Efter to samtaler og en caseopgave fik jeg afslag. Begrundelsen var absurd

Jobsøgning kan være en opslidende proces. Det skyldes ikke kun ventetiden og afslagene, men også den til tider forvirrende kommunikation og de uforudsigelige forhindringer, man møder undervejs.

Jeg vil gerne dele en personlig oplevelse, der illustrerer frustrationerne ved at være jobsøgende – og som måske kan give arbejdsgivere noget at tænke over, næste gang de starter en rekrutteringsproces.

For nylig søgte jeg et job, som matchede mine kvalifikationer og ambitioner. Jeg brugte alle de værktøjer, jeg har lært fra min fagforening og fra fagbøger om effektiv jobsøgning. Jeg ringede til kontaktpersonen for at få svar på de ting, der ikke fremgik af jobopslaget, jeg brugte lang tid på at skrive en overbevisende ansøgning, og jeg tilpassede mit cv, så det talte ind i de kompetencer, der blev efterspurgt.

Når man som jeg arbejder 37 timer om ugen i en projektstilling og har en times transport hver dag, er overskuddet ikke altid stort, og mange weekender bliver brugt på at skrive ansøgninger. Derfor gav det enorm energi og var meget bekræftende, da jeg blev kaldt til samtale på en stilling, som jeg vidste, jeg ville være god i. Alle de kræfter, jeg havde lagt i processen, havde båret frugt.

Den første samtale gik heldigvis godt. Jeg fik fremlagt de vigtigste budskaber om, hvorfor jeg ville være det rette valg. Til sidst spurgte jeg, hvor mange der havde søgt jobbet – og svaret var 240. ’Okay,’ tænkte jeg, ’mine chancer er måske ikke så store, som jeg havde håbet.’ Men samme eftermiddag blev jeg fyldt med fornyet energi, da jeg fik at vide, at jeg var gået videre til anden samtale. Sådan!

Nu var vi to kandidater tilbage, og jobbet føltes inden for rækkevidde. Så kom den næste store udfordring: Jeg blev bedt om at løse en omfattende caseopgave, der krævede grundig research og analyse.

Opgavens størrelse var næsten absurd. Problemformuleringen og dens underspørgsmål kunne uden problemer have været grundlag for en fuld bachelor- eller kandidatafhandling. Jeg spurgte, om man måtte stille spørgsmål til casen, fx hvilke dele af éns løsning de lagde mest vægt på, men det blev afvist. De ville se, hvordan jeg selv greb opgaven an. Samtidig modtog jeg et datasæt på 29 sider, som jeg kunne bruge.

’Game on,’ tænkte jeg. Jeg fik opgaven fredag eftermiddag og skulle præsentere min løsning mandag eftermiddag, så jeg aflyste mine weekendplaner og gik i gang. Det var selvfølgelig ærgerligt at skulle ofre min weekend, men jeg ville virkelig gerne have jobbet, så jeg gav alt, hvad jeg havde.

Foruden den tid, jeg brugte, er det også værd at nævne, at stillingen var i Odense, og jeg bor i København. Der var altså også en væsentlig økonomisk udgift forbundet med at skulle frem og tilbage til samtalerne. Jeg havde gjort opmærksom på, at det selvfølgelig ikke ville være noget problem, hvis jeg fik jobbet, da jeg var åben over for at flytte for den rigtige stilling.

Efter anden samtale følte jeg mig godt tilpas. Jeg havde gjort mit bedste og leveret en præsentation, der efter min egen overbevisning viste, at jeg havde forstået opgaven, var erfaren i projektarbejde og forstod at tage ansvar som projektleder. Men tre dage senere kom den skuffende besked: “Du har desværre ikke fået jobbet.”

Jeg sank sammen i min kontorstol og svarede, at det var jeg selvfølgelig skuffet over, men jeg ville da gerne høre, hvad den kandidat, de havde valgt til stillingen, var lykkedes med, som jeg ikke havde formået.

Her blev det for alvor frustrerende. Ud af 240 ansøgere kunne de ikke finde en eneste kandidat, de mente var den rette til stillingen, og vi snakker altså ikke en direktørpost i Novo – langtfra. Det virkede simpelthen for absurd.

Temmelig apatisk stod jeg tilbage 1.117 kr. i togbilletter fattigere. Som jobsøgende føler man sig ofte som en brik i et spil, hvor reglerne ændrer sig undervejs. Det føles, som om man spilder både sin egen og andres tid. Mange jobsøgende oplever, at deres tid og engagement ikke bliver værdsat i rekrutteringsprocessen, og nogle ansættelsesudvalg glemmer, at de har et ansvar for at behandle kandidaterne professionelt.

En anden frustrerende udfordring er, når man forsøger at få fat i de kontaktpersoner, som er angivet i jobopslaget – kun for at opdage, at de er umulige at komme i kontakt med. I en ansøgningsproces forsøgte jeg gentagne gange at kontakte den oplyste kontaktperson for at få mere information om stillingen, men opdagede til sidst, at vedkommende var på ferie gennem hele ansøgningsperioden. Jeg tænker: Hvis man ikke vil kontaktes, så lad være med at skrive en kontaktperson ind i opslaget.

Jeg håber, at HR-afdelinger rundt om i landet læser dette debatindlæg. Det skulle gerne give indblik i, hvordan mangelfuld kommunikation og en uigennemsigtig rekrutteringsproces kan underminere både tillid og motivation hos jobsøgende. Hvis arbejdsgivere ikke er klar til at følge processen ordentligt til dørs eller pludselig ændrer spillereglerne, sender det et dårligt signal og efterlader ansøgerne med en følelse af spildt tid og energi. Det er demotiverende og giver grobund for modløshed.

Som jobsøgende lever man med en konstant usikkerhed, og det mindste, arbejdsgivere kan gøre, er at sikre en ordentlig, professionel proces, hvor ansøgerne bliver behandlet med respekt for den tid og det engagement, de lægger i deres ansøgninger. Det vil ikke bare gavne jobsøgerne, men også arbejdsgiverne, der i sidste ende vil få mere motiverede og kvalificerede kandidater.

Kristian Hyrlov er midlertidigt ansat som fuldmægtig i Erhvervsstyrelsen