Portræt

Irmas lukning gjorde ondt. Nu gør Alfred Josefsen comeback

28.11.2024

af

Foto af Alfred Josefsen, der sidder i en lænestol på det rå betongulv i Alma-kædens halvfærdige lokaler

Foto: Liv Kastrup

Selv om han havde været ude af butikskæden i over 10 år, ødelagde Irmas forlis noget for Alfred Josefsen. Så nu er den 67-årige erhvervsmand tilbage for at skabe noget, der holder længere end ham selv.

Når Alfred Josefsen skal købe stort ind, kører han for det meste til Meny i Nærum. Mangler han kun mælk til kaffen, hopper han ned i Føtex Food på Gentoftegade.

Med sig har han sin dybblå Irma-kurv på hjul, som han fik af nogle medarbejdere, da kæden lukkede tilbage i 2023.

”Jeg er så glad ved den kurv. Så kan jeg stadig vise min trods og demonstrere, at jeg ikke er der med min gode vilje,” fortæller Alfred Josefsen om sit Irma-levn, som han opbevarer i bagagerummet på sin bil. Han vil også godt indrømme, at han svinger forbi SuperBrugsen, hvis han er løbet tør for Blå Kaffe eller blåstribet Irma-toiletpapir.

Den tidligere detailhandelsdirektør tager imod mig i forholdsvis beskedne, ikke helt færdigindrettede kontorlokaler i en sidegade til Gentofte Hovedgade.

Jeg har egentlig taget turen til den københavnske velhaverforstad for at lave en tilbagebliks-artikel. På interviewblokken står spørgsmål om, hvad Alfred Josefsen har lært i løbet af en lang karriere.

Men kort inde i interviewet bliver det klart, at han ikke er færdig endnu.

Historien breaker i medierne et par uger senere. I en alder af 67 har Alfred Josefsen kastet sig ud i at skabe en ny supermarkedskæde, Alma.

Vi mødes i Almas hovedkvarter, hvor planerne for projektet bliver født mellem tomme vægge og få, nye kontormøbler spredt ud over rå betongulve.

Han kommer til at bruge mange timer her det næste stykke tid, siger han. Og så melder et nyt spørgsmål sig: Hvorfor er han villig til det?

Foto: Liv Kastrup
Foto: Liv Kastrup

Bydreng i Brugsen

Alfred Josefsen voksede op i et socialdemokratisk hjem langt fra Gentofte. Moren var SOSU-medhjælper og senere kantinemedarbejder, faren var eksportchauffør og tillidsmand. Alligevel har detailhandlen altid løbet i hans årer, mener han.

Han begyndte som bydreng i Brugsen hjemme i Thisted, og siden da har han sjældent beskæftiget sig med andet end fødevarehandel. Inden han lagde sine kræfter i Irma, var han bl.a. omkring Toms og Dagrofa.

”Jeg har altid følt, at jeg var i den rette branche,” fortæller Alfred Josefsen.

Af mindst to grunde. Den ene handler om millioner, eller som han formulerer det, ”branchens store pengeskala”. Den anden handler om medarbejderne og deres særlige betydning. Man skal have sans for økonomi og strategi, men især for mennesker, siger han.

I folkeskolen var Alfred Josefsen elevrådsrepræsentant. Senere blev han én ud af to, der repræsenterede Thisted Gymnasium hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Samtidig var han formand for den lokale afdeling af Dansk Socialdemokratisk Ungdom. Senere tog han også aktivt del i politiske, til tider flippede, venstreorienterede grupper først på Handelshøjskolen i Aarhus og senere på Handelshøjskolen (i dag CBS, red.), i København.

”Som en venstreorienteret sammenslutning var vi jo meget ’de anderledes’ i business-kredsene, men vi var gode til at få vores meninger igennem,” fortæller han om sin tid i Studenterrådet på Handelshøjskolen.

Og meninger kommer han nok altid til at have, fastslår han. For ham handler det om at præge tingene – at påvirke.

Især når det angår ledelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Danske Gymnasier
Job
Region Nordjylland
Job
Region Hovedstaden, Rigshospitalet Glostrup
Job
KL - Kommunernes Landsforening

Alfred og ledelse

Alfred Josefsen var 33, da han fik sit første store lederjob. Hans dengang ”meget tillidsfulde chef” havde set noget i ham, han ikke selv havde opdaget – og pludselig stod han i spidsen for datterselskabet Dagrofa S-Engros med ansvar for omkring 200 medarbejdere.

Ledererfaring havde han ikke meget af, så han gik intuitivt til værks. Som han selv siger, har han altid været god til at tage ansvaret, når han fik det.

