Emilie bliver fattigere af at have et studiejob

”Du må træffe et valg, om du vil dække dine udgifter eller have erhvervserfaring.”

Så enkelt beskriver Emilie Ghali situationen for studerende, der modtager handicaptillæg. Selv læser hun jura på Københavns Universitet. Hun er 26 år gammel og har cerebral parese – en hjerneskade, der ofte rammer helt tidligt i livet og har medført, at hun har ufrivillige bevægelser og sidder i kørestol.

Emilie Ghali er med egne ord ”meget hårdt ramt”, det behøver man ikke være læge for at kunne bekræfte. Ikke desto mindre tog det ni måneder, før hun blev godkendt til sit handicaptillæg.

Og alligevel var hun i efteråret nødt til at afmelde sig den ydelse, hun havde ventet så længe på at få.

Årsagen? Hun havde fået et studiejob.

Et halvt års tavshed

Lad os starte med at skrue tiden fire år tilbage, til da Emilie Ghali begyndte på jurastudiet. På trods af at forløbet med at nå dertil havde været vanskeligt i sig selv, kom det bag på Emilie Ghali, at processen med at blive godkendt til handicaptillæg skulle være så omfattende og kompliceret.

Dengang i 2020 søgte hun om handicaptillæg på minSU, hvor hun oplyste om sin funktionsnedsættelse og vedhæftede lægefaglig dokumentation.

Derefter hørte hun ikke et ord i seks måneder. Hun måtte selv ringe ind for at høre, hvad status var på hendes ansøgning. Her fik hun at vide, at SU-kontoret havde vurderet, at den indsendte dokumentation ikke var tilstrækkelig.

”Dokumentationen skulle afdække mere, hvad mit handicap betød i relation til min evne til at varetage arbejde,” fortæller Emilie Ghali.

Derfra tog det hende yderligere tre måneder at blive godkendt til handicaptillæg. 

Umulig grænse

Som næstforkvinde i Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) har hun fundet ud af, at dét nærmest var kort tid at vente. Det er ikke unormalt, at studerende venter et år til halvandet på at blive godkendt til tillægget, fortæller hun. 

”Tillægget kommer med tilbagevirkende kraft, men det betød også, at jeg ikke kunne have et egentligt arbejde, imens jeg ventede på, om jeg overhovedet blev godkendt.”

Her er nemlig en anden og vigtig side af tillægget, der har forårsaget store udfordringer for Emilie Ghali: 

Mens man modtager handicaptillæg, er der en fastsat grænse for, hvor meget man må arbejde ved siden af studiet. En grænse, der umuliggør langt de fleste studiejobs.

P.t. er satsen for fribeløbet 3.501 kr. pr. måned, hvilket svarer til to-fire timers arbejde om ugen ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsens vurdering. Og som Emilie Ghali formulerer det: ”Det er der jo ikke nogen studiejobs, der tillader.”

Konsekvenserne af det regelsæt har haft den direkte effekt, at Emilie Ghali måtte afmelde sit handicaptillæg, fordi hun fik studiejob i Socialministeriet. Et studiejob på 15 timer om ugen. 

Økonomisk hårdknude

Emilie Ghali er optaget af menneskerettigheder og socialret. Hun drømmer om, at vejen efter jurastudiet en dag vil lede hende til Institut for Menneskerettigheder.

Men selv om Emilie Ghalis studiejob både er personligt meningsfuldt for hende og et vigtigt skridt i retning af det arbejdsliv, hun drømmer om på den anden side af studiet, modarbejder lovgivningen hende så meget, at hun lige nu overvejer, om hun kan blive i arbejdet. Den mest tungtvejende årsag er, at hun uden sit handicaptillæg står i en så økonomisk presset situation, at hun nu har svært ved at betale sine faste udgifter.

”Jeg har overvejet, om det er hensigtsmæssigt for mig. Jeg vil helt vildt gerne have et studiejob, og jeg elsker mit arbejde, men den økonomiske del vejer simpelthen for meget, fordi jeg ikke kan betale mine månedlige regninger. Og det kan jeg ikke, fordi jeg har mange flere udgifter, end mennesker uden handicap har – udgifter til bl.a. biltransport og medicin.”

