Det, jeg har lært

Jeg troede, jeg vidste alt om at være generaldirektør. Det gjorde jeg slet ikke

30.11.2024

af

Portrætfoto af Maria Rørbye Rønn

Foto: Mads Teglers

Maria Rørbye Rønn er den første kvinde i toppen af DR og en af de længst siddende på posten. Hun er blevet kaldt 12-talspige og kedelig, men efter at have meldt sin afgang bliver hun rost. Vi har bedt hende fortælle, hvad hun har lært af tiden som generaldirektør.

Jeg kommer fra et hjem fuld af kærlighed, og hvor jeg alle dage har fået at vide, at man kan, hvad man vil, og at det handler om at tro på sig selv og hvile i sig selv.

Mine forældre var eventyrlystne. Min mor kom fra Sverige og var født og opvokset i Stockholm. Hun rejste alene til New York, hvor hun mødte min danske far. De var begge meget optagede af at give os tre børn udsyn og lære os at forstå, at verden er større end den lille boble, man selv befinder sig i.

Jeg fik mit første fritidsjob som 12-årig. Det var i en bagerforretning, hvor jeg serverede kaffe fra et lille hjørne og også stod bag disken. Senere blev jeg ansat på en proppefabrik. Det var på akkord. Jeg har også gjort rent på Gentofte Amtssygehus og lavet dækbelægning på torpedobåde ude på Holmen.
Jobbene lærte mig at begå mig på en arbejdsplads og tilpasse mig forskellige miljøer og chefer for at få det til at fungere. Men de gjorde mig også bevidst om, at jeg gerne ville have en uddannelse.

Jeg valgte jura, fordi jeg er interesseret i samfundsforhold og gerne ville have en bred uddannelse. Der var især to fag, jeg synes var sjove. Det ene var retslære, det andet var immaterialret, og jeg tror, at det var det, der i sidste ende bragte mig fra Kulturministeriets ophavsretskontor til DR.

Min mand er også uddannet jurist. Han kom fra Vestjylland og fra et miljø, som var helt anderledes end det, jeg selv kom fra, men som byggede på de samme værdier. Min svigerfar havde været fisker hele sit liv, og rigtig mange i min mands generation begyndte som fiskere. Jeg var en fremmed fugl, men de tog mig til sig som en datter.

Jeg sætter utrolig meget pris på den vestjyske kultur og alle dem, der er forankret i den del af landet, fordi de har sådan en bundsolid og rolig tilgang til tingene. Der skal meget til at vælte min mand omkuld. Jeg har lært meget af vestjydernes stærke relationer og stærke værdier, som er rundet af naturen og en historie, som har været meget betinget af naturens kræfter.

Jeg har selv mærket kræfterne. En efterårsdag for nogle år siden, da min mand og jeg gik tur på stranden i nærheden af vores sommerhus i Harboøre, forsvandt sandet pludselig under mig, og jeg røg en halv meter ned. Forestil dig den der fornemmelse af bare at blive trukket mere og mere ned. Jeg havde gummistøvler på og kunne ikke selv komme op. Jeg hylede som en stukket gris. Heldigvis fik min mand trukket mig op. Jeg mistede min telefon, som jeg havde i bukselommen, og jeg har ret lange ben, så det siger noget om, hvor dybt jeg sank i. Det var jeg faktisk lidt rystet over bagefter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Danske Gymnasier
Job
Region Nordjylland
Job
Region Hovedstaden, Rigshospitalet Glostrup
Job
KL - Kommunernes Landsforening

Den dag, da det stod klart, at Kenneth Plummer måtte forlade DR, ringede bestyrelsesformanden til mig og sagde: 'Vi har talt sammen i bestyrelsen, og vi vil gerne konstituere dig til at passe posten, indtil der er fundet en ny generaldirektør. Er du frisk på det?' Jeg svarede ja med det samme.
Jeg har tit tænkt på bagefter, hvor vigtigt det var, at jeg greb chancen. Hvis jeg havde sagt, at jeg lige skulle tænke mig om et døgns tid, er jeg ikke sikker på, at det var blevet mig, så det er en virkelig vigtig lære, jeg har taget med mig: Grib chancen, når den er der.

Det var et kæmpe vendepunkt i min karriere. Jeg var direktør og troede, at jeg vidste alt om, hvad det ville sige at være generaldirektør, fordi jeg havde siddet så tæt på. Det gjorde jeg overhovedet ikke, for det ved man ikke noget om, før man faktisk har mærket på sin egen krop, hvor ekstremt mange hensyn man skal tage, når man træffer beslutninger.

