Jagten på den sande Marx sendte Kohei Saito til Berlin. Det, han fandt, overraskede ham

Folk manglede tag over hovedet og fast grund under fødderne. Men ingen kom og hjalp.

"The cavalry stayed home," som Bruce Springsteen sang et par år senere om efterspillet i forbindelse med orkanen Katrina i 2005.

Derfor var beboerne i og omkring New Orleans afhængige af hjælp udefra. Fra NGO’er og frivillige. Fra folk som Kohei Saito, der havde taget turen hele vejen fra Japan for at hjælpe.

De var mest i områder med mange fattige, afroamerikanere og latinamerikanere, husker han. Og han undrede sig over, hvad han så: Hvorfor hjælper myndighederne ikke? Hvordan kan uligheden være så stor i et af verdens rigeste lande? Hvorfor har de brug for hjælp fra studerende fra andre steder i verden til at genopbygge deres huse?

”Jeg tog derover næsten seks måneder efter orkanen. Men i nogle områder var alt stadig ødelagt.”

De ryddede op i murbrokkerne. Og de prøvede at hjælpe med at genopbygge husene eller bygge nye boliger til de nødlidende, selvom de hverken var håndværkere eller arkitekter.

”Men ingen hjalp. Byen hjalp ikke. Regeringen hjalp ikke de mennesker. Og derfor havde de virkelig brug for vores hjælp. Det giver ikke meget mening, vel?”

Djøfbladet har fanget Kohei Saito på en videoforbindelse, fordi hans bog ’Marx i den antropocæne tidsalder’ for nylig er udkommet på dansk via Djøf Forlag. Vi har sat os for at finde ud af, hvordan en ung japansk forsker endte i Berlin for at studere Marx.

Værkerne

I New Orleans var uligheden og kapitalismens udbytning af de dårligt stillede meget åbenlys, syntes han. Meget mere åbenlys, end han havde oplevet i sit hjemland.

Men et par år senere, da finanskrisen ramte Japan, mistede mange japanere deres arbejde. I det japanske system har mange deres bolig gennem deres job, så taget over hovedet forsvandt i samme nu, de stod med fyresedlen i hånden. Folk blev hjemløse, og mange endte med at bo i telte.

I tiden, der fulgte, havde Japan store problemer med arbejdsløshed, fattigdom og prekært arbejde. For Kohei Saito blev det nu åbenlyst, at uligheden i den vestlige verden ikke kun er teoretisk. Den er virkelig. Og den er også japansk.

”Det var nok omkring 2008-2009, jeg begyndte at læse ’Kapitalen’ og ’Det kommunistiske manifest’. Det var der, jeg begyndte at tænke, at måske Marx giver mening for mig,” fortæller han.

Når Kohei Saito fortæller, lyder det rutineret. Han kender alle spørgsmålene til indholdet af hans bog, til Karl Marx, til modvækstbevægelsen og til klimaproblematikken. Han har nemlig givet svarene på dem rigtig mange gange.

Forgængeren, ‘Capital in the Anthropocene’, har solgt mere end en halv million eksemplarer på verdensplan. Hans ph.d.-afhandling, ‘Karl Marx’s Ecosocialism’, vandt Deutscher Memorial Prize i 2018.

Saito er, bl.a. ifølge The Guardian, at betragte som lidt af en berømthed i marxistiske kredse. Men han fortæller den britiske avis, at succesen faktisk kom en anelse bag på ham, for ”hvem går op i Marx og kommunismen?”

Kohei Saito er i dag lektor ved Tokyo Universitet, og hans moderne version af modvækstkommunismen går ud på at imødekomme klimaudfordringerne ved at skrue ned for produktionen af goder og derved efterhånden ændre folks behov – i modsætning til den herskende politiske opfattelse, hvor produktionen skal omstilles til at være klimavenlig gennem innovation og dermed fortsat vækstbetinget.

