Amalie har studeret magtens maskinrum indefra

"Du har formået at blive en del af holdet. Ydet en kæmpeindsats med dine ’kolleger’ og ageret som en fuldbefaren embedsmand. Respekt og tak herfra!"

Sådan skrev Finansministeriets departementschef, Kent Harnisch, på LinkedIn, da adjunkt Amalie Trangbæk bekendtgjorde, at hun nu vendte tilbage til Statskundskab på Aarhus Universitet efter seks måneder som medarbejder i Finansministeriets departement.

Med løn, ansvar, tavshedspligt, nøglekort, chefer og egne sager i F2 – ministeriernes berømte og berygtede sagsbehandlingssystem. Lige midt i magtens centrum i Den Røde Bygning på Christiansborg Slotsplads 1. Med styr på lingo som AC, DC, IC, KC og TC. Én, som siger ’tjek’, når hun får en opgave eller en instruks.

Amalie Trangbæk har skrevet ph.d. om departementschefernes rolle som bindeled mellem politik og administration. 'Life at the top' hedder den. Her skyggede hun otte departementschefer helt tæt i sit feltarbejde.

Efter ph.d.'en om DC'erne, som det hedder i Slotsholms-lingoen, var hendes næste spørgsmål: Hvordan oplever resten af embedsværket det hele? Og hvordan undersøger jeg dét?

’Vil hun tage fra?’

Derfor var det en appelsin i turbanen at få lov til at prøve på egen krop at være embedskvinde.

Når det kunne lade sig gøre, handler det bl.a. om, at hun var medlem af Dybvad-udvalget om et bedre samspil mellem Folketing, regering, embedsværk og medier. I den forbindelse var hun ude i flere ministerier og holde oplæg. Her kom der folk hen og spurgte, om hun ikke selv kunne tænke sig at blive embedsperson. Jo, svarede hun, men tænkte, at det kunne umuligt lade sig gøre.

Men det kunne det, da hun tog en forsigtig kontakt. Der skulle en del formalia på plads både ministerielt og på universitetet, men så kom det i stand, at hun kunne få seks måneders midlertidig ansættelse i Finansministeriet på helt almindelige vilkår som specialkonsulent.

Hun fandt en fremleje-lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter, havde første arbejdsdag lige efter nytår og blev taget godt imod i Velfærdspolitisk Center, som bl.a. står for de store, årlige økonomiaftaler med hhv. kommuner og regioner.

Hele departementet var blevet adviseret om, at hun kom. Alle vidste, hvem hun var.

Var der mon ikke nogen, som i deres stille sind betragtede dig som en slags spion?

”Det syntes jeg ikke, jeg oplevede. Der var nok mere nogle, der tænkte: 'Sætter hun sig med armene over kors, eller vil hun tage fra for sin løn?'”

Hun ville i den grad gerne tage fra. Hun var der for at lære embedshåndværket, og hendes chefer og kolleger gav hende lov. Hun var med til det hele. Fra notater og håndakter til chefer og minister over analyser til powerpoints og mødebooking.

’Fyrtårnene’ gjorde det også

Så nu har hun kæmpet, svedt og grint sammen med en masse embedsfolk i et halvt år, og departementschefens ros til hende er lige til at rødme over.

Hvordan kan du fremover være uhildet, når du forsker i embedsværket?

”Du er ikke den første, der spørger. Der må jeg bare sige – uden sammenligning i øvrigt – at to af vores fyrtårne, Jørgen Grønnegård Christensen og Jens Peter Christensen (nu højesteretspræsident, red.), begge var ansat i et departement, før de blev forskere og professorer.”

Grønnegård var ansat fire et halvt år i det daværende Budget- og Økonomidepartement. Jens Peter Christensen var næsten lige så længe fuldmægtig i Undervisningsministeriet, bl.a. i Bertel Harders ministersekretariat. Hun kunne også have nævnt den mangeårige institutleder på hendes eget institut, Peter Munk Christiansen. Han begyndte som fuldmægtig i Boligministeriet.

”Det har man ikke beklikket deres forskning om embedsværket for. Jeg mener, at det er en fordel at have en dybdegående viden om det, jeg forsker i. Så kan jeg spørge ind til nogle ting på en helt anden måde. Og jeg kan bedre høre, hvad der bliver sagt, men også hvad der ikke bliver sagt.”

