”Det kan godt virke lidt sygeligt med alle de uddannelser”

Jeg kom ind på Journalisthøjskolen som 17-årig. Måske som den yngste nogensinde. Jeg var elev på Vestkysten i Esbjerg. Ved siden af læste jeg HF-enkeltfag, for jeg havde jo ikke nogen gymnasial uddannelse. Jeg fik da også min HF-eksamen.

Jeg tog et lån, så jeg kunne læse journalistik på Minnesota University i et år bagefter. Jeg havde arbejdet i en YMCA-summer camp om sommeren, hvor jeg i en Greyhound kørte gennem Minnesota og tænkte: ’Her vil jeg tilbage til.’ Det var et fantastisk år. Jeg boede på campus og gik til nogle utroligt spændende forelæsninger om etik, normer og historie – om hvilken rolle vi har som journalister. Det slags uddannelse kan man ikke få i Danmark.

Da Jyllands Posten introducerede sit lyserøde tillæg om erhverv og økonomi, søgte jeg uopfordret. Til samtalen sagde jeg, at jeg elskede at lave matematikopgaver om morgenen, inden jeg tog på arbejdet. Det var næsten rigtigt. Jeg har i hvert fald altid været rigtig god til matematik. Jeg fik jobbet og blev ansat til at dække bank- og børsstoffet.

Det var højdepunktet i min karriere som journalist. Jeg knoklede løs med undersøgende journalistik. Jeg blev indstillet til en Cavlingpris for dækningen af pensionskassernes investeringer i erhvervslivet, og jeg dækkede også sagen om Jan Bonde Nielsen (der blev tiltalt for grov mandatsvig, men frikendt i byretten. Sagen blev anket og blev aldrig afgjort, da han flyttede til England og nægtede at komme hjem. I dag er anklagerne forældede, red.).

Så begik jeg den store fejltagelse at blive gift. Vi flyttede til Zambia som ulandsfrivillige. Vi fik et par børn og blev skilt. Jeg kom hjem og havde forskellige korte ansættelser, inden jeg blev ansat som lektor på Journalisthøjskolen i Aarhus.

Jeg havde taget min mands navn. Endnu en fejltagelse. Når man skifter efternavn, tror éns ledelse og kollegaer, at man lyver, når man fortæller om sin karriere. Da jeg fik job på Journalisthøjskolen, fandt jeg senere ud af, at mine kollegaer ikke havde troet på mig, når jeg fortalte, at jeg havde dækket Jan Bonde Nielsen-sagen. Og folk danner jo typisk et førstehåndsindtryk, der hænger ved. Ærgerligt, at jeg ikke fik fortalt dem, at jeg havde giftet mig til et nyt navn. Senere tog jeg mit fødenavn tilbage.

Jeg drømte om, at de studerende på Journalisthøjskolen skulle få en bevidsthed om, hvor vigtig deres rolle er i samfundet. Hvor selve faget var vigtigt. Jeg sneg også lidt etik ind i undervisningen. Jeg syntes, de elementer manglede i uddannelsen, så jeg søgte rektorposten, da den blev slået op. Men rektor blev genansat, og det endte med, at det var mig, der måtte forlade Journalisthøjskolen.

Jeg begyndte at læse psykologi som bifag for at forstå mit dårlige ægteskab. Jeg besluttede, at jeg lige så godt kunne tage en hel kandidat. Men dengang måtte man ikke tage to uddannelser. Så jeg søgte ind på Aalborg Universitet med min HF-eksamen og blev optaget på danskstudiet. Senere søgte jeg merit for de uddannelser, jeg havde i forvejen. Og fik det.

Det kan godt være, at det virker lidt sygeligt på andre med alle de uddannelser. Jeg har også en veninde, der har sagt: ’Nu skal du altså ikke tage flere uddannelser.’ Men jeg har følt, det har været nødvendigt af forskellige årsager. Og så jeg kan jeg bare godt lide at forske.

Alle de uddannelser, jeg har taget, har været ved siden af arbejdet. Undtagen når jeg har været i USA for at læse eller forske. Der kunne jeg slappe af og samtidig fordybe mig. Derfor er jeg vendt tilbage flere gange. Jeg har været gæsteforsker på Stanford University, Louisiana State University og senest på University of Southern California – det var i 2023. Jeg blev cand.mag. i dansk og psykologi og gik i gang med en HD, mens jeg var lektor på Journalisthøjskolen. Jeg afsluttede min HD, mens jeg senere blev lektor på RUC.

