3 problemer gør det svært at få mere viden ind i politik

Peter Harder har gjort sig en observation: I jobopslag til lederstillinger i centraladministrationen kan man ofte læse, at det ikke er en forudsætning for at få jobbet, at man har erfaring med det givne fagområde.

Til gengæld står der som oftest, at det er en fordel at have erfaring fra en politisk styret organisation og at kunne tænke strategisk.

Peter Harder er professor ved Københavns Universitet og formand for en komité under Videnskabernes Selskab, der netop har udgivet rapporten ’Plads til forbedring: forskningsbaseret viden og politik 2024’, der stiller skarpt på den myndighedsrettede forskning.

Rapporten problematiserer bl.a. den manglende faglighed i ministerierne, der skal levere viden til beslutningstagerne. Da generalisterne overtog centraladministrationen, begyndte fundamentet under vidensbaserede politiske beslutninger at erodere, lyder budskabet i kondenseret form.

”Det kunne måske være en fordel, hvis bare nogle af lederne havde forstand på det område, de skulle være ledere for,” som Peter Harder let sarkastisk bemærkede, da Videnskabernes Selskab for nylig præsenterede rapporten ved et seminar.

Vedblivende nedskæringer

Da man i 2007 lagde sektorforskningsinstitutterne ind under universiteterne, fik universiteterne til opgave at yde forskningsbaseret myndighedsbetjening af de offentlige myndigheder.

Rapporten peger på tre slags problemer for den forskningsbaserede myndighedsbetjening: Økonomiske, institutionelle og politisk-administrative problemer.

De økonomiske problemer har at gøre med årlige besparelser på 2% på budgettet til myndighedsbetjening. Besparelserne er reelt et levn fra det såkaldte omprioriteringsbidrag, som den tidligere regering ellers fjernede for de videregående uddannelser.

”Myndighedsrådgivning rammes stadig af nedskæringer, som resten af forskningssystemet er blevet fritaget for. Den løbende 2%-nedskæring undergraver gradvist det grundlæggende langsigtede beredskab,” beklager Peter Harder.

De institutionelle problemer handler om de manglende incitamenter for at bedrive forskningsarbejde, der retter sig mod at rådgive politikerne. Det er simpelthen ikke meriterende, forklarer Peter Harder.

”Universiteterne er stærkt presset af succeskriterier, som myndighedsrådgivning ikke passer til. Der er brug for bedre rammer til at gøre det attraktivt at gå ind i myndighedsrådgivning, som stiller andre krav end grundforskning,” siger han.

Og endelig er der altså de politisk-administrative problemer, som har med personale- og kompetencesammensætningen i centraladministrationen at gøre.

"Faglighed er blevet marginaliseret i centraladministrationen på en sådan måde, at systemet er mindre egnet til at indoptage ny viden i beslutningsgrundlaget som basis for politisk stillingtagen," forklarer Peter Harder.

Verdensmesterskabet

Specialisterne er blevet erstattet af generalister, der til gengæld kan navigere i en politisk styret organisation, som det ofte hedder i jobopslagene. 

Generalisterne har det, som statskundskabsprofessor Jørgen Grønnegård Christensen i sit oplæg ved seminaret kaldte ”Bürowissen”. Et begreb, der dækker over medarbejderens praktiske viden såvel som kendskabet til formelle og uformelle kommunikationsveje i organisationen.

Men når denne form for bureaukratisk eller politisk street smarts kommer til at overtage, og fagkundskaben og ressortviden bliver skubbet ud, er Peter Harder bange for, at man fjerner vigtig viden.

"Problemet er ikke i sig selv kravet om politisk lydhørhed, som principielt er demokratisk velmotiveret. Men det risikerer at sætte sig igennem uden at formå at indoptage det nødvendige vidensmæssige grundlag for kvalificerede politiske beslutninger," siger Peter Harder. 

Danmark har haft tradition for en stærk faglig fundering af politiske beslutninger, betoner Peter Harder. Og for ham er det simpelthen det uofficielle verdensmesterskab i kvalificerede politiske beslutninger, ”som Fukuyama så smigrende tildelte os”, der gradvist er ved at smuldre, siger han.

