4 ting overraskede Emil ved skiftet fra advokat til embedsmand

”Hvad laver du i det offentlige? Jeg troede, at du skulle ud at være stjerneadvokat.”

Det spørgsmål kan Emil Vejby Thorndahl stadig få af gamle studiekammerater.

Ved afslutningen af både bacheloren og kandidaten på jurastudiet modtog han et legat for årgangens højeste karaktergennemsnit. Af gode grunde har mange i hans omgangskreds derfor sat lighedstegn mellem ham og det høje faglige niveau, som han lagde for dagen.

At han skulle ende i en offentlig fuldmægtigstilling, var derfor heller ikke noget, hverken han selv eller dem omkring ham havde ventet.

”Der ligger meget prestige i at være advokat, og før skiftet gik jeg med rigtig mange tanker om, hvad andre ville tænke,” fortæller Emil Vejby Thorndahl, som oplevede et stort identitetstab, da han i januar 2023 valgte at opsige sit job som advokatfuldmægtig for at blive fuldmægtig hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Én ting var, hvad hans hoved fortalte ham – noget andet var hans krops signaler. De sagde ham, at han skulle væk fra tidsræset på advokatkontoret. Og jobbet i det offentlige viste sig at have mere at byde på, end han umiddelbart havde troet.

Karakterpres, faktureringskrav og søvnbesvær

”Jura” og ”Nordjylland”. Det var søgeordene, der på Jobindex ledte Emil Vejby Thorndahl til stillingen i Forsvarets Ejendomsstyrelse i Hjørring, hvor Emil Vejby Thorndahl bor med sin kæreste og deres 10 måneder gamle datter.

Den 28-årige jurist vidste ikke, hvad han ledte efter, da han begav sig ud på jobmarkedet. Han vidste bare, at han skulle væk fra det advokatjob, han havde i Aalborg.

En periode med stresssymptomer som hjertebanken og søvnbesvær bekræftede ham i det, han nok egentlig havde vidst i lang tid: At han ikke passede ind i det tidspres, der følger med jobbet som advokat.

”Nogle gange ved kroppen det, før man selv er klar over det helt bevidst,” forklarer Emil Vejby Thorndahl, der fortæller, at han alligevel havde svært ved at handle på beslutningen.

På jurastudiet oplevede han, at der var en forventning om, at man skal arbejde i det private, hvis man får gode karakterer. Hvis man har dårlige karakterer, er fordommen, at man søger mod det offentlige, forklarer han.

Selv om det ikke er noget, han flager med, fik han gode karakterer, og derfor lå det i kortene, at han skulle gøre karriere som advokat i det private, hvor han også arbejdede under studietiden.

”Der er stor forskel på det med at være advokat og ikke-advokat. At være advokat er jo et image,” siger han.

Men det er også sådan i advokatbranchen, hvor virksomhederne sælger timer, at alt, man foretager sig, skal være rentabelt. Emil Vejby Thorndahl oplevede et enormt fokus og pres omkring tid og resultater, og det gjorde, at han ofte var frustreret over, at han ikke havde tid til at fordybe sig.

”Jeg følte hele tiden, at jeg skulle løbe stærkere og stærkere for igen at se min registrerede arbejdstid gå i nul ved udgangen af måneden – og så startede man jo bare forfra igen,” fortæller han.

Han understreger, at det er et generelt vilkår for advokatfirmaerne. Deres forretningsmodel afhænger jo af omsætningen, men det hænger ikke nødvendigvis altid sammen med høj faglighed.

Pludselig en dag kunne han mærke, at det ikke gjorde ham lykkelig – og så valgte han at trodse sine bekymringer om, hvad andre ville tænke. Det blev starten på et helt anderledes arbejdsliv.

Gearskiftet

Ifølge Emil Vejby Thorndahl er der en generel forestilling i branchen om, at der er bedre arbejdsvilkår i det offentlige, men at man til gengæld må give afkald på de fagligt spændende opgaver.  

Dette var den første fordom, han måtte afskrive.

”Mange tror, at det offentlige er rutinearbejde. Men faktisk sidder jeg med langt større og mere komplekse sager nu, end jeg gjorde i det private. Det er jo kun i det offentlige, at organisationerne har en størrelse, hvor der er så mange nuller på de beløb, vi arbejder med,” fortæller Emil Vejby Thorndahl.

