”Jeg følte, at jeg forlod et ansvar, jeg havde for afghanerne”

Jeg fik mine to ældste børn, mens jeg læste statskundskab på Aarhus Universitet, og det var en stor fordel, synes jeg. Man havde jo netop mere tid og fleksibilitet, når man studerede dengang.

Jeg havde mødt min tilkommende mand i Grækenland, inden jeg begyndte at læse, så jeg tøvede ikke med at tage orlov fra statskundskabsstudiet midtvejs for at tilbringe et år hos ham og samtidig lære nygræsk på universitetet i Thessaloniki.

Det kunne man dengang. Der var ikke så meget pres for at blive færdiguddannet i en fart. Det er en skam, at det ikke er sådan længere, synes jeg.

Det internationale lå meget i luften, da jeg læste statskundskab. Mange skrev speciale om internationale forhold, og jeg var bestemt ikke den eneste, der drømte om en stilling i Udenrigsministeriet.

Det var, lige da Danmark i starten af 1990’erne skulle have EU-formandskabet, og det blev mit held, da Udenrigsministeriet af samme grund rekrutterede mange i midlertidige stillinger.

At jeg havde erfaring med at bo i udlandet, gav mig muligvis et forspring, da jeg som nyuddannet søgte den stilling i Udenrigsministeriet, der indledte mine mange år i organisationen.  

Havde jeg ikke startet min karriere med det job, tror jeg meget vel, at jeg kunne være blevet i Aarhus, og fundet mig til rette i et andet job.

Men man skulle da lige stikke en finger i jorden, hver gang man flyttede til et nyt land. Sådan er det, når man har en international arbejdsplads. Jeg skulle helt klart vænne mig til at blive transporteret i armerede biler med bodyguards og til at tænke over min påklædning som kvinde.

Generelt oplevede jeg, at det som en flernational familie var en stor fordel at opholde sig i et tredje land, hvor ingen af os var på hjemmebane. Samtidig har jeg lært meget af at skulle lede og samarbejde med mange forskellige nationaliteter og kulturer.

Mine kollegaer kan måske godt opfatte mig som en skrap dame. Jeg er meget klar i mælet, og det tror jeg godt, at folk kan blive forskrækkede over nogle gange. Det har jeg dog vænnet mig til, og jeg tror også, at der er en kønsdimension i det. Som kvinde kan man hurtigt blive opfattet som skarp og kontant.

Jeg fik engang at vide af en ledelsescoach, at man aldrig skal udfordre en mand i et magtforum. Det har jeg nok ikke helt kunnet lade være med.

Den største tilfredsstillelse har været, når jeg som leder har kunnet hjælpe mine medarbejdere, og jeg tror, at mange af dem føler, at jeg virkelig har været der for dem, når det har gjaldt. På den måde har jeg meget empati og er samtidig ret handlekraftig.

Det blev særligt tydeligt, da verden med ét forandrede sig under corona-krisen. Jeg havde landet et job som ambassadør i Kenya. Det var en milepæl for mig.

Men da alle landegrænser pludselig lukkede ned, var jeg nødsaget til at sende både familie og medarbejdere hjem til Danmark. Det var ikke særlig sjovt, men i et land som Kenya, hvor man ikke vidste, hvordan coronaen ville udvikle sig, var det nødvendigt.

Jeg har meget respekt for de kvinder, jeg har mødt, bl.a. i Afghanistan. Deres overskud og deres øje for hinanden og for fællesskabet, på trods af deres egen uudholdelige tilværelse, er noget af det, der virkelig har gjort indtryk på mig fra mine udsendelser.

Jeg var meget optaget af kvindernes og journalisternes forhold i Afghanistan, hvor jeg i mit job som souschef for FN-missionen forsøgte at få en dialog med Taleban om at bevare pigers ret til at gå i skole og kvinders ret til at arbejde.

På et tidspunkt var jeg på en tur til Teheran, hvor jeg mødtes med nogle afghanske kvinder, som bl.a. var tidligere højtstående jurister. De var flygtet til Iran og sad nu isoleret i Teheran uden mulighed for at foretage sig ret meget. Man kan jo ikke lade være med at blive deprimeret over alt det spild af viden og ressourcer, som det er.

En af kvinderne havde en lille ring på fingeren, som hun tog af og gav mig som tak for, at jeg havde mødtes med dem. Den ring var mig meget nær i lang tid.