Arbejdet gik bl.a. ud på at skabe trivsel blandt medarbejderne ude i 28 engrosbutikker, som var spredt ud over hele landet. Det har været en ledestjerne for ham lige siden.

”Jeg er ikke særlig kontrollerende eller styrende i min ledelse. Men jeg prøver på at skabe gejst, energi og motivation ude i de yderste led af virksomheden – på den måde får medarbejderne mere lyst til at tage deres ansvar,” fortæller Alfred Josefsen.

Han nævner et motto, han lærte af Jan Carlzon, adm. direktør for SAS, hvis principper han har været meget inspireret af: ’Den, som ikke har information, kan ikke tage ansvar. Den, som har information, kan ikke undgå at tage ansvar.’

Én, der kender en del til Alfred Josefsens ledelsesfilosofi, er Ann-Christina Matzen Andreasen, centerleder for Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret i Gentofte, som bl.a. har skrevet en bog sammen med ham.

Hun husker et foredrag, hvor Alfred Josefsen spurgte salen:

'Hvor mange af jer kan lide at blive kontrolleret og set over skuldrene af jeres ledere?'

Og da ingen rakte hånden op, fortsatte han:

'Men hvor mange af jer har før kontrolleret en medarbejder?'

Det kunne de fleste jo nikke genkendende til, fortæller Ann-Christina Matzen Andreasen.

Hun har nydt godt af Alfred Josefsens evne til at forbinde folk, fortæller hun.

”Alfred besidder mange af de personlige egenskaber, som nutidens ledelse kalder på. Han har været med til at påvirke ledelsesparadigmet og startet en samtale om tillid,” siger Ann-Christina Matzen Andreasen.

”Havde det ikke været for Alfred, ville vi ikke tale om ledelse på samme måde, som vi gør i dag.”

I 2003 vandt Alfred Josefsen prisen som Årets Leder. Han blev også udpeget af den daværende regering til at sidde med i Ledelseskommissionen, der kom med anbefalinger til bedre ledelse i 2018.

Alfred Josefsen havde aldrig selv tænkt, han skulle være leder. Havde han fulgt strømmen på uddannelsen, var han nok blevet embedsmand, siger han.

Han begyndte sin karriere i et konsulenthus. Tre år senere blev han projektleder i koncerndirektionssekretariatet hos FDB – det, vi i dag kender som Coop. Og herfra tog fødevarekarrieren fart.

Som Alfred Josefsen selv siger det, er der ikke meget ’macho-leder’ over ham. Han er overbevist om, at det ville suge glæden ud af ham, hvis han skulle sidde så højt oppe i en organisation, at han skulle forholde sig til politisk virvar. Af samme grund har han helt bevidst aldrig været den øverste topchef. Han har maksimalt siddet for bordenden i datterselskaber, og det er han meget tilfreds med.

I Alfred Josefsens egen udlægning fik han ”gang i Irma-skørterne igen”, efter at butikskæden gennem 90’erne ellers var dømt ude pga. discountbølgen. Det ser han selv som en af grundene til, at korkpropperne til lederprisen sprang. Og så er der den personlige del.

Foto: Liv Kastrup

Menneskemand

Hvert år til jul hev Alfred Josefsen og hans daværende samarbejdspartner i Irma, tidligere direktør Jan Larsen, 14 dage ud af kalenderen for at lave gejl og glæde og dele julegaver ud til de ansatte.

”Vi fyldte en minibus til randen med julegaver, og så kørte vi ellers ud og gav hånden til medarbejderne ude i butikkerne,” fortæller Jan Larsen.

På samme måde blev alle medarbejderjubilæer fejret på Alfreds kontor, hvilket blev til en del kransekage og champagne – for der faldt hurtigt to-tre jubilæer i samme uge.

”Alfred er altid virkelig god til at rose og glæde sig over andres succeser, og så var han meget bevidst om, at medarbejderne var vores vigtigste aktiv,” fortæller Jan Larsen.

Alfred Josefsen beskriver selv Irma som sit svendestykke. Han har en følelse af, at virksomheden gjorde en forskel, både indadtil og udadtil. 

Men det kostede ham timer på hjemmefronten, og det gik ud over hans daværende ægteskab.

Alfred Josefsen erkender, at det var ham, der gik glip af mest i årene, hvor børnene var børn, og konen var hjemmegående.

Og selv om Alfred Josefsen forsøgte at være til stede ved sønnen Sebastians fodboldkampe, i højere grad end hans egen far havde formået under Alfreds opvækst, så er de stadig lidt uenige om, hvor mange fodboldkampe Alfred nåede med til.

ANNONCE

Irma

”Nogle kaldte mig Mister Irma,” siger Alfred Josefsen og smiler.

