Nødvendig debat om arbejdsliv og pensionsalder

Hvor længe skal vi arbejde? Og hvorfor? Og ikke mindst: Hvem skal bestemme, hvornår vi går på pension og under hvilke vilkår?

Dén debat er genstartet med statsministerens august-melding om, at Socialdemokratiet ikke længere automatisk vil stemme for en stigende pensionsalder.

I Djøf hilser vi debatten velkommen.

Med Velfærdsforliget fra 2006 kan en nyuddannet akademiker se frem til en pensionsalder på 74 år. Vi taler altså om arbejdsliv på op imod 50 år. Men ikke for alle. Faktisk er det kun en tredjedel af danskerne, der er i arbejde helt frem til pensionsalderen.

Omvendt er der nogle – herunder en del medlemmer af Djøf – der fortsætter med at arbejde, selv om de reelt set kunne vælge at blive folkepensionister.

Med seniorpension, 'Arne-pension', efterløn og mulighed for førtidspension har vi i dag en række muligheder for at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet af helbredsmæssige eller anciennitetsmæssige årsager. Det er oplagt at se på, om de ordninger er tilstrækkelige, eller om de skal forbedres.

I min optik er det selvfølgelig vigtigt for sammenhængskraften i Danmark, at alle oplever, at pensionssystemet er rimeligt og med ordentlige muligheder for tidlig udgang til dem, der enten er fysisk eller psykisk nedslidte. Og uanset hvilken uddannelsesbaggrund man har. Samtidig er det en stor og meget vigtig opgave at balancere befolkningens ønsker til længden på arbejdslivet med behovet for holdbare offentlige finanser.

Men med de lange arbejdsliv forude er det simpelthen ikke tilstrækkeligt at diskutere tilbagetrækningsordninger. Det er egentlig heller ikke særligt visionært. I stedet bør vi have et meget skarpere blik på de mange år, der går forud for pensionstidspunktet.

Tænk på, hvor meget energi og arbejdskraft der ligger i motiverende arbejdsvilkår! Tænk, hvis vi turde tale mere om – og handle på – hvordan vi undgår, at så utroligt mange bliver slidt ned, fysisk og mentalt.

I Djøf arbejder vi for gode arbejdsliv, man kan holde til hele livet og i alle livets faser. Pensionsalder er et centralt element, men også meget andet er på spil. Vi har brug for langt større opmærksomhed på, hvordan vi gør arbejdslivet så attraktivt og fleksibelt, at folk har lyst til og kræfter til at være i det længe.

Arbejdsrelateret stress koster samfundet 55 mia. kroner om året, viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er jo beskæmmende!

Jeg tror på, at vi er nødt til at tale om arbejdslivet på en måde, hvor ret og pligt suppleres med glæde og vilje. Med fleksibilitet og anerkendelse. Det er en kæmpe ledelsesopgave. Men også ekstremt meningsfuldt – for den enkelte og for samfundet.