Jeg sagde ja til jobbet som ambassadør i Afghanistan for at få nye udfordringer. Det var i august 2020. På det tidspunkt havde jeg været i Kenya i fem år, hvorefter jeg ønskede mig indsigt i et nyt geografisk område.

Og nye udfordringer, det fik jeg i hvert fald. Ikke mindst da jeg efter fem måneder på ambassadørposten skiftede til jobbet som souschef for FN’s politiske mission i Afghanistan, UNAMA.

Det hele var totalt kaos, da Taleban indtog Kabul den 15. august i 2021, og derfra gik alting jo i den forkerte retning i landet. Mange i det internationale samfund troede, at det kun var en overgang, og at det hele ville åbne op igen efter et par måneder. Men i Kabul var stemningen meget trykket. De fleste i byen var godt klar over, hvilken vej det hele kom til at gå.

Jeg husker stadig den dag i 2022, hvor de forhindrede piger på over 12 år at komme i skole. De stod jo nærmest parat med deres skoletasker på ryggen, da de fik at vide, at de bare kunne gå hjem igen.

Mange af de afghanske kvinder brød grædende sammen, når jeg talte med dem. De kan jo se, at deres situation ikke ville blive bedre inden for den nærmeste fremtid.

I min position kunne jeg ikke gøre så meget andet end at lytte til kvinderne. På daværende tidspunkt var det også hele tiden en balance med ikke at udsætte folk for unødig fare. Jeg skulle være forsigtig med, hvad jeg gjorde, for ikke at gøre ondt værre.

Som FN-repræsentant insisterede jeg på, at jeg ikke ville gå fra et møde med Taliban, uden at de havde set på mig – hvilket ellers er stik mod deres normer om kvinder. Jeg forsøgte altid at få dem til at smile. Jeg havde nemlig fundet ud af, at humor var et godt redskab. Det er virkelig svært at gå gennem timelange møder uden at kigge på et menneske, hvis man er humoristisk.

Som diplomat er man nødt til at tro på at etablere samtale og kommunikation, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at løse problemer.

I starten af Talebans regime var der mange unge kvinder, som demonstrerede på gaderne i Kabul. Det var meget inspirerende at se, men der blev slået meget hårdt ned på det. Jeg mødtes med mange af de kvindelige aktivister, men de er stort set alle ude af landet nu.

At opsige min stilling i Afghanistan er ikke en beslutning, jeg er stolt af. Jeg følte, at jeg forlod et ansvar for afghanerne, og jeg er stadig ikke tilfreds med mig selv, hvad angår hvornår jeg fratrådte stillingen som FN-souschef. Men situationen i landet forandrede sig markant, da Taleban overtog magten, hvilket også ændrede udsigterne for, hvad FN-missionen kunne udrette i landet.

Jeg må også erkende, at det efter så mange år som chef var svært at finde sig til rette i rollen som souschef.

Afghanistan er desværre gledet meget langt ned på dagsordenen. Jeg synes, at det er virkelig vigtigt at holde fast i at støtte afghanerne – både dem inde i landet og dem, der er flygtet. På et tidspunkt vil udviklingen gå i en anden retning.  

Når jeg ser tilbage på det, er jeg dog stadig meget stolt over og glad for det arbejde, jeg nåede at udføre på ambassaden og i FN-missionen i Afghanistan. Jeg skulle bare have holdt ved noget længere.

Der har da været en pris at betale for sådan en international karriere, og jeg ville aldrig have budt min familie at rejse så meget rundt, hvis børnene viste tydelige tegn på, at de led under det.

Der er tidspunkter, hvor det har været udfordrende for børnene. Men de har tilgivet mig, og de er da også alle endt med at tage uddannelse i udlandet. Desuden får man et særligt forhold til sine børn, når man rejser og lever på den måde, som vi har gjort.  

Men nu tipper balancen også. Når jeg er færdig med den her stilling (som bestyrelsesmedlem i Den Afrikanske Udviklingsbank, red.), har jeg besluttet mig for at flytte tilbage til København. Jeg har behov for at være tættere på familien, og så glæder jeg mig til at kunne cykle en tur og udnytte alle byens kulturtilbud.

Jeg har ikke længere samme appetit på at skulle starte forfra i et nyt land, som jeg havde, da jeg var yngre. Nu har jeg appetit på at komme hjem.