Alle mine forgængere havde været mænd, og jeg oplevede som kvinde at blive modtaget af en noget stereotyp presse. De fleste artikler handlede om mit udseende, min højde, min frisure, mit tøj. Derudover var jeg en dødssyg djøfer med orden i penalhuset.

Da jeg fyldte 60 år, bragte Politiken et portræt af mig, ligesom en række andre medier. Jeg havde virkelig håbet, at jeg efter så mange år på posten, ville blive bedømt på, hvordan det går med virksomheden, om medarbejderne trives, og at vi faktisk er lykkedes med public service-opgaven, men det stod der intet om. Portrættet handlede mest om min højde, min frisure, og det, at jeg er uddannet jurist.

I Henrik Qvortrups podcast, 'Q&Co', snakkede de om min beslutning om at stoppe som generaldirektør, og her blev jeg kaldt en 12-talspige. Jeg bryder mig slet ikke om begrebet og opfatter det som nedladende, for det er lidt det samme som at sige, at piger bare er flittige og hverken er dygtige eller ambitiøse. Jeg har stadig til gode at se en dygtig mandlig topleder beskrevet på den måde, og jeg finder det ærligt talt både forstemmende og trist, at vi ikke er nået længere.

Foto: Mads Teglers

Der er mediekommentatorer, som har beskrevet mig som ordentlig, og det er jeg rigtig glad for. Jeg kan godt lide ordet ordentlig. For mig er det vigtigt, at DR fremstår som en professionel og veldrevet virksomhed med styr på rammerne og opgaven, som er forelagt os.
Det stemmer også godt overens med mine egne ledelsesværdier, som er mod og ordentlighed. Man skal have mod til at træffe svære beslutninger, mod til at stå ved dem også i modvind og mod til at være transparent. Man skal gøre det med respekt og fairness. Det synes jeg er lykkedes.

Jeg har lært, at det frem for alt er vigtigt at bevare roen og have is i maven, til man har fundet den rigtige løsning, også selv om bølgerne går højt.

Pigekoret er et godt eksempel på det. Der var helt berettiget utrolig meget fokus på sagen, og det var en lang og svær tid. Jeg læste alle vidnesbyrdene, og det var hårdt at læse, hvad kvinderne havde været udsat for, da de var børn. Der var for mig ingen tvivl om, at institutionen havde svigtet dem.
Vi brugte lang tid på at få kortlagt, hvad der var sket, analyseret vidnesbyrdene og finde ud af, hvad vores reaktion skulle være. I dag er jeg glad for, at vi gjorde det på den måde. Jeg kunne ikke ændre på det forfærdelige, kvinderne havde oplevet som medlemmer af pigekoret, men jeg kunne give dem en undskyldning og se dem i øjnene, mens jeg gjorde det, så de kunne mærke, at jeg mente det.

ANNONCE

Selvfølgelig kan man ikke undgå at tage arbejdet med hjem. Derfor er det også vigtigt at være bevidst om, hvor man henter sin styrke og energi. Det gør jeg i min familie og ved at være ude i naturen og at svømme. Jeg elsker at svømme. Der er noget zen-agtigt over at glide gennem vandet.

Det er en stor beslutning at stoppe. DR går jo i blodet på én, fordi vores arbejde er meningsfuldt og betyder noget for danskerne. Derfor er jeg også oprigtigt optaget af, at institutionen bliver bragt godt videre, og at der ikke opstår et vakuum.

Tidspunktet nu er det helt rigtige. Dels er der ro i organisationen og opbakning omkring os, dels kan jeg gøre den nye bestyrelse opmærksom på, at dens første opgave bliver at ansætte en ny generaldirektør.

Maria Rørbye Rønn

  • Generaldirektør i Danmarks Radio siden 2011
  • Begyndte i DR som advokat i 1995 og har haft flere ledende stillinger, bl.a. som direktør
  • Tidligere jurist i Kulturministeriet
  • Cand.jur. fra Københavns Universitet

Kommentarer

Taylor Jeppe
i går
Dejligt interview! Maria Rørbye Rønn siger om pigekoret: "Jeg kunne ikke ændre på det forfærdelige, kvinderne havde oplevet som medlemmer af pigekoret, men jeg kunne give dem en undskyldning og se dem i øjnene, mens jeg gjorde det, så de kunne mærke, at jeg mente det." Maria negligerer ikke kvindernes oplevelse, og hun siger ikke bare "beklager" – hun kigger dem i øjnene og siger "undskyld". Jeg har endnu til gode at se bare én mandlig "12-tals dreng" udvise samme omtanke og empati. Jeg bruger bevidst det nedladende udtryk "12-tals dreng" for at understrege, at ledelse handler om mod til at udvise empati og tage svære beslutninger. Men Maria blev af journalister betragtet som en pige – de skulle skamme sig.