”Mit favoriteksempel er cyklen. Når folk taler om klimainnovation, taler de altid om automatiske biler med elektriske motorer. Men en cykel er en af de mest bæredygtige transportformer. Det er en tudsegammel teknologi, men meget nem at reparere og bruge i mange år,” siger han.

Protesterne

Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig skabte en forholdsvis stærk japansk tradition for at forske i marxisme, fortæller Kohei Saito. Men derudover har han egentlig ikke selv været ekstraordinært disponeret for at interessere sig for Karl Marx, erklærer han. Han kommer ikke fra en socialistisk familie. Og han var heller ikke selv særligt politisk aktiv, før Japan sendte tropper til Irak og Afghanistan på bagkant af 11. september 2001.

Det fik ham til at deltage i protester mod krigene og læse fx filosoffen og kapitalisme-kritikeren Noam Chomsky og postkolonialisten Edward Said. Særligt inspirerede førstnævntes idéer om socialisme ham.

Men det var altså først, da han så finanskrisens sociale hærgen, at han for alvor fik øjnene op for, at Marx’ idéer stadig kunne være relevante.

”Så begyndte jeg at læse mere Marx, og det blev så grunden til, at jeg tog til Tyskland for at studere i 2010.”

Kort efter, i 2011, kom jordskælvet og atomkraftulykken ved Fukushima. Igen blev Saito med egne ord chokeret over en brutal begivenhed i Japan, der udstillede uligheden.

”Jeg fortrød, at jeg ikke havde været mere aktiv i anti-atomkraftbevægelsen i Japan,” husker han.

Men nu havde han også oplevet protestkulturen i Tyskland og var blevet imponeret. Ikke kun mod atomkraft, men også dyrerettigheder, klimaforandringer eller hvad det nu måtte være. Den kultur findes ikke i Japan på samme måde, fortæller han. Japan er mere konservativt og har hverken store sociale bevægelser eller stærke fagforeninger.

Når han løftede næsen fra Marx-studierne på Freie Universität Berlin, kunne Kohei Saito se, hvordan man i hans hjemland havde ”eksternaliseret” den nukleare energiproduktion. Man havde lagt atomkraftværket, der bl.a. sørgede for strøm til Tokyo, små 300 kilometer nord for hovedstaden og dermed parkeret al miljømæssig skade og risiko i en mindre by, ingen ellers kiggede på.

”Det var næsten en tilfældighed, at min egen interesse i atomkraft i Japan, anti-atomkraftprotester og Marx’ notesbøger om naturvidenskab, teknologi, bæredygtighed og det globale nord-syd-forhold begyndte at smelte sammen på det tidspunkt,” reflekterer han.

Når Kohei Saito fortæller, er eksternalisering et centralt begreb. I bred forstand bliver begrebet ofte brugt om forholdet mellem det globale nord og det globale syd, hvor førstnævnte eksternaliserer produktionen af forbrugsgoder til sidstnævnte. Ude af syne, ude af sind, om man vil.

Men eksternalisering foregår ikke nødvendigvis over en geografisk akse – det foregår også over tid.

”Vi udleder en masse CO₂, men det er vores børn og folk, der lever i fremtiden, der kommer til at lide mere end os. De helt alvorlige scenarier vil først komme om 50 år eller sådan noget. Derfor eksternaliserer vi også udgifterne til klimaet.”

Eller skubber dem foran os. Men det giver ingen mening, for vi har jo allerede massive skovbrande, tørker, og oversvømmelser, vi ikke kan kontrollere, konstaterer han.

Notesbøgerne

Det kan måske lyde endog meget dedikeret for en japansk forsker at drage hele vejen til Europa for at studere en støvet samfundsfilosof. Særligt når der efter Sovjetunionens sammenbrud ikke findes mange professorer, der stadig underviser i ham.

Men i Japan er der tradition for at opsøge teoretikernes originale tekster på deres originalsprog.

”Når man fx læser Marx, kan folk have et billede, som er konstrueret over mange år gennem sovjetisk og stalinistisk mediepropaganda, som reelt ikke er sandt,” siger han og slår fast, at det er lettere at forstå en teoretikers kontekst, når man studerer ham i hans eget land og på hans eget sprog.

