Til jobsamtalen er mor stadig familiens hovedansvarlige

Astrid Wodschow havde haft en god mavefornemmelse. Hun havde det, da hun sendte jobansøgningen, og da hun senere sad over for to ledere og en HR-medarbejder i en stor dansk virksomhed. Til en samtale om en konsulentstilling, den dengang 35-årige cand.scient. følte sig fuldt ud kvalificeret til.

Vel at mærke lige indtil spørgsmålet faldt: ”Hvad laver din mand så til daglig?”

Det var HR-medarbejderen, der spurgte, og fordi det kom sådan bag på Astrid Wodschow, svarede hun bare, som det var: At hendes mand arbejder i et ministerium med en del rejseaktivitet.

Så vendte stemningen. Direktøren udtrykte nemlig sin bekymring for, hvordan hun så havde tænkt sig at balancere familie og arbejde, og spurgte ind til, om Astrid Wodschow havde overvejet, hvordan hun skulle få familielivet til at hænge sammen, hvis også hun blev ansat i en stilling med en del rejseaktivitet.

”Jeg følte mig overrasket, skuffet og nedvurderet. Selvfølgelig havde min mand og jeg taget stilling til de her ting, inden jeg søgte. Jeg oplevede det som manglende tillid at spørge, om jeg overhovedet havde tænkt det scenarie igennem. Men oveni udtrykte det jo en antagelse om, at det var mig og ikke min mand, der skulle løse familiesituationen, hvis de to jobs ikke kunne hænge sammen.”

En kønsbestemt frygt?

Astrid Wodschow har arbejdet med grøn omstilling i ind- og udland hos en række ngo’er og senere i private virksomheder. I dag er hun selvstændig konsulent inden for bæredygtighed og ligestilling.

Når hun tænker tilbage på sin studietid, var der især ét scenarie, der fyldte i snakken om jobsamtaler med kvindelige medstuderende: Hvad hvis jeg bliver spurgt til planer om familieforøgelse? Kan jeg som yngre kvinde blive valgt fra, fordi arbejdsgiveren frygter barsel i en nær fremtid?

At Astrid Wodschow skulle møde samme bekymring, bare i en ny form, med tre større børn i bagagen og årelang erhvervserfaring, kom bag på hende.

”På det tidspunkt tænkte jeg, at jeg nu var nået til et sted, hvor jeg ligesom var ude over at skulle bekymre mig for de her ting,” siger hun.

Noget tyder dog på, at barsel og børnepasning til jobsamtalerne stadig anses for primært at være kvindens domæne. En ny Djøf-undersøgelse foretaget blandt nyuddannede viser, at 12% af kvinderne og 6% af mændene har oplevet at få spørgsmål om deres familieplaner. Forskellen mellem kønnene er signifikant.

Og selvom Ligebehandlingsloven foreskriver, at arbejdsgiveren ikke må forskelsbehandle på grund af køn, er Astrid Wodschow ikke i tvivl om, at spørgsmål om graviditet og barsel fylder mere i bevidstheden hos jobsøgende kvinder end mænd.

”Det er i hvert fald ikke en samtale, jeg nogensinde har hørt mine mandlige venner og kollegaer have. Til gengæld er det en bekymring, der har fyldt og været en del af overvejelserne i min kvindelige omgangskreds.”

Nogle gange handler det måske også om en almindelig interesse fra arbejdsgiverens side. Hvor går grænsen i dine øjne?

 ”Jeg har selv siddet og ansat og kan da godt se, at man måske synes, det er hyggeligt at vide, om jobsøgeren fx har børn på samme alder som éns egne. Men til jobsamtalen synes jeg i virkeligheden bare, at det er et meget lidt relevant spørgsmål at stille. I mine øjne bør man vente med at stille de spørgsmål til, at personen er blevet ansat. Så kan man finde ud af, om man har et interessefællesskab ud over jobbet, uden at det bliver en del af et ansættelsesgrundlag.”

Ikke oplysningspligt

Spørgsmål om, hvorvidt man som kvinde påtænker familieforøgelse, og hvordan man har tænkt sig at jonglere familie- og privatliv, peger ifølge Astrid Wodschow på en større samfundsmæssig problematik. Men er det overhovedet lovligt som arbejdsgiver at stille spørgsmål til ansøgerens familieliv eller graviditetsplaner?