Ledere, som støtter og vejleder, er guld værd. Det har jeg bare ikke selv oplevet meget af – i hvert fald ikke i Danmark. Det har jeg til gengæld i USA. I Louisiana havde jeg en chef, der sagde, at han ville gøre mig til en succes. På Stanford University of Southern California havde jeg mentorer, som tydeligt tilkendegav, at de ville hjælpe mig mest muligt. Det endte da også med, at jeg skrev en artikel, der blev belønnet som ’best paper’ på en konference sidste efterår.

Mange ledere tror, det handler om at presse medarbejderen så meget så muligt. Deres fokus er ikke på de enkelte. De har ikke en uddannelse i ledelse. Derfor tog jeg selv en HD, i forbindelse med at jeg søgte rektorposten på Journalisthøjskolen.

Det gør mig glad, når jeg kan støtte nogle specialestuderende, der virkelig gerne vil gøre det godt. Nogle, der måske ikke kommer fra akademiske hjem og har været vant til, at et syvtal var det højeste, de havde opnået. Min erfaring er, at de kan så meget mere, når de bliver troet på.

Jeg forstår ikke, at kollegaer kan behandle hinanden grimt. I forbindelse med et uddannelsesforløb kørte jeg i tog med én, der fortalte, at de havde en kollega i afdelingen, de ikke gad at have. Så beskrev han med stolthed i stemmen, hvordan de var mødt op til hans forelæsninger og havde sat sig på første række, hvor de nedstirrede ham. Altså, hvad er det, der gør, at de er blevet sådan?

Jeg har fået mine tæsk. Det føles ubehageligt i situationen. Da jeg blev ansat på RUC, er jeg sikker på, at der var nogle, der hellere ville have haft en anden kandidat end mig. Så jeg følte mig ikke tilpas i det danske medieforskermiljø. Men på en måde har mine kollegaer jo også været skæbnens hjælpere. For hvis man holder afstand til det negative, kan der åbne sig nogle muligheder, man ikke havde drømt om. Det er en af forklaringerne på, at jeg i flere omgange har været i USA og har fået så meget ud af det. Også gode kollegaer, der vil én det bedste.

Jeg ville ønske, at jeg havde lært at sætte grænser. Jeg har arbejdet mere, end jeg burde have gjort. Det vinder man ingen respekt på. Jeg nåede at køre ned med stress dengang, hvor der ikke var noget forståelse for det. Jeg var også tæt på at nå grænsen som lektor på RUC, hvor jeg havde 600 timer over normen stående. Jeg troede, min indsats ville give mig mere forskningsfrihed. Det gjorde den ikke. For øvrigt lavede jeg min ph.d. ved siden af.

I dag tænker jeg: ’Hvorfor arbejdede du så meget?’ På lørdag tager jeg fem uger til Sri Lanka som valgobservatør. Når vi tager ud på mission, bliver det banket ind i hovedet på os, at vi skal holde ferie. At vi skal holde fri. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det, da jeg havde små børn.

Det er ikke nødvendigvis sjovt at være på mission. Men det er det bagefter. Man lærer så meget. Fx hvad det kræver at indgå en fredsaftale, hvilket jo er meget aktuelt i den verden, vi lever i. Jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg skal ud. Men det er op til Udenrigsministeriet.

Jeg var faktisk helt chokeret over, at jeg sagde op på RUC. For jeg er slet ikke færdig med at arbejde. Men jeg kunne ikke se anden udvej, for jeg kunne genkende et mønster – jeg arbejdede for meget.

I 2022 begyndte jeg at læse til ejendomsmægler. Det nød jeg virkelig. Der var en masse interessant jura i det. Og det var sjovt at læse samme med en masse unge – de fleste var i 20’erne. De grinede af mig, når jeg sagde, at jeg skulle i praktik, for hvem ville ansætte én på næsten 70 år? De var typisk selv allerede ansat i en eller anden ejendomsmæglerkæde. Jeg fik så heller ikke en praktikplads.

Jeg har aldrig haft en plan. Det ene har bare taget det andet. Mit verdenssyn er, at man bliver ført gennem livet og møder nogle udfordringer – ting, man skal lære og løse undervejs. Men selv om jeg havde en god fantasi som barn, havde jeg aldrig kunnet forudse alle de spændende oplevelser, jeg har haft i mit liv.

Nu har jeg lejet en butik i Nykøbing Sjælland. Her giver jeg gamle træmøbler et mere tidssvarende udtryk. Jeg maler dem og sætter måske hjul på. Nogle dekorerer jeg med decoupage. Jeg forestiller mig, at mine købere er unge, der bor i Ørestaden eller i et af de nybyggede havneområder. Nogle, som kun har nyt, men egentlig gerne vil have noget unikt. Det er ikke, fordi jeg har solgt en masse. Men det er bare så givende – nærmest meditativt. Og så er det bare hyggeligt at sludre med alle de folk, der kommer ind i butikken.