Rådighedsforpligtelsen bør afskaffes

At se Djøfs øgede fokus på arbejdsforhold og arbejdstid – særligt i staten – gør mig stolt af at være tillidsrepræsentant.

Derfor var det også rigtig ærgerligt, at arbejdsgiversiden ikke var med på at se mere systematisk på arbejdsforholdene ved OK24. Det kan man jo kun håbe bliver anderledes til OK26 igennem Djøfs gode arbejde.

Noget, vi bør tage op her, er den såkaldte rådighedsforpligtelse.

Denne forpligtelse dækker over, at man som fuldmægtig får et såkaldt rådighedstillæg hver måned. Mod dette kan man så blive beordret til at lægge 20 timer ekstra ud over normal fuld arbejdstid på et kvartal. Det svarer til lidt over halvanden time om ugen, og man kan ikke afspadsere timerne. Der er forskellig praksis for, hvordan det konkret udmøntes – nogle steder får man at vide, at man skal lægge timerne inden for et givent kvartal, mens man andre steder lægger rådighedstimerne mere ad hoc.

Hvorfor skal man så gøre op med rådighedsforpligtelsen? Først en god grund, så et par indvendinger og til sidst et par løsningsforslag.

Rådighedsforpligtelsen går ud over arbejdslivsbalancen

Det er ikke alle arbejdspladser, hvor rådighedsforpligtelsen aktiveres. Jeg arbejder på en arbejdsplads, hvor det er tilfældet.

For nogle fuldmægtige er det ikke et problem at lægge halvanden time ekstra hver uge i et eller to kvartaler om året. Men for mange er det – og det gælder måske særligt børnefamilierne.

Alle lægger gerne en ekstra indsats, når det er nødvendigt. Men i et familieliv er der masser af grunde til at skulle flekse ud og en del færre muligheder for at arbejde ekstra.

Her betyder halvanden time hver eneste uge i et helt kvartal en hel del.

Men der er jo betalt for timerne?

For en nyuddannet på løntrin 4 er rådighedstillægget omkring 4.200 kr. om måneden, mens basislønnen er lidt over 34.000 kr. (begge dele inkl. pension).

Og hvis man nu faktisk får et rådighedstillæg for de ekstra timer, hvad er problemet så?

Jeg vil mene, at rådighedstillægget reelt indgår som en del af grundlønnen for det arbejde, man leverer, og den fleksibilitet, man udviser. Ellers ville arbejdsgiver nok også vægre sig mod at betale tillægget overhovedet, selv om det ikke er alle steder, rådighedsforpligtelsen konkret bliver brugt. Jeg har ikke indtryk af, at arbejdsgiver udbetaler lønkroner bare for vores blå øjnes skyld.

Men det går jo ikke ud over alle?

Det lader til, at rådighedsforpligtelsen ikke bruges på alle arbejdspladser under Djøfs overenskomster. Dermed kan man, hvis man tager det op, risikere, at arbejdsgiver faktisk begynder at bruge den i større grad.

Til det kan man jo sige, at som det er nu, er der et mindretal af Djøfs medlemmer, som rådighedsforpligtelsen faktisk går ud over. Det bør man kunne handle på, også selv om det risikerer at gå ud over flertallet. Det er solidarisk.

To mulige løsninger

Jeg vil understrege, at dette ikke handler om ledelsen på min arbejdsplads. Vi har et fint samarbejde og føler os hørt. Når ledelsen aktiverer rådighedsforpligtelsen, gør den bare, hvad overenskomsten giver ret til. Det er overenskomsten, der skal laves om.

Og der kunne måske være to løsninger.

Løsning 1 kan være at integrere rådighedstillægget i basislønnen. Man kan evt. droppe de stigninger i rådighedstillægget, som kommer fra anciennitet – så får arbejdsgiver noget ’betaling’ for det.

Løsning 2 kan være at beholde tillægget, men at det bliver defineret som et gene-tillæg, der skal kompensere for, at det til tider kan være nødvendigt med en ekstra indsats ud over de 37 timer – men at timerne skal kunne afspadseres.

Generelt handler begge løsninger ikke om, at vi ikke skal være fleksible eller lægge en ekstra indsats, når det er nødvendigt.

Det handler om at tage de 37 timer om ugen alvorligt, og at man som princip har mulighed for at flekse eller afspadsere, hvis man arbejder mere end det. På den måde hænger et opgør med rådighedsforpligtelsen også godt sammen med mange af de andre krav om forbedrede arbejdsforhold i staten, som Djøf tog med til OK24.

Inden de næste overenskomstforhandlinger kan Djøf også med fordel gå mere aktivt ind i problemstillingen og undersøge problemet nærmere – hvor meget bliver rådighedsforpligtelsen brugt, og i hvilke sektorer sker det?

Noget bør der i hvert fald gøres. Ellers bliver vi hængende i det underlige limbo, vi er i lige nu, hvor nogle kollegaer må se til, mens de gang på gang oplever at lægge timer, der lidt skarpt sagt forsvinder i den blå luft.

Det må også gerne koste lidt – ligesom i 2018, hvor frokostpausen stod for skud. Løn er ikke alt, og ordnede arbejdsforhold og arbejdslivsbalance er værd at betale for.

Nikolaj Thorborg Lynggaard-Hjort er tillidsrepræsentant i staten og medlem af Djøf Offentligs Repræsentantskab