Frederiks facade

Det var i decemberdagene op til juleferien hos Poul Schmith/Kammeradvokaten på Kalvebod Brygge i København.

Frederik Alfast Damms kolleger var begyndt at tale om juleforberedelser. Om hvad man skulle give sin far, manden, der har alt, og hvor familiens traditionelle juletræsjagt skulle gå hen.

Det stak alt sammen i Frederik, når kollegerne spurgte, hvem han skulle tilbringe juledagene med. De havde ingen anelse om, hvor dybt nede i maven spørgsmålet ramte ham.

Da han var begyndt i jobbet, havde Frederik Alfast Damm undladt at fortælle om sit bagland og sin sorg.

Han var en af de jurister, der scorede topkarakterer gennem hele studiet. Han var sådan én, der ikke lod det private stå i vejen for sin faglighed. Derfor måtte ingen ane mistanke om, at han gik hjem og græd, når han lukkede computeren på advokatkontoret.

Distancen mellem den private og den professionelle Frederik holdt stand til vinteren 2023.

”Kom lige. Tal til mig,” sagde en god kollega til ham en dag. Hun havde trukket ham til side, fordi hun kunne se, at noget var galt.

Da han greb invitationen og fortalte om sin sorg, blev det springbrættet til en ny måde at være i sit arbejdsliv på.

Efter dødsfaldet

”Det føles stadig som for nylig for mig,” siger Frederik Alfast Damm, når han skal sætte ord på, hvordan hele hans verden brændte sammen i sommeren 2021.

Han stod helt alene, 22 år og i sin nystrøgne skjorte, på Hvidovre Hospital med beskeden om, at hans mor pludselig var gået bort, da lægerne spurgte ham, om han havde nogen, der kunne komme.

”'Hvem?' tænkte jeg. 'Hvem skulle komme og være hos mig?' Jeg havde jo ikke det der oplagte familiemedlem, jeg kunne kontakte,” fortæller Frederik, der er vokset op som enebarn, og som for 10 år siden mistede sin far.

Da han den sommer helt uventet mistede sin mor, som udgjorde stort set hele hans bagland, ramte sorgen ham derfor hårdt.

Tabet af moren skete i ferien op til, at Frederik skulle starte på kandidatuddannelsen i jura på Københavns Universitet. Alligevel havde han stålfast besluttet, at han skulle færdiggøre studiet med samme topkarakter, som hele tiden havde været målet.

Han var dog også blevet enig med sig selv om, at han ikke ville blive sådan én, der ikke fik bearbejdet sin sorg. Så han takkede ja til et terapiforløb i en sorggruppe for unge, mens han var sygemeldt på det advokatkontor, hvor han var studentermedhjælper.

I sorggruppen var han den eneste mand – med terapeuten som undtagelse. Men selv om gruppeforløbet var en gamechanger for Frederik, havde han svært ved at forlige sig med sorgen på arbejdet.

”Det fyldte meget for mig, hvilken tilstand jeg kom tilbage i efter sygemeldingen. Jeg havde ikke lyst til at være ’ham, der havde mistet sine forældre,’” fortæller han.

Derfor valgte han at sige op.

’Rigtige mænd’

Frederiks reaktionsmønster er ikke så usædvanligt. Undersøgelser viser, at unge mænd kan have dårlige erfaringer med at åbne op om det, der er svært. Sådan lyder det fra Kenneth Reinicke, lektor i mandeforskning på Roskilde Universitet.

Han mener, at det kan være vanskeligt for mænd at bryde karriere- og successnakken med følelser. At åbne op kan medføre, at man står alene i et mandefællesskab, og derfor er mænd måske mere tilbageholdende med at vise sårbarhed, forklarer han.

”Mænd har lært, at de skal kunne klare sig selv og ikke være ofre. De er opdraget til at skjule og fortrænge, og de ønsker ikke at gøre sig afhængige af systemer og andre mennesker,” fastslår han og fortæller, at deres relationer til andre mænd ofte er mere instrumentelle.

Han understreger, at drenge generelt opdrages anderledes i dag.

Men traditioner og normer om ’rigtige mænd’ har historisk set fyldt rigtig meget, og derfor kan de være svære at bryde med, fortæller Kenneth Reinicke.

Omvendt mener han, at vi lige nu er vidner til en markant forandring med nye kønsnormer og traditioner.

”Mange mænd er blevet bevidste om den pris, man kan komme til at betale, hvis man er for stædig omkring sin maskulinitet,” fortæller han og tilføjer, at han oplever flere mænd, som er interesseret i at vise sårbarhed.