”Det er politikerne og ikke eksperterne, der skal træffe beslutningerne – men hvis det faglige beslutningsgrundlag svækkes, får vi dårligere beslutninger på samfundsproblemerne, fordi politisk ønsketænkning risikerer at træde i stedet for evidens,” siger han.

Kunsten at regne baglæns

Inviteret til at tale ved seminaret var også tidligere klimaminister, EU-kommissær og formand for tænketanken Concito, Connie Hedegaard.

Hun er bekymret for, om den rigtige viden ender de rigtige steder.

”Der mangler ikke viden. Men når man hører et folkeskoleudspil, kan man godt få følelsen af, at man er i utakt. Måske er der nogle praktikere, der allerede er i gang med nogle af de ting, politikerne foreslår. Man er simpelthen ikke på bølgelængde,” siger hun.

Connie Hedegaard kan sagtens få øje på, hvorfor det måske heller ikke længere er særligt attraktivt for specialister at søge ind i ministerierne.

”Hvis man er fagperson, hvor sjovt er det så lidt for tit at få besked på at få tingene til at passe ind i nogle på forhånd tilrettelagt skabeloner?”

Men, understreger Hedegaard, det er ikke et udtryk for ond vilje.

”Det er ikke, fordi der sidder nogle embedsmænd og ikke vil tage viden ind,” forklarer hun.

”Men når man taler med folk i centraladministrationen, er det min opfattelse, at man i stigende grad bliver bedt om at regne baglæns.” 

Når man taler om, at embedsmænd regner baglæns, refererer det bl.a. tilbage til Jesper Tynells bog 'Mørkelygten', der beskriver, hvordan embedsmænd bliver bedt om at tilskære og manipulere med tal, jura og fakta, så de på overfladen ser saglige ud. Men i virkeligheden er der snarere tale om vildledning af offentligheden og politikere.

På gyngende grund

Ser man på problematikken fra den politiske side, var der også en vis bekymring af spore. Politisk leder hos De Radikale Martin Lidegaard har særligt fokus på, at de problemer, politikerne skal løse, er større og mere komplekse end før.

Han efterlyser derfor modeller til at løse problemerne, der gennemlyser problemerne fra et bredere perspektiv end blot økonomiske. Han nævner i den forbindelser økonomiprofessor Peter Birch Sørensens grønne BNP som eksempel.

”Fra lovgivers synspunkt er dét at lovgive og regulere et land vanvittigt svært. Og derfor føler man et enormt behov som lovgiver for at stå på så sikker grund som muligt. Og der står vi dog i disse år på mere shaky grund,” indrømmer han.

”Nogle vil så sige: ’Jamen er det ikke bedre med en model, der trods alt er halvgod, og som kan give en indikation?’ Jeg er kommet i tvivl,” lyder det.

Men hvordan løser man så problemerne og får flere politiske beslutninger, der baserer sig på forskning? Rapporten fra Videnskabernes Selskab indeholder en række anbefalinger.

Det mest presserende problem er det politisk-administrative, mener Peter Harder.

”Vores rapport nævner nogle simple og gratis strategier, man kunne starte med, såsom at vende tilbage til et system, hvor den mest fagligt kvalificerede embedsmand altid kommer med til forelæggelsen for ministeren.”

”Men vi anbefaler også, at man fx vender tilbage til, at en del af lederne skal have en faglig baggrund for det område, de administrerer, i stedet for kun at skulle vise politisk lydhørhed og bureau-viden,” siger han.

Connie Hedegaard beklager, at politikerne sjældent forholder sig til udfordringer, der rækker 10-20 år ud i fremtiden. Og som hun også har gjort tidligere, slår hun på tromme for at skæve til den videnskabelige instans, Europa-Kommissionen har til rådighed.

Her sidder et hold med syv videnskabelige rådgivere, der samler den seneste viden inden for givne politikområder og rådgiver kommissærerne, inden de skal træffe beslutninger.

”Når vi havde det lange lys på, var det en person, der kom med ind i rummet og fortalte om, hvad der var den langsigtede måde at gøre det på,” fortalte Connie Hedegaard ved seminaret.