Hjernerystelse får mange flere til at søge invalidepension hos P+

Et styrt på cykel eller et fald på et flisegulv kan koste dig og din pensionskasse dyrt. For senfølger efter hjernerystelser kan have alvorlige og langvarige konsekvenser for både arbejds- og privatlivet.

P+ har de senere år oplevet en markant stigning i antallet af medlemmer, der søger om invalidepension på grund af senfølger efter en hjernerystelse.

Siden 2020 har pensionsselskabet sat ind med et særligt tilbud til dem, der har mén efter en hjernerystelse – både for at tage en eventuel invalidepension i opløbet og for at hjælpe dem, der allerede har fået tilkendt pension, tilbage på arbejdsmarkedet.

P+ har vendt sin tilgang lidt rundt, som medlemsdirektør Lene Mortensen siger.

”Før fik folk en invalideydelse fra os, og senere fik de så eventuelt hjælp til behandling. Nu forsøger vi at få fat i dem, inden de bliver så syge, at de må forlade deres arbejde.”

Selskabet har eksempler på unge, der ryger på invalidepension efter en hjernerystelse.

”For pensionskassen er der selvfølgelig noget økonomi i at hjælpe dem, inden det går så galt. Men vi vil jo også gerne forhindre, at et helt ungt menneske skal på invalidepension – det er jo et skrækkeligt sted at starte sin karriere,” siger Lene Mortensen.

En hjælpende hånd

P+ har allieret sig med Hans Knudsen Instituttet (HKI) til at hjælpe de medlemmer, der er ramt af hjernerystelse. Her kan de ramte få støtte på flere fronter – fra neuropsykolog, psykolog, ergo- og fysioterapeut og socialrådgiver.

I 2020 henviste pensionskassen 19 medlemmer til HKI, sidste år var det 64, og alene i første kvartal i år blev 18 henvist.

P+ har to sygdomskategorier, der er kommet til at fylde rigtig meget, fortæller Lene Mortensen: Stress og hjernerystelser.

Og der er nogle gange en sammenhæng.

”Du får ikke hjernerystelse af stress, men du kan få stress på grund af hjernerystelsen,” siger hun.

At blive ’taget i hånden’, når man kæmper med et hoved, der er gået i stykker, er en god vej – og for mange også en afgørende vej at gå, siger Hana Malá Rytter, leder af Dansk Center for Hjernerystelse (DCFH) og lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet og på Bispebjerg Hospital.

Hun står bag et studie, som vi tidligere har skrevet om i Djøfbladet, som beskriver, hvordan hjernerystelsesramte ofte møder en række forhindringer, der kan gøre vejen tilbage ekstra lang og tung.

Sin egen behandler

Det oplevede journalisten Mads Ellesøe også. Han har skrevet bogen ’Rystet’, der udkom for nylig. Her beskriver han, hvordan han efter to år med senfølger efter en hjernerystelse ikke fik en særlig stor hjælp fra ’systemet’. Han har også lavet podcastserien ’Faldet’ om sin oplevelse af at stå meget alene med håndteringen af følgerne efter det slag i hovedet, han fik, da han faldt på badeværelsesgulvet.

Mads Ellesøe endte med at flytte fra sin kone og tre børn hjem til sin mor og ind på sit gamle børneværelse, hvor tummel, lys og larm var mindre. Og så blev han lidt sin egen behandler.

Efter desperat googling og research fandt han frem til en sportsklinik på University of Pittsburgh, Pennsylvania, der har forsket i netop hjernerystelser. Det er nemlig en udbredt arbejdsskade inden for amerikansk fodbold. En sportsgren, der har mange penge i ryggen og dermed også midler til forskning.

Mads Ellesøe endte med at rejse til Pittsburgh for at få hjælp på sportsklinikken. For egen (store) regning. Men for ham blev det et vendepunkt. I dag arbejder han igen.

Men det er altså ikke nødvendigt at tage helt til USA for at få hjælp, fastslår Hana Malá Rytter. 

Forkert behandling

I kølvandet på bogen og podcastserien har der bredt sig en fortælling om, at i USA kan de fikse en hjernerystelse på to uger, mens vi i Danmark er meget langt bagud, siger Hana Malá Rytter.