Bølger af sorg

I første omgang formåede Frederik også at holde snuden i sporet på jurastudiet. Han dimitterede på kandidaten med et af de højeste snit på årgangen.

Det skulle ikke gå ud over hans drømme og hans interesse for sit fag, at han havde mistet. Så da han fik nyt job som stud.jur. hos Horten, lod han det gå under radaren, at han var forældreløs.

”Nu skulle jeg ligesom starte på en frisk og være ham der med nystrøgen skjorte og sideskilning, som i hvert fald ikke var svag på nogen punkter,” siger Frederik.

I et par år tog han facaden på sammen med jakkesættet og bed tænderne sammen, når sorgen hev i ham.

Frederik blev færdiguddannet i sommeren 2023, og i september samme år startede han hos Kammeradvokaten. Da en kollega inviterede ham til at åbne op, ændrede noget sig for ham.

”Det virkede pludselig virkelig rart, at jeg havde den ventil hos min kollega, hvor jeg kunne lette hjertet, når det blev for svært. Sorg kommer i bølger, og nogle dage er sværere end andre,” fortæller han.

Opdelingen af hans professionelle og personlige jeg var blevet for svær, og han blev pludselig bevidst om, hvor meget mental kapacitet det krævede at opretholde den arbejdsfacade, han havde bygget op.

Omvendt havde han ikke lyst til, at kollegerne skulle have ondt af ham. Meningen var ikke at stille sig op på en mælkekasse i kantinen og græde. Han ville bare have, at dem omkring ham vidste det.

Frederik har altid brugt LinkedIn meget. Men hvor han før skrev artikler med sine kommentarer om udviklingen inden for engelsk erhvervs- eller selskabsret og bevis i forsikringssager, satte han sig en mandag morgen og skrev et noget anderledes opslag til sit netværk.

’MIT SVÆRESTE OPSLAG NOGENSINDE’ var overskriften.

”Jeg tænkte, nu lægger jeg mig fladt ned, hejser flaget i vejret og siger: ’Ved du hvad, hele min verden er knækket. Det kunne jeg godt tænke mig at delagtiggøre jer i. Værsgo.’”

Sårbarhed som kompetence

”Det er altid godt at vise sin sårbarhed på arbejdspladsen – punktum.”

Sådan lyder det fra Henrik Hopff. Han er erhvervspsykolog samt stifter af Stress Detector og mener, at sårbarhed er vigtig for alle arbejdspladser.

Det er lederen, der har ansvaret for medarbejdernes trivsel på arbejdspladsen. Men hvis medarbejderne ikke åbner op om det, der er svært, kan lederen ikke agere. Så går vi rundt og gætter – og ofte kan man jo på lang afstand se, når der er noget galt hos en medarbejder, fortæller Henrik Hopff.

Han mener i første omgang, at det er ledernes rolle at gå foran med et godt eksempel – hvis de selv er benhårde, er det også den kultur, de skaber.

Hvis de omvendt tør vise sig sårbare, kan det være med til at forstærke trivslen.

Derudover peger han på en ny generation, der er på vej ind på arbejdsmarkedet, og som har helt andre forventninger til sårbarhed, feedback og anerkendelse end tidligere generationer.

”Det kommer til helt at give sig selv. De kolde arbejdspladser får svært ved at rekruttere, og så er det pludselig dem, der har en sårbarhed,” fastslår han.

Hvorfor var det så svært?

Det er en uddannelse at blive efterladt, fortæller Frederik. Når man spørger ham, hvorfor det var så svært at komme ud med sin sorg, er han stadig i tvivl.

”Jeg tror, det er, fordi jura er min identitet. Folk forbinder mig med min titel, og mit indtryk er, at folk godt kan opfatte mig som hård, dedikeret og professionel. Jeg var så bange for, at det ville få billedet til at krakelere, og at de ville se anderledes på mig,” forklarer han.

I dag ønsker han derimod at vise, at der gemmer sig en større helhed og empati bag den ellers hårde facade.

Frederiks LinkedIn-opslag har i dag over 500.000 visninger. Kommentarer og privatbeskeder vælter stadig ind, fortæller han. Reaktionerne har været overvældende positive. Men vigtigst af alt har det skabt en positiv forandring i hans egen tilværelse.

”Der var en masse tunge sten, som faldt af mine skuldre,” siger han og fortæller, at kollegerne var meget taknemmelige.

Nu ved alle, han arbejder sammen med, hvad han også har med i bagagen, fortæller han. Det er befriende.

Særligt, når han er ramt af en ny bølge af savn og ser hele verden gennem et uigennemtrængeligt sorgfilter.