jo kunder eller potentielle kunder, du taler med. Og det smitter af. For så er man også venlig over for sine kolleger. Lønnen er højere. Der er bedre muligheder for ansvar og en helt anden og mere positiv feedback-kultur. Det handler ikke om, hvorvidt du lavede en fejl på side 14.

Jeg gik på pension som 60-årig, og så fortrød jeg. Jeg havde mistet arbejdsglæden efter et hårdt år med sygdom i familien, og hvor jeg mistede min søster. Jeg fik ikke meget støtte fra arbejdspladsen. Og så et 2020, hvor vi var smidt hjem det meste af tiden. Min formuerådgiver sagde, at hvis jeg arbejdede efter 60, skulle det ikke være for pengenes skyld. Så jeg stoppede.

Men så var der flere, som ringede. Jeg sagde ja til nogle konsulentopgaver. Men efter halvandet år savnede jeg at have et ’rigtigt’ job. Så startede jeg i Sydbank for to år siden. Nok det bedste job, jeg har haft. I Nordea sad jeg helt alene og følte mig nogle gange som et æsel i ørkenen, der kun er i kontakt med andre en sjælden gang ved et vandhul. I Sydbank sidder jeg med analytikerne. Jeg har nogle, der kan hjælpe mig – nogle, jeg kan sparre med.

Du skal ikke finde dig i hvad som helst. Hvis jeg kunne, ville jeg have givet mig selv det råd, da jeg var helt ny på arbejdsmarkedet. Jeg ville sige: ’Vær modig. Skift job.’ Du skal ikke være bange for at skifte job og nyt område. Det kan godt være, at du er træt de første seks måneder. Men det er rigtig godt for din karriere, og du vokser også mentalt. Mænd skifter job hyppigere end kvinder – hvorfor gør de det? For at få mere i løn.

I Sydbank er der ikke de der udviklingssamtaler, hvor de spørger: ’Nu er du jo 63, hvad tænker du om pension?’ Så længe toget gider køre til Sønderjylland, så længe de er glade for det, jeg laver, og så længe vi laver nogle nye, sjove ting, bliver jeg ved. Jeg er altså kun 63. Min mor er 97 år og er ikke til at slå ud.