”Men det er ikke, fordi ekspertisen mangler. Der er mange dygtige fagpersoner rundt om i Danmark. De følger international forskning og ved, hvad der kan hjælpe.”

Der mangler dog alligevel noget, siger hun.

”En koordineret adgang til specialister på tværs af fagspecialer, der hurtigt kan pege på, hvilken indsats der er relevant. Derfor oplever mange at stå i samme situation som Mads Ellesøe.”

Der er dog sket et paradigmeskifte inden for behandling af følger efter hjernerystelse, siger Hana Malá Rytter.

For bare få år siden var det gængse råd: 'Gå hjem, læg dig under dynen for nedrullede gardiner, og forhold dig helt i ro.'

Men det er ikke er et godt råd længere. Man skal gerne udfordre sig selv på det, der kan føles ubehageligt. Fx motion, støj og skærmarbejde, fortæller Hana Malá Rytter.

”Men man skal ikke udsætte sig selv for meget pres.”

Det er dog nemmere sagt end gjort, siger hun. Derfor har nogle behov for en fagperson på sidelinjen, der kan hjælpe med at finde den rette balance, siger hun.

Mange af de patienter, der går til egen læge, bliver ikke henvist til et sådant tværfagligt team af eksperter, der vurderer, hvad strategien skal være for den enkelte, siger hun.

”Selv hvis lægerne kender til de særlige tilbud, kan de ikke henvise til dem. Samtidig er det forskelligt fra kommune til kommune, hvilke tilbud der findes. Men det betyder meget, at tilgangen er holistisk og individuel, for det er forskelligt, hvor meget og hvordan den enkelte er ramt, og hvad der hjælper dem bedst,” siger Hana Malá Rytter.

Hvad med alle de andre?

Hos P+ er tre ud af fire af de medlemmer, der har været i et forløb hos Hans Knudsen Instituttet siden 2020, helt eller delvist raske, fortæller Lene Mortensen.

Men det er der så også en fjerdedel, der ikke er.

P+ er alt i alt godt tilfredse med HKI’s indsats, siger Lene Mortensen.

”Tre fjerdedele er faktisk ret mange, i forhold til hvad vi oplevede, før vores medlemmer fik det tilbud. Men vi har da også talt med HKI om den sidste fjerdedel. Vi gør alt, hvad vi kan for at kvalitetssikre – hvad virker? Hvad virker ikke?”

For P+ er stadig meget nysgerrige på, hvad der skal til, for at endnu flere kommer i arbejde, siger Lene Mortensen.

”Det er jo et område, der udvikler sig helt vildt for tiden, så vi bliver ved med at arbejde med vores sundhedstilbud målrettet hjernerystelse.”

Lene Mortensen og hendes kolleger har også læst Mads Ellesøes bog, og om de metoder, han beskriver.

”Vi tog en snak med HKI. Er vi på rette spor?”

De gennemgik indsatsen igen, fortæller hun.

”Og det er mit klare indtryk, at de følger med i udviklingen og de nyeste principper. Det tror jeg er gennemgående hos de private udbydere. Jeg tror til gengæld, at det langtfra er alle, der får den samme 360-graders-vurdering i det offentlige system. Det er i hvert fald, hvad vi har hørt fra vores medlemmer.”

Men hvad så med dem, der ikke har en pensionskasse, som har samme tilbud?

Det kommer Hana Malá Rytter med et bud på.

”Spørg din læge, om du kan blive henvist til et specialiseret tværfagligt tilbud. Hvis det ikke er muligt, kan lægen måske understøtte, at kommunen bevilger sådan en indsats.”

De tværfaglige tilbud findes rundt omkring i Danmark, men de kan være svære at finde, hvis du ikke kender til dem, siger hun.

”Vi gør også en indsats for, at det bliver mere kendt blandt de privatpraktiserende læger, at der rent faktisk findes forskellige tilbud, der har specialiseret sig i at hjælpe folk med længerevarende følger efter en hjernerystelse.”

Det er svært at sige, om der reelt er sket en stigning i folk, der får længerevarende følger efter en hjernerystelse. Men man hører nu oftere om dem end tidligere, siger Hana Malá Rytter.

”En af forklaringerne er klart, at vi er blevet bedre til at diagnosticere og anerkende følgerne. At give dem en stemme. Og det betyder meget, for hjernerystelser kan være invaliderende, og de ramte skal have hjælp.”