Nationalbanken bør dreje finanssektoren i en grønnere retning

”Alle samfundets sektorer skal bidrage i kampen mod klimakrisen. Men én sektor glimrer stadig ved sit fravær fra Danmarks klimapolitiske målsætninger: Finanssektoren.” Sådan lød det i invitationen fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS) til konferencen ’Vejen til en fossilfri finanssektor’.

”Finanssektoren er en af Danmarks største udledere,” fortsatte invitationen: ”Den danske finanssektor investerer og låner stadig til fossilselskaber, der fortsætter olie, kul og gasjagten” og er dermed ”med til at finansiere klimakrisen”.

Det var egentlig ikke, fordi de tre deltagere fra finanssektoren bestred det datagrundlag, der blev lagt frem i den MS-rapport, som konferencen var anledning til at lancere. Vinklen var snarere, at det ikke er finanssektorens ansvar, for finanssektoren må forstås som et ”spejl” på, hvad der foregår i realøkonomien. Og derfor er det realøkonomien, vi bør fokusere på, fx ved at indføre CO₂-afgifter.

Som deltager i et af konferencens to paneler fik jeg anledning til at problematisere spejl-metaforen. Finanssektoren har betydelig indflydelse på, hvad der vokser og gror i samfundsøkonomien, og hvad der ikke gør. Idéen om, at finans blot er et spejl, kan nemt læses som en fralæggelse af medansvar.

Den danske regerings klimapartnerskab med finanssektoren er kommet til kun at omfatte såkaldt ‘direkte udledninger’, som i sammenligning med sektorens finansierede udledninger ikke udgør meget mere end en dråbe i havet. Det er med andre ord ikke finanssektorens kerneydelser, der er i fokus, men kun sekundære forhold såsom dens energisparepolitik, affaldssortering mm. Den konstruktion bliver der forhåbentlig lavet om på – som MS-rapporten lægger op til – når Klimaloven skal genforhandles næste år.

Uanset den proces, så er vi et sted, hvor det ville give rigtig meget mening at tage alle forhåndenværende redskaber i brug for at fremme finansiering af grøn omstilling – herunder at give finanssektoren stærke incitamenter til at ophøre med at finansiere ny fossil udvinding.

Kunne man forestille sig Nationalbanken skubbe på i den proces? Nationalbanken selv siger nej tak. Ikke fordi det ikke ville kunne lade sig gøre. Det kan det faktisk fint – og vel at mærke på måder, der ikke væsentligt ville kompromittere andre pengepolitiske mål. Det har nationalbankernes egen tænketank etableret i et større udredningsarbejde om mulig grøn kalibrering af en række pengepolitiske redskaber. Og en række universitetsøkonomer har fulgt op med analyser af, hvordan grøn pengepolitisk strategi bedst skrues sammen.

I en rapport om ”Klimaforandringer og centralbankers rolle” konstaterer Nationalbanken som direkte kommentar til diskussionen om en proaktiv, grøn pengepolitik, at der ”ingen fordel [er] ved at bruge pengepolitiske instrumenter til at støtte en omstilling (sammenlignet med skatteincitamenter og offentligt ejede investeringsfonde)”, men at der tværtimod ”kan være væsentlige ulemper”.

Modstanden synes især motiveret af, at det opfattes som demokratisk problematisk for Nationalbanken at påvirke finanssektoren proaktivt på den måde. Og af en idé om, at det er langt mere hensigtsmæssigt at lade CO₂-skatter gøre arbejdet. Andet er der faktisk ikke brug for. Al anden regulering er i virkeligheden en form for ”dobbelt-regulering”, som vi gør klogt i at undgå. Sådan lyder refrænet. Jeg har andetsteds kommenteret den udbredte, men i min optik vildledende, tro på, at CO₂-skatter alene kan være svaret på klimakrisen.

Det er svært som samfundsøkonom at se, hvordan det skulle være politisk muligt at få indført CO₂-skatter, der er høje nok, hurtigt nok, til at de alene kan drive incitamenterne til den grønne omstilling. Og selv hvis det skulle kunne lykkes politisk, er det ualmindeligt svært at forestille sig, hvordan en sådan enstrenget strategi skulle kunne være foreneligt med idéen om en ”orderly transition”.  

Sidst, men ikke mindst er det væsentligt at bemærke, at modelberegninger viser, at man med grøn kalibrering af bare et enkelt af de pengepolitiske instrumenter vil kunne opnå en reduktion af den CO₂-skat, der efterfølgende er nødvendig for at nå et givent klimamål. Der er med andre ord ikke tale om ”dobbeltregulering”, men vel snarere om en slags ”halveringsregulering”.

Jakob Vestergaard er lektor og studieleder for en uddannelse i bæredygtig samfundsøkonomi på Roskilde Universitet.