Kåring
3.10.2024
af
Dennis Christiansen
Over 200 specialer er blevet sendt ind. Nu er feltet snævret ind til 10 finalister, som konkurrerer om hæderen, æren og tre gange 15.000 kroner.
For andet år i træk uddeler Djøf en pris – og 15.000 kroner – til de tre bedste specialer inden for det samfundsvidenskabelige, juridiske og erhvervsøkonomiske område.
Forud for det er gået en længere proces: 202 specialer er blevet sendt ind til Djøfs sekretariat, som har tygget sig igennem dem alle og fundet 10 finalister.
De nominerede specialer er nu røget videre til en jury bestående af eksperter i økonomi, jura, ledelse, bæredygtighed, samfundsvidenskab og business (se, hvem der sidder i juryen, i boksen nederst i artiklen) – og 25. oktober vil de tre vinderspecialer blive kåret ved et arrangement på Klub i København.
Men før vi når så langt: Her er de 10 finalister – og sekretariatets begrundelser for at nominere dem.
Ledige stillinger
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet er en fænomenologisk undersøgelse af ukraineres ankomst på det danske arbejdsmarked som resultat af deres flugt fra krigen i deres hjemland efter krigens start i 2022. Specialet finder tre primære udfordringer, som opstår i mødet mellem traumatiserede ukrainere i en dansk ansættelseskontekst. Gennem en modig, respektfuld og empatisk analyse af et komplekst og følsomt emne udvikler specialet en ny model ud fra eksisterende teori til at håndtere lignende problematikker i fremtiden.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet behandler sammenstødet mellem selvfinansieringsforbuddet og efterfølgende fusioner. Specialets relevans gør sig særligt gældende inden for det danske erhvervsliv, da det behandler fusioner, som er en ofte anvendt strategi i målet om at skabe profitskabelse. Fusioner har derfor en betydelig rolle i dansk erhvervsliv. Forfatteren har vovet sig ud på et område, som er sparsomt behandlet i den juridiske litteratur og anvender ikke alene én juridisk metode i specialet, men hele tre. Der udvises både overblik og mod ved at stille sig kritisk over for myndigheder og juridiske eksperter.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet behandler et ukendt lovgivningsmæssigt territorium ved at behandle to nye EU-direktiver om henholdsvis cybersikkerhed, bæredygtighed samt menneskerettigheder. Det tager afsæt i ledelsesansvaret i dansk ret i kobling med det stigende samfundsmæssige fokus på bæredygtighed, menneskerettigheder og cybersikkerhed. Specialet er nytænkende – og forfatteren viser stort overskud samt mod ved at behandle et emne, som er så nyt. Specialets konklusioner vil vække interesse for mange med sine interessante pointer.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet kommer med nye indsigter ved at introducere en ny ramme for agil digitalisering, som bygger på teori og empiri. Der er fokus på praksisorienterede værktøjer, som viser, hvad kommunerne skal fokusere på, hvis de ønsker agil digitaliseringsstrategi og understøtte en digitale transformation. Disse værktøjer kan implementeres direkte ind i de offentlige institutioner. Specialet udviser mod og visioner ved at udfordre eksisterende paradigmer og foreslå en ny tilgang, der kræver ændringer på både de organisatoriske og strategiske niveauer inden for kommunerne.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet belyser et emne, som viser, hvor skrøbelig vores verden i dag kan betragtes set i lyset af mulighederne med generativ kunstig intelligens. AI sætter nemlig en ny dagsorden for håndtering af kunstværker. AI er et nyt område, som betyder, at vi må stille nye spørgsmål til de rammer, som AI udfordrer. I dag er lovgivningen uklar, og forfatteren bidrager i specialet med bud på, hvordan lovgivningen kan formes i fremtiden. Det er altid modigt og anerkendelsesværdigt at kaste sig over retsområder, som endnu ikke er helt afdækket, hvilket netop sker i dette speciale.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet undersøger overordnet kommunaldirektørens opgaver, roller og håndtering af dilemmaer mellem politik og administration. Gennem en ambitiøs analysestrategi får de indsamlet et omfattende og overbevisende empirisk materiale, der behandles særdeles professionelt. Specialet nuancerer balancerne mellem de politiske og de administrative roller og dilemmaer, som en kommunaldirektør befinder sig i sin hverdag. På den måde er specialet med til at åbne op for en bedre og unik forståelse af jobbet som kommunaldirektør ved at tilbyde en grundig teoretisk indsigt funderet i solid empiri.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet undersøger, hvilke kompetencer der er væsentlige for, at man som kandidatstuderende på CBS føler sig klædt på til transformationen fra studieliv til arbejdsliv. Det udarbejder konkrete løsningsforslag til, hvordan CBS bedre kan være med til at understøtte studerendes overgang fra livet som studerende til at være erhvervsaktiv. Specialet udvikler en helt ny og interessant model for kompetencer, som er gældende for alle studerende, når de skal have den bedst mulige start på arbejdsmarkedet.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet klarlægger på overbevisende og højsignifikant vis, hvordan en AI-model som medbedømmer kan bidrage til en støjreduktion på 35% ved karaktergivning og dermed styrke karaktergivningens konsistens. Det er, selv om informationen om, at medbedømmeren er en AI-model, har en negativ effekt på tilliden. Specialet undersøger også eksaminatorernes tillid til modellen, og hvorvidt de er villige til at anvende den. Det formår dermed at udfordre gængse forestillinger om karaktergivning, fagprofessionelles skøn om arbejdsnormer og AI’s indflydelse på uddannelsessektoren.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet bidrager med ny viden om resiliens i forsyningskæder, hvilket er særligt relevant for institutioner, der regulerer forsyningssikkerhed. I en verden med et skiftende geopolitisk miljø, hvor samfundskritiske varer bliver "weaponized", er det afgørende at forstå, hvordan man skaber resiliens. Specialet anvender nye, uprøvede teorier og formår at binde dem sammen og gøre dem analytisk anvendelige til at skabe brugbar viden om resiliens. Desuden udvikler specialet en matrix, der gør teorierne mere anvendelige for offentlige instanser, der har til formål at sikre forsyningskæder.”
Specialet fik karakteren 12.
Begrundelse for nomineringen: ”Specialet undersøger den demografiske ændring i befolkningen med henblik på at fremskrive af de offentlige sundhedsomkostninger. Lige nu anvender Det Økonomiske Råd og Finansministeriet én regnemodel, som specialet finder ikke længere er holdbar. Det udfordrer dermed ministeriets eksisterende regnemodeller og kommer med nye input til, hvordan de bør konstruere dem. Til slut kommer det med en helr ny metode at lave fremskrivninger af de offentlige sundhedsomkostninger. Resultaterne kan have langtrækkende betydning for den måde, man laver sundhedsøkonomiske fremskrivninger på i Danmark.”
Specialet fik karakteren 12.
Djøf uddeler hvert år en pris og 15.000 kroner til ”tre modige specialer med nye indsigter, som kan bruges i erhvervslivet, forskningen eller samfundet” (kilde: djoef.dk).
Juryen til Djøfs Specialepris består i 2024 af: