Når vi taler om mistrivsel, skal vi huske at lytte til de unge selv

I de seneste år har debatten om unges mistrivsel fyldt meget i offentligheden. Stigende tal om unge med psykiske problemer, stress og ensomhed har sat fokus på, hvordan samfundet kan hjælpe de unge, der kæmper. Men selv om det er nødvendigt at sætte ind med støtte og ressourcer, er det også vigtigt at huske, at unges liv ikke kun er præget af mistrivsel. Der er også mange unge, der finder måder at trives på – både trods og gennem de udfordringer, de møder.

Jeg mener, at vi har brug for et dobbelt perspektiv, når vi taler om unges trivsel og mistrivsel. Et perspektiv, der anerkender de alvorlige udfordringer, som mange unge står overfor, men også åbner for de måder, hvorpå unge aktivt arbejder for at finde balance og mening i deres liv.

Gennem de seneste fem-otte år har vi set en markant stigning i opmærksomheden på unges mistrivsel. Vi har fået et meget omfattende datamateriale, der viser, hvordan unge kæmper med at leve op til samfundets krav – i skolen, på arbejdsmarkedet og i sociale sammenhænge. Vi har fået analyser af præstationskulturens konsekvenser, den øgede digitalisering og individualiseringens pres. Alt sammen har det været med til at skabe et billede af en generation i krise.

Men hvad vi sjældent hører nok om, er de unge, der finder måder at modstå og håndtere disse udfordringer på. Hvad med de unge, der hver dag kæmper for at trives på trods af det pres, de er underlagt? Hvad med dem, der arbejder aktivt med deres trivsel og søger hjælp, når de har brug for det? Hvad med de unge, der gør sig selv bevidste om deres egne behov og grænser, og som i samarbejde med deres sociale netværk, psykologer eller mentorer finder måder at opnå øget trivsel?

Dette er netop de perspektiver, som ny forskning og litteratur forsøger at bringe frem – eksempelvis i den nye rapport ’Levbare ungdomsliv: Om unges bestræbelser på at trives’ fra Center for Ungdomsforskning (CeFU). Her bliver det fremhævet, hvordan unge ikke kun er ofre for samfundets krav og normer, men også aktive deltagere i at forme deres egne liv. CeFU’s rapport fokuserer på, hvordan unge i højere grad forsøger at trives gennem deres handlinger – både som individer og i relationer til deres omgivelser.

Rapporten understreger, hvor vigtigt det er at tage unges bestræbelser på trivsel alvorligt. Der peges på, at unges liv er komplekse og ofte modstridende, og at det derfor er nødvendigt at få øje på, hvordan unge i praksis håndterer mistrivsel. Det er ikke kun et spørgsmål om at få dem ud af deres problemer, men også om at forstå de kreative og ofte modige måder, hvorpå de søger løsninger – både personligt og socialt.

I min egen debatbog ’Unges vej mod trivsel’ har jeg samlet fem historier fra unge, der åbent og autentisk træder frem med deres egne oplevelser med mistrivsel og fortæller om deres vej mod trivsel. Bogen giver et indblik i, hvordan det virkelig føles at være ung i en tid præget af store krav, men også hvordan unge selv kan finde forskellige veje ud af mørket.

De unge, der medvirker i bogen, har fundet støtte i fællesskaber, i terapeutiske samtaler eller i den indre styrke, de har udviklet gennem årene. Deres historier er ikke kun vidnesbyrd om deres individuelle rejse, men også et vigtigt bidrag til at forstå, hvordan samfundet kan skabe bedre rammer for unges trivsel.

Og netop de unges rene stemmer har været en mangel i trivselsdebatten. Når vi nysgerrigt diskuterer unges trivsel og mistrivsel, bør vi ikke kun se på data og forskning – vi bør også lytte til de unge selv, som er eksperter i deres egne liv. Deres fortællinger rummer håb, styrke og inspiration, og de viser, at der er mange veje til trivsel – og at vejen dertil kan være både kompleks og mangefacetteret.

Det dobbelte perspektiv på unges trivsel er ikke et forsøg på at underminere de udfordringer, mange unge står overfor, men en opfordring til at anerkende, at de unge ikke er passive ofre, men aktive aktører i deres egen livshistorie. Når vi taler om unges mistrivsel, må vi huske, at det ikke er et entydigt billede, vi maler. Der er ikke én universel løsning, der passer til alle unge. Mistrivsel og trivsel er ikke modsætninger, men to sider af livet, der ofte eksisterer side om side ikke blot i de unges liv, men i livet generelt uanset alder.

Jeg vil derfor opfordre til, at vi i den offentlige debat begynder at se på ungdommens trivsel og mistrivsel i et bredere perspektiv, og at vi lader os inspirere af CeFU-rapporten og det skitserede opråb til, hvad vi skal gøre, hvis vi vil arbejde for levbare ungdomsliv:

• Starte dialog om unges trivselsbestræbelser og her også have øje for, hvornår bestræbelserne også spænder ben for levbare liv.
• Tale mere om de unges aktive forsøg på at lykkes og tale mindre om trivsel og mistrivsel som binære og absolutte størrelser.
• Aldrig glemme, at der er unge, der vedvarende kæmper med mistrivsel, som de med alverdens trivselsbestræbelser ikke kan overkomme uden hjælp.

Lad os give plads til de unges stemmer, og lad os støtte dem i at finde deres egne måder at trives på – både nu og i fremtiden.

For i sidste ende er det ikke kun samfundet, der skal hjælpe de unge. De unge skal også have mulighed for at hjælpe sig selv – og vi bør anerkende den kraft og det mod, de allerede udviser i deres daglige liv.

Malene Grandjean har haft flere chefstillinger i uddannelsessektoren, senest som vicedirektør hos Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.