Det – for nogle overraskende – svar på det spørgsmål er ja. Sådan lyder det fra Bella Lea Buono, der er chefkonsulent i Djøfs Rådgivningscenter.

”En arbejdsgiver må i princippet gerne spørge, om du er gravid eller har tænkt dig at blive det i en nær fremtid – de må bare ikke lægge vægt på det, når de bedømmer, om du skal have jobbet eller ej,” fortæller hun.

Det er selvsagt en svær ting at bevise, men Bella Lea Buono understreger, at arbejdsgiveren faktisk har omvendt bevisbyrde, hvis de ikke vælger at ansætte vedkommende, som er blevet spurgt om barsels- eller familieforhold. Det kan dog være en omfattende og besværlig sag at føre bevis for. Derfor er det også de færreste jobsøgere, der vælger at tage dén kamp op.

Men selvom barselsspørgsmål ikke er ulovlige at stille, betyder det ikke, at man som jobsøgende er tvunget til at svare, understreger Bella Lea Buono.

”Det er vigtigt at vide, at man som jobsøger ikke har oplysningspligt. Du er som kommende mor forpligtet til at fortælle din arbejdsgiver, at du er gravid tre måneder før termin, men ikke andet. Som kommende far eller medmor skal du oplyse din arbejdsgiver, om du vil benytte din ret til de to ugers forældreorlov fire uger inden termin. Betyder det så, at man må lyve? Man må jo gøre op med sig selv, hvor meget af sandheden man vil afsløre. Og i sidste ende kommer det an på, hvor vigtigt det her job er for én.”

Bella Lea Buono påpeger, at en jobsøger i den ideelle verden vil kunne bruge spørgsmål om familieplaner til at spørge arbejdsgiveren, om det da er afgørende for jobbet, om man har familieplaner. På den måde kan man få afklaret, om jobbet indeholder den work-life-balance, som man ønsker i sit arbejdsliv – og man hjælper desuden arbejdsgiveren til ikke at sidde tilbage med svar, de ikke må bruge i deres bedømmelse.

I den reelle verden er det dog ofte sådan, at man som jobsøger kan være desperat for at lande jobbet og ikke føler sig i en position, hvor man ønsker at udfordre, betoner hun.

Ifølge chefkonsulenten kan det være en fordel at have forberedt en formulering, der ligger godt i éns system, hvis man bliver spurgt, om man påtænker at stifte familie.

”Det er en meget vigtig pointe, at nogle medlemmer vælger at være ærlige om deres familieplaner eller deres graviditet – og lander jobbet. Men ønsker man ikke at gå den vej, findes der svar, der glider af på spørgsmålet, fx: ’Det er ikke noget, der er på min radar lige nu.’ For hvad er lige nu? Det kan jo sagtens ændre sig, den dag man kommer hjem fra jobsamtalen. Eller hvis man er nyuddannet: ’Lige nu er mit primære fokus på at komme ud og få brugt mine kompetencer og få skabt nogle resultater.’ På den måde kan man forhåbentlig få drejet samtalen tilbage på sporet til det, den egentlig bør handle om, nemlig kompetencer, kvalifikationer og resultater,” siger hun.

Tabt på forhånd

Astrid Wodschow blev ikke tilbudt jobbet, hun var til samtale om. Men i hendes øjne havde begge parter allerede tabt, da spørgsmålet om hendes mands arbejdsliv blev stillet.

”Det blev en superakavet snak, og det gjorde noget ved stemningen i samtalen, fordi jeg gik fra at føle mig så kompetent og relevant til et job til at blive mødt af manglende tillid: Har du styr på det private? Kommer du til at have en masse sygedage?”

Og spørgsmålene er ifølge Astrid Wodschow led i et større problem, der handler om lige muligheder inden for den type jobs, der er ekstra krævende. Her mener hun, at kvinder ofte fortsat bliver undervurderet, fordi de måske bliver opfattet som mindre karrieremæssigt ambitiøse og samtidig som dem, der har det overordnede ansvar derhjemme.

”Det bliver en form for misforstået omsorg, hvor man åbenbart er nødt til at spørge, om kvinden er sikker på, at hun kan klare det, når hun nu også står med alt det derhjemme. Løsningen, tænker jeg, ligger i en større kulturændring, som arbejdsgiverne må gå forrest for at facilitere.”