Da Kohei Saitos masterstudier ved det frie universitet blev vekslet til ph.d.-studier ved Humboldt-universitetet i Berlin, faldt han under en tjans som medredaktør på Marx og Engels’ komplette værker over en stak af Marx’ hidtil glemte og oversete notesbøger.

En del af kritikken af Marx har fra miljøforkæmpere gennem årene været, at han var fortaler for produktionssamfundet og teknologien, der med tiden gav mennesket kontrol over naturen – dog selvsagt med en ganske anden omfordelingsnøgle end kapitalismens vækstsamfund.

Men Marx’ notesbøger afslører, at han særligt i sine sene år faktisk studerede en blanding af kapitalisme og naturvidenskaber og særligt kemi og geologi. Marx interesserede sig med andre ord allerede i sin tid for produktionens og teknologiens udbytning af naturen, siger Kohei Saito.

Og, understreger han, det er den slags, man kun finder ud af, når man har mulighed for at grave et par spadestik dybere, end sovjetiske despoter og Marx’ politiske modstandere havde gjort.

”Selvfølgelig er der dele af Marx’ arbejde, der er problematisk. Men der er også mange interessante aspekter, der gør, at vi kan reevaluere Marx’ idéer. Men det kunne jeg kun finde ud af ved at læse hans egne breve, manuskripter og notesbøger på deres originale sprog,” forklarer han.

Han kan ikke helt holde den barnlige begejstring tilbage, når han taler om notesbøgerne.

”Som forsker blev jeg selvfølgelig utrolig glad for at finde dem,” lyder det med et stort smil.

Cyklerne

Men hvad er det så, notesbøgerne fortæller os? Hvad er det, Marx vidste allerede dengang? Han kendte jo hverken til klimaforandringer eller internet.

Til gengæld kendte han til kapitalisme, og han analyserede selve essensen af kapitalismen, forklarer Saito. Og løsriver man kapitalismen fra historien, vil den i sin reneste form altid have vækst som sit vigtigste mål.

Derfor er kapitalisme-analysen altså stadig relevant i dag, fordi væksten og udviklingen er direkte koblet til klimaforandringerne og dermed også løsningen af dem.

”Det er jo ret interessant at finde ud af. Det er faktisk overraskende.”

Japanerens seneste bog hedder ’Slow Down’ og agiterer ikke overraskende for, at vi skal sænke produktionstempoet og i nogle tilfælde huske, at der findes gammel teknologi, der stadig virker.

Men er det ikke svært at tage goder som nye iPhones, oversøiske avocadoer og biler fra folk, når de er blevet vant til dem? Er det ikke som at flå et stykke legetøj ud af hænderne på et barn?

”Det er en meget almindelig kritik af modvækst-idéen,” siger han.

Men modvækst kan antage mange former. I København behøver det fx ikke være mere kompliceret end at kigge ud ad vinduet.

”Jeg lagde mærke til, at bygningerne ikke var særligt høje, fordi I har den der regulering af bygningshøjde. Det er faktisk modvækst.”

”I Tokyo bygger man opad, og man kan efterhånden ikke se himlen, hvis ikke man betaler mere for at bo højt oppe. Man har gjort himlen til en handelsvare.”

Når snakken falder på Danmark og de europæiske lande, der er mere klimaorienterede end gennemsnittet, anerkender han, at masser af EU-lovgivning går i den rigtige retning. Og Kohei Saito gør sig ingen illusioner om, at omstillingen sker over natten.

”Selvfølgelig skal vi tilpasse vores byer til cykler, og selvfølgelig kan folk ude på landet ikke udelukkende cykle. Men det handler om at genoplive gamle teknologier ledsaget af en større systemændring. Og det er det, den sene Marx siger. Han siger jo ikke, at vi skal tilbage til stenalderen. Han var jo socialist, så han anerkendte teknologiens betydning. Teknologien er bare ikke den eneste løsning.”