’Regn med at se mig igen’

At blive embedsperson lærer man ikke bare lige på statskundskab. Man må stå i mesterlære, og Amalie bestod vist svendeprøven.

”Jeg bombarderede min kolleger og chefer med spørgsmål. Heldigvis får man rigtig meget feedback i det system.”

Men hvad fandt hun ud af til sin fremtidige forskning? Hvad er der i spil, som hun vil undersøge?

Her bliver Amalie Trangbæk fåmælt.

Hun har idéer med hjem til adskillige forskningsartikler, og planen er, at hun vender tilbage til Slotsholmen for at interviewe embedspersoner i forskellige ministerier. ’Regn med at se mig igen’, lød hendes afsked i Finansministeriet.

Men hun vil ikke ud med, hvad hun præcist vil spørge om, eller hvilke embedsdilemmaer hun vil dykke ned i.

”Det er for ikke at forurene mine resultater. Hvis embedspersoner kan læse i Djøfbladet, hvad jeg vil spørge dem om og hvorfor, risikerer jeg, at de svar, jeg får, bliver farvet af det, jeg har sagt. Det må ikke ske. Sådan er det i al forskning.”

Et gæt er dog, at Amalie Trangbæk ikke kommer uden om at spørge, hvordan embedsværket oplever de fem ’leveregler’, som departementscheferne tidligere i år blev enige om. Det skete efter en heftig debat om stress-kulturen på Slotsholmen.

’Levereglerne’ gælder for samarbejdet på tværs af ministerierne og udsiger et sæt ret så jordnære værdier. Såsom at man ikke spilder hinandens tid med bessermachen, at man taler og skriver ordentligt til og om hinanden, og at man ikke bare disponerer over hinandens kalender uden for almindelig arbejdstid, hvis det ikke er en ’ægte haster’.

Da mobilen blev tavs

Og ja, det haster nogle gange i Finansministeriet. Men stresset nåede Amalie Trangbæk aldrig at blive. Så meget kan vi vride ud af hende.

”Jeg vil helst ikke sige så meget om det, fordi min tid i Finansministeriet i den grad er min subjektive oplevelse. Men dét, jeg så og også selv oplevede, var, at der i peak-perioder – men ikke hele tiden – var lange dage. Men også, at der var en forventningsafstemning, så folk vidste hvornår og hvordan, hvis det kunne lade sig gøre. På den måde var der faktisk et højt fokus på arbejdspresset.”

Da hun vendte tilbage til sit enekontor på Aarhus Universitet, kiggede hun mistænksomt på sin mobil. Var den gået i stykker? Den havde bimlet og bamlet dagen lang i Finansministeriet, men nu sagde den ikke en lyd.

”Den var ikke i stykker. Så på den måde er det virkelig to forskellige verdener.”

Var der noget, hvor du tænkte: 'Godt, at jeg ikke skal det her resten af livet'?

”Nej, det var der ikke. Jeg er imponeret over den indsats, som bliver leveret, både i timer og i kvalitet. Det var både på det brede og i detaljen.”

En vild april-morgen og en mild maj-nat

To oplevelser gik i maven på hende.

Den ene var et tiden-står-stille-moment: Børsen brænder! Hun nåede helt hen til cykelstativet foran Finansministeriet, før hun så, hvad det var, alle stirrede over mod. Så meget ild.

Hun forstod, at ingen kom ind i Den Røde Bygning dén dag. De næste dage gjorde det indtryk på hende, hvordan de andre ministerier hjalp med at skaffe mødelokaler og andet til Finansministeriets hjemløse folk.

Den anden var et business-as-usual-moment – for den erfarne, men ikke for den nye: Dén nat, da den årlige økonomiaftale med kommuner og regioner blev landet.

Hun havde hørt om det, da hun begyndte i kontoret. At det var juleaften for dem.

Den sidste dag samledes de alle bevæbnet med regneark i et war room. Luften sitrede af spænding og koncentration. Det var fedt, mærkede hun.

Som aftenen skred frem, kom der slik på bordet for at holde blodsukkeret oppe, printerne kørte, chefer fløj ind og ud med papirer, og pludselig lød lettelsens nyhed: ’Vi har en aftale!’.

Amalie oplevede det som kontrastfyldt – og lidt bevægende – da hun i den milde maj-nat cyklede hjem gennem en by med festende folk, som trippede hen over plastickrus og ølsjatter på vej væk fra gadefestivalen Distortion, mens solen stod op.