Mand, der hader storrumskontorer, får hukommelsen tilbage

Et mystisk medicinsk fænomen viste sig i Ankestyrelsen sent tirsdag eftermiddag, da juridisk seniorkonsulent Svend Poulsen – der er kendt som en indædt modstander af storrumskontorer – pludselig fik sin hukommelse tilbage og huskede, hvordan det i virkeligheden var at sidde på et enkeltmandskontor som ung fuldmægtig.

“Det var jo en celle,” erindrer han overrasket. “Man sad i hver sit lumre indelukke med ansvaret for tre paragraffer i lovgivningen og et vindue, der ikke kunne åbnes.”

“Det eneste menneske, man mødte, var kontorchefen, der en gang imellem stak hovedet ind og sagde: ’Hvordan går det, Pedersen? Skriver vi nogle paragraffer?’”

Poulsen mindes pludselig, hvordan man ofte kunne arbejde i månedsvis på en sag for så at opdage, at en anden fuldmægtig tre døre nede havde arbejdet på den samme, bare i modsat retning.

“Engang fandt vi en medarbejder, ingen vidste hvem var, for enden af en gang. Han var blevet glemt i en omstrukturering i midt-80'erne. Og siden havde ingen snakket med ham. Han arbejdede med Nordisk Ministerråd, så det var jo ikke sådan, at han havde været savnet. Men alligevel.”

“Jeg kan ikke forstå, at jeg troede, jeg savnede det,” siger Poulsen, der i dagene efter det pludselige hukommelsesfænomen er blevet ramt af endnu flere erindringer:

“Kan du huske tiden før e-mail? Det var jo umuligt at få fat på folk. Man lå og ringede frem og tilbage og lagde telefonbeskeder i dagevis for at koordinere noget, der kan klares med to mails i dag. Det første, jeg fik udleveret som ny fuldmægtig, var en orange blok til telefonbeskeder. Den var brugt på en uge. Det var vanvittigt. Hvordan kan jeg have glemt de ting?”

Efter en nærmere undersøgelse af fænomenet har Djøfbladet dog konstateret, at denne type selektivt hukommelsestab er et helt almindeligt fænomen.

“Det kommer i flere alvorlighedsgrader,” forklarer professor i hukommelses-teori Jørn Fischer.

“Fra den uskyldige, når du og din kæreste husker tilbage til den første 'dejlige forelskelse', til den totale fortrængning, når Mette Frederiksen taler om tiden under Anker Jørgensen. I særligt alvorlige tilfælde kan fænomenet optræde på samfundsniveau – fx i forbindelse med herrelandsholdets bedrifter, postvæsenets brevudbringning og ikke mindst diskussioner om, hvor godt alting var før mobiltelefoner.”

Professoren mener dog, at fænomenet tjener en vigtig biologisk funktion:

”Ofte kan det være en måde at håndtere en ubehagelig hverdag på. Du sidder på 15. år i Ankestyrelsen og laver fuldstændigt ligegyldige ting, mens din karriere løber ud i sandet. Der er vores hjerner så smarte, at de konkluderer for os: 'Er det i virkeligheden ikke storrummets skyld? Hvis bare jeg havde haft mit eget kontor.'”

Juridisk seniorkonsulent Svend Poulsen nikker genkendende og filosoferende til forskerens forklaringer.

”Gad vide, hvad vi kommer til at savne om 20 år? Dengang man havde de hyggelige snakke med en 50-årig mand i en Minecraft-t-shirt for at få it-support, indtil han blev erstattet af en robot, der kunne fixe alt på 10 sekunder? I dag er det jo en helt hyggelig dans, hvor man først sender en ticket ind og dernæst mærker en stor glæde, når man får hjælp efter en uge eller to og kan komme videre med sit arbejde.”