Til gengæld er vilkårene som forventet anderledes. Til forskel fra advokatkontoret er han nu ansat til en 37-timers-arbejdsuge, og overarbejde er slet ikke en mulighed.

”Tvivlen om, hvorvidt jeg skulle have arbejdet mere eller mindre, er helt forsvundet nu. Jeg ved, at arbejdsugen slutter efter de 37 timer, og det er der ikke nogen, der kan tænke hverken det ene eller det andet om,” fastslår han.

På hans nye arbejdsplads giver det ikke plusser i bogen eller ekstra stjerner på skuldrene at blive hængende på kontoret efter lukketid, og det er man ikke i tvivl om som medarbejder.

I starten skulle han lige vænne sig til tempoet.

”Jeg følte mig udfordret af ikke at have travlt nok, og så tænkte jeg: ’Er det mon mig, den er galt med?’”

Men da Emil Vejby Thorndahl luftede de tanker for sin leder, lød beskeden, at styrelsen gerne ser, at deres medarbejdere gemmer nogle ekstra kræfter, som teamet kan trække på, når der kommer en vigtig opgave ind fra højre, og der bliver brug for, at alle arbejder på max-styrke i en periode. Der skal ligesom være mulighed for et gearskifte.

Sådan oplevede Emil Vejby Thorndahl ikke, at det fungerer i advokatbranchen. Der tjener virksomhederne optimalt set bedst, hvis medarbejderne giver sig 100% hver time. 

Fra solo til holdsport

Rammerne på den nye arbejdsplads smitter også af på arbejdsmiljøet, mærker Emil Vejby Thorndahl.

”Det er mere okay at tage de der fem minutter ved kaffemaskinen, fordi man ikke hele tiden skal optimere sin effektivitetsgrad, som man skulle på advokatkontoret.”

I styrelsen i Hjørring sidder han i et team med forskellige fagligheder: Bl.a. bygningskonstruktører, arkitekter, ingeniører og militært ansatte.

Den brede faglighed gør, at der generelt er lidt højere til loftet, oplever han. Der er en anden indstilling til arbejdet. Det er på ingen måder useriøst. Det er bare mindre konkurrencepræget.

Samtidig oplever han, at man er bedre til at dække hinanden af, hvis en medarbejder er fraværende. På advokatkontoret var der så stor fokus på éns egen fakturering og effektivitet, at man i pressede perioder ubevidst kunne komme til at sætte spørgsmålstegn ved, om der var tid til at hjælpe sidemanden.

Nu er et obligatorisk punkt på dagsordenen ved det ugentlige teammøde i styrelsen at drøfte faglige udfordringer. Her kan der nogle gange blive rejst spørgsmål, som ikke nødvendigvis har noget konkret slutmål, men hvor der så bliver diskuteret, hvordan teamet bedst muligt løser denne udfordring til en anden gang.

”I advokatbranchen vil man i langt mindre grad diskutere noget, som ikke er knyttet til en konkret sag, og som man derfor ikke kan sende en faktura ud på,” fortæller Emil Vejby Thorndahl.

En anden fordom, Emil Vejby Thorndahl måtte kassere, da han modtog ansættelseskontrakten fra Forsvarets Ejendomsstyrelse, var fortællingen om, at man går ned i løn, når man træder ind på det offentlige arbejdsmarked. Det gjorde han ikke. Faktisk er han, hvis man regner hans pension med, bedre lønnet, end han var som advokatfuldmægtig.

På den offentlige banehalvdel for at blive

Lige nu nyder Emil Vejby Thorndahl sin fædrebarsel med sin datter. Men når han efter barslen skal tilbage på kontoret i Hjørring, er det med planen om at blive.

Selv om han er glad for, at han havde mod til at trodse sine egne og andres forventninger til hans karriere og søge mod det offentlige, er der også ting, han kan savne ved advokatjobbet.

”Der er højt at flyve og dybt at falde,” fortæller han.

Ment på den måde, at når man finder den finte, der vinder sagen, er det virkelig fedt. Omvendt kan en enkelt fodfejl koste en tabt sag, og det kan være benhårdt, når pilen jo kun peger på én selv.

Han kan også savne at møde op i retten og det menneskelige aspekt, der er i at hjælpe private personer og virksomheder med noget helt konkret. Det overskygger dog ikke den arbejdsglæde, han har genvundet i jobbet som fuldmægtig. Og det bekræfter ham i den indsigt, han står tilbage med:

”Der er også plads til og brug for dygtige jurister i det offentlige.”