Han mener selv, at han i sine 12 år som direktør formåede at gøre Irma ’likeable’.

Men da Coop – i hans udlægning – gradvist fik kontrollen med det, der for Alfred Josefsen var en særlig, lille, historisk og nostalgisk sammenslutning, kunne han ikke længere stå inde for brandets udvikling og sagde op.

Fratrædelsen i 2012 var hård, men dengang eksisterede Irma fortsat, og han kunne stadig se nytte af det, han havde sat i værk.

Den trøst forsvandt, da han fik beskeden om nedlæggelsen af Irma-butikkerne.

Han tager en dyb indånding, og der er stadig vrede i stemmen, da han fortæller om den dag, hvor Coop indviede ham i beslutningen om at lukke kæden. Efterfølgende kritiserede han beslutningen skarpt i medierne.

Samme dag, den 18. januar 2023, døde hans 91-årige mor, Inger, uventet. Det var alt sammen et pres, som fik ham til at opsøge en psykolog og senere gå Caminoen. 

Når han ser tilbage på moderens død, var den værdig og fin.

”At se min lille stille mor ligge der og være død, var egentlig ikke så skræmmende, som jeg havde frygtet – det er jo ligesom bare, at tiden går i stå.”

Alma

Knap to år senere sidder Alfred Josefsen i de halvfærdige kontorlokaler i Gentofte. Han er startet forfra og vil ”genskabe og genrejse et godt kvalitetsfødevarested.”

Han har valgt at opkalde den nye fødevaredetailkæde efter sin farmor, Alma.

Alma Josefsen var mor i slutningen af 1920’erne, hvor det var almindeligt, at man selv dyrkede sine fødevarer eller købte dem lokalt. Man vidste, hvad man puttede i munden, og den kvalitet er noget af det, som Alfred Josefsen gerne vil tilbage til med Alma-projektet. Planen er lige nu at åbne fem butikker i hovedstadsområdet i løbet af 2025. Den første åbner på Frederiksberg i februar.

”Nu har jeg nærmest ingen begrænsninger og stadig en god fysik, så de næste 17 år kan kun blive gode.”

Alfred Josefsen

Alma-teamet består af gamle Irma-ledere, som Alfred Josefsen har holdt kontakt med, siden han forlod jobbet i 2012, og stadig holder julefrokost for hvert år.

”Jeg har besluttet mig for at blive 84 år gammel,” siger han uden at fortrække en mine.

Og hvorfor kaster han sig så ud i det her som 67-årig? Hvorfor ikke bare blive pensionist?

For Alfred Josefsen er det helt tydeligt; han vil gerne skabe noget, der holder længere end ham selv. 

Livet har ofte to betingelser, siger han: Enten begrænset økonomi eller begrænset tid.

”Nu har jeg nærmest ingen begrænsninger og stadig en god fysik, så de næste 17 år kan kun blive gode,” siger han. Han glæder sig til at vise de nye butikker til sit treårige barnebarn, Filippa.

De næste fem år skal altså bruges i Alma, og arbejdsmængden har derfor ikke udsigt til at blive mindre, før han fylder 72. Af samme grund har han opgivet skakken og Hemingway-klubben. Han prioriterer fodbolden og løbeturene omkring Gentofte Sø højt, men pensionist bliver han ikke foreløbig.

Og han holder ikke op med at blande sig, siger han. Jo ældre han bliver, desto stærkere bliver ønsket om at inspirere unge mennesker til at gøre tingene på nye måder.

Han siger, at Almas koncept handler om bæredygtighed og om at skabe mere liv. ”For kunderne og planeten.”

Når Alfred snakker om kædens kommende medarbejdere, trækker han tråde tilbage til Irma.

Han nævner en person i Alma-projektet, som har sagt, at 'det ville være helt fantastisk at være med til at genrejse de blå.'

Det synes Alfred Josefsen udtrykker det hele meget godt.

”Hele den der relationsdel med at rehabilitere mange Irma-folk...”

”Altså, Irma blev godt nok kørt af banen, men der var alligevel så meget urkraft i folkene bag, at nu viser vi sgu, at vi kan igen.”

Foto: Liv Kastrup

Kommentarer

Line Kusk
i forgårs
De bedste nyheder jeg har fået længe!
Christian Ullerup
5 dage siden
Det er bare fornøjelig læsning, og så dejligt at du er tilbage på banen med et nyt detailvarekoncept. Også en stor bedrift at du har holdt alle de gode Irma medarbejdere "varme" og klar til at træde ind på banen. Jeg varmer op til at gøre mine første indkøb i det nye Alma. Godt gået Alfred