Der er for meget patos, når ledere kommunikerer

Vi er omgivet af patos, ikke mindst på sociale medier.

Det starter måske med et lille grin over et sjovt meme, men før du ved af det, bliver du overvældet af historier om uretfærdigheder og verdens problemer. Det ene opslag opfordrer dig til at donere, det næste kræver en holdning til et politisk emne. Den konstante eksponering for patos kan føre til følelsesmæssig udmattelse, så du til sidst bare scroller videre uden at reagere. Det er ikke, fordi sagerne ikke er vigtige, men fordi der ikke er plads til at trække vejret.

Det er på samme måde med patos i ledelse: Når det fylder for meget, kan det føles som at drukne i følelsesmæssige appeller. Og i øjeblikket er der rigtig meget patos, når ledere kommunikerer.

En tendens i ledelse

Forestil dig en leder, der er dybt engageret i sin virksomheds vision. Hver gang lederen deler noget på sociale medier, er det et følelsesmæssigt bombardement. Det ene øjeblik er det passionerede taler om værdier, det næste er det hjerteskærende beretninger om medarbejderes personlige historier.

Lad os være ærlige: Følelsesladet formidling virker.

Det engagerer og skaber et bånd mellem lederen og medarbejderne. Men når patos bliver det eneste greb, mister det sin effekt. Det, der engang føltes autentisk og kraftfuldt, begynder at blive forudsigeligt og lidt trættende.

Personligt bliver jeg rundtosset, når en person med anden etnisk herkomst typecastes som én, der kommer fra svære kår og nu er blevet chef. Måske burde fokus være på personens kompetencer i stedet for etnicitet. Det er et klassisk eksempel på patos i overdrive.

Snigende manipulation

En anden risiko ved konstant patos er, at det kan virke manipulerende. Når ledere gentagne gange trækker på følelserne, kan medarbejdere begynde at føle, at de bliver drevet til bestemte handlinger på grund af følelsesmæssig manipulation snarere end logiske argumenter.

Det er lidt som at være i et forhold, hvor den ene part konstant bruger store følelsesudbrud for at få sin vilje. Til sidst mister det sin kraft, og den anden part begynder at tvivle på oprigtigheden.

Det løftede øjenbryn

Og så er der skeptikerne – dem, der altid sidder med et løftet øjenbryn, hver gang der dukker endnu et følelsesladet opslag op. Disse mennesker vil hurtigt begynde at se igennem overfloden af patos og tænke: "Hvad er det, du egentlig vil have os til?"

Når patos fylder for meget, kan det skygge for de konkrete budskaber, som faktisk er vigtige. Hvis en leder ikke også har et klart og logisk fundament at støtte sig til, vil de skeptiske sjæle hurtigt miste interessen og måske endda begynde at afvise det følelsesladede budskab som irrelevant.

Kombinationen af portrætbilledet og den emotionelle appel i et SoMe-opslag kan effektivt skabe en følelsesmæssig reaktion – men det kan også betyde, at det faktuelle eller informative indhold mister sin gennemslagskraft, fordi fokus rettes mere mod de emotionelle elementer end mod budskabet.

Sååå stolt

Kort sagt: Stop med at aktivere din organisation til at bruge sociale medier, bare fordi det er et godt kommunikativt træk at formidle events, besøg, resultater og begivenheder.

Det bør ikke handle om at poste løs med positiv-psykologiske budskaber i Messias-lignende opslag med ’jeg er stolt af min organisation’-tekster, hvor den selvopofrende leder fremstiller sin rolle som en 'frelser' med de rette moralske værdier.

Svar 1: 'Du er en skøn chef.'

Svar 2: 'Vi gør det sååå godt her i virksomheden.'

Chefkollega deler opslaget med teksten: "Jeg er stolt af at være i organisation med den bedste chefgruppe."

Det kan hurtigt blive overfladisk og miste troværdighed. Det handler ikke om at jagte likes eller skabe et glansbillede, men om at kommunikere autentisk.

En stærk strategi på sociale medier kræver en dybere forståelse af, hvad organisationen vil sige, og hvordan man engagerer sine følgere på en meningsfuld måde. En forbindelse, der går dybere end overfladisk ros og selvpromovering.

Afkobling mellem ledelse og medarbejdere

Når ledere oversvømmer sociale medier med patos, kan det utilsigtet skabe en følelse af afstand blandt medarbejderne. Ofte er det cheferne, der står bag de følelsesladede opslag, men denne type kommunikation resonerer sjældent med dem længere nede i organisationen.

I min podcast Kaffe & Ledelse sagde tidligere stadsdirektør for Odense Kommune Stefan Andersen for nylig: "En regnfuld mandag morgen i daginstitutionen Spiloppen, hvor pædagogmedhjælperen modtager unger med snotnæser, der nytter det ikke noget, at ledelsen, i fællesskabets tjeneste, er katedralbyggere frem for stenhuggere..."

Afkoblingen sker, når ledelsens patosfyldte opslag eller kommunikation maler et billede af en virksomhed fyldt med passion og dynamik, mens hverdagen for mange medarbejdere føles langt mere ordinær og til tider endda stressende. Resultatet kan være, at medarbejderne begynder at føle sig fremmedgjorte fra den virksomhed, som de ser præsenteret online. Over tid kan denne form for kommunikation skabe en afstand mellem ledelse og medarbejdere, der kan være svær at reparere.

Hold balancen

Patos har absolut sin plads i ledelse og kommunikation, men det kræver balance.

Nogle gange er et lille grin eller en skæv anekdote mere effektiv end endnu en følelsesladet fortælling. Det handler om at finde den rette dosis og kombinere patos med et klart budskab, troværdighed og autenticitet.

Hvis ledelsen formår at balancere følelser med realisme og ægte forbindelse til medarbejderne, kan patos blive et effektivt værktøj – uden at det kvæler med følelsesladede overtoner.

For patos virker stærkt, men kun når det bruges rigtigt.

Ayhan Gormez er ledelsesrådgiver hos Mindcloud og vært på podcasten ’Kaffe & Ledelse’.