Christians overraskelse

Christian Schou dimitterede fra jurastudiet i Aalborg med en gennemsnitlig kandidat. En blanding af gode og dårlige karakterer, som nok ikke er så unormal – ja, som han selv siger: “En smule over gennemsnittet.”

Han fik ikke så meget ud af at læse i jurabøgerne, så det stoppede han med. I stedet mødte han op til alle forelæsningerne og lyttede godt efter, mens han tog sine egne noter og brugte sin ualmindeligt skarpe hukommelse.

Selv om hans studiemetoder var en smule anderledes end hans medstuderendes, kom han fint igennem eksaminerne. Han klarede sig altid bedre mundtligt end skriftligt, men det var der ingen, inklusiv ham selv, der satte spørgsmålstegn ved.

Men da Christian Schou bevægede sig ud på arbejdsmarkedet, var det, som om noget stod i vejen for hans faglige udvikling. Af samme grund oplevede han modvind i en sådan grad, at det gik hårdt ud over hans faglige stolthed og selvbillede.

Så stillede hans kammerat et spørgsmål, som ændrede alt for ham.

Kan du ikke se fejlen, Christian?

Første gang Christian Schou slog sig på arbejdsmarkedet, var hos Ankestyrelsen i Aalborg. Der var ikke noget i vejen med hans juridiske kompetencer, fik han at vide. Men hans skriftlige niveau udviklede sig ikke, som det skulle.

Arbejdspladsen var ikke tilfreds med ham, og det tog så psykisk hårdt på ham, at det føltes som en enorm lettelse, da han blev enig med styrelsen om at stoppe samarbejdet. 

Hans videre søgen efter en plads på arbejdsmarkedet ledte ham til Nævnenes Hus i Viborg. Her gik det i første omgang udmærket, og Christian Schou var selv begyndt at tro på, at det fungerede.

I hvert fald indtil han blev flyttet til en anden afdeling. Her kunne han ikke længere tage udgangspunkt i nogle standardtekster som tidligere, men skulle i stedet skrive alle sine afgørelser fra bunden af.

Arbejdspladsen gjorde virkelig en indsats for at hive Christian Schous niveau op, og særligt hans leder forsøgte forgæves at forbedre hans skriftlige kompetencer.

‘Kan du se, hvad der er galt med den her sætning?’ spurgte hans chef ham en dag, mens han viste ham en sætning:

’Tømreren lå gulvet’, stod der.

Men det kunne Christian Schou ikke. Han kunne ikke se fejlen.

Efter et stykke tid måtte både arbejdspladsen og Christian Schou give op. Også her ophørte samarbejdet, og nu begyndte nederlagene at trykke de forkerte steder.

”Jeg begyndte at tænke: ’Er jeg en dårlig jurist?’” fortæller han

Christian Schou kunne ikke forstå, hvor der manglede en brik. Han vidste, at han ikke var dum. Så hvorfor fungerede han ikke på arbejdsmarkedet?

Testen

Hans faglige stolthed var helt nede at skrabe bunden, da han igen måtte gå på dagpenge, og Christian Schou var allerede gået i gang med at overveje alternative uddannelser, da en af hans venner forærede ham en åbenbaring:

”Har du overvejet, om du er ordblind?” spurgte vennen.

Det var først der, Christian Schou overvejede scenariet, som fik ham til at tage testen.

”For at være ordblind skal man have en score på under 82, og min var langt under,” fortæller Christian Schou.

Christian Schou er bogstavelig talt stæreblind, når det gælder stavning og ordsammensætning. Funktionelt ordblind, kalder han det selv.

Damen fra VUC i Viborg, som gav ham testresultatet, kiggede på ham med et blik, hvis udtryk lå i spændingsfeltet mellem forundret, chokeret og målløs.

”Hvordan i alverden er du nogensinde kommet igennem jurastudiet med den grad af ordblindhed?” spurgte hun ham. 

En tung byggesten

Solen skinnede, og fuglene sang den dag. Sådan husker Christian Schou det i hvert fald, for fra den dag var der meget, som gav bedre mening. Nu forstod han endelig, hvorfor der var et hjørne af hans bevidsthed, som bare ikke virkede.

”Det var, som om den ene byggeklods, som vejede så meget, og som jeg havde slæbt rundt på i 20 år – den var endelig væk,” siger Christian Schou.

Han er generelt sådan indrettet, at han handler på sine problemer, indtil de er løst. Derfor havde hans skriftlige faglighed også været årsag til stor frustration.

”Jeg kunne øve mig fra nu af og til dommedag – jeg ville stadig ikke kunne læse lige så godt som dem, der ikke er ordblinde,” fortæller han.

I dag har han fået nogle redskaber, han kan bruge, når han arbejder, som gør, at han faktisk staver mere korrekt end de fleste andre. Han arbejder fem timer om ugen hos Viborg Retshjælp, men leder stadig efter et fuldtidsjob som jurist.

Troen på sig selv har han vundet tilbage, men han arbejder stadig på selvtilliden, hvad angår det professionelle.

”Jeg har aldrig været lavere professionelt, end jeg er nu. Til gengæld har jeg aldrig været højere personligt.”

Christian Schou har været på dagpenge det sidste halve år og har stadig ikke fundet det job, der passer til ham.

”Jeg har altid været lidt anderledes. Jeg er speciel, og lige nu leder jeg efter en arbejdsplads, der vil give mig en chance for at vise mit værd,” fortæller han.

Og han har måske nok fundet ud af, hvad han ikke er god til. Men han har også fundet ud af, hvad han er god til.

”Jeg er god til at sætte mig ind i folks problemer og forstå, hvad der er en god løsning for lige netop dem,” fortæller han og understreger, at det ikke er en selvfølgelighed, når man arbejder med et fag som juraen, hvor der ofte er mere end én løsning.