Det dilemma er Emilie Ghali ikke alene om at stå i.

Andre veje til erfaring

Som studerende bliver de fleste mindet om, at et studierelevant studiejob er alfa og omega for éns fremtidige jobmuligheder. Djøfs seneste dimittendundersøgelse viste fx, at relevant erhvervserfaring fra studietiden halverer ledighedsperioden som nyuddannet.

Så hvad gør man, når man som studerende er bundet af en lovgivning, der i praksis umuliggør den erfaring?

Ifølge karrierekonsulent i Djøf Mai-Lis Sandvei Skotte skal man først og fremmest forsøge at slå koldt vand i blodet. 

”Selv om det er rigtigt, at undersøgelser viser, at du kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet, hvis du har haft et studierelevant studiejob, er det kun dét, det drejer sig om: Hurtighed. Man kan sagtens opbygge erfaring og et godt netværk efter studiet.”

Samtidig betoner Mai-Lis Sandvei Skotte, at man ikke skal undervurdere den erfaring, man kan få fra andet end lønarbejde.

”Mange studerende kan have en oplevelse af, at det ikke er lige så godt at have frivilligt arbejde på cv’et, men det er ikke rigtigt. Erfaring fra frivilligt arbejde kan være mindst lige så værdifuldt for en virksomhed som erfaring fra et lønnet job. Der er mange muligheder for at få relevant erhvervserfaring, selv om du ikke kan have et betalt arbejde,” fortæller Mai-Lis Sandvei Skotte.

Det kan fx være, at du laver et samarbejde med en virksomhed eller organisation til dit speciale eller i andre opgaver, hvor du efterfølgende kan lave en workshop eller præsentation for virksomheden. Det kan også være, du har erfaring fra praktikforløb eller tidligere arbejde før studiet. Det tæller alt sammen som relevant erfaring, understreger Mai-Lis Sandvei Skotte.

Og så, tilføjer hun, er det vigtigt at huske sig selv på, at man bliver uddannet til at kunne præcis det samme som de medstuderende, der ikke modtager handicaptillæg.

Den usynlige side

Når det drejer sig om tidligere jobaktivitet, når vi til en tredje udfordring, Emilie Ghali nævner omkring handicaptillæg.

For når Emilie Ghali først har bevist, at hun godt kan arbejde, kan hun så regne med at kunne blive vurderet egnet til handicaptillæg igen?

”Jeg frygter at blive afvist af systemet, hvis jeg søger igen, og det er også noget, der fylder for mange medlemmer i SUMH, hvis de først har været på pause fra eller afmeldt handicaptillægget,” fortæller hun.

Emilie Ghalis handicap er synligt. Det er svært at sætte spørgsmålstegn ved. Så hvis det for hende skal være så svært at blive godkendt til støtte – hvordan er det så for de studerende, der lever med usynlige handicap? Det gør hun sig mange overvejelser om.

”Jeg tror altid, at det er psykisk hårdt for alle, der skal søge om handicaptillæg: At skulle acceptere, at man ikke kan varetage et job ligesom alle sine venner. Men derudover er målgruppen for handicaptillæg meget begrænset, og vi oplever ofte (i SUMH, red.), at folk med usynlige handicaps har sværere ved at blive godkendt til handicaptillæg. Det kan være, de har varetaget et job i deres sabbatår, og systemet derfor vurderer, at man sagtens kan varetage et job under studiet.”

Problemet med, at man som modtager af tillægget ikke kan have et studiejob på de vilkår, de nu engang udbydes på, ser Emilie Ghali dog en relativt simpel løsning på – hvis man altså justerer lidt på lovgivningen.

”I SUMH har vi snakket om en model, hvor man bare trækker det, man får i løn, fra handicaptillægget. Det tror vi også vil få flere med et handicap til at få et studiejob.”