Afstemning

19 belastende udtryk på jobbet – stem på det værste

12.9.2024

af

Animation, hvor pågående talebobler irriterer en person, som oplever, at en særligt insisterende talebobbel ormer sig hele vejen ind ad det ene øre og ud af det andet

Illustration: Sidsel Sørensen

Tak for at sende os de mange hundrede bud på, hvad der er de mest irriterende ord på jobbet. Nu kan du være med til at stemme om, hvilket af udtrykkene der skal kåres som det allermest utålelige.

I 2002 fik 5.000 ansatte hos BBC udleveret gule kort. Fra nu af skulle medieorganisationens medarbejdere række kortet i vejret og give en advarsel, når chefer og kolleger bremsede deres kreativitet.

”Cut the crap and make it happen” stod der på kortene, som skulle frisætte medarbejderne fra bureaukratisk træghed og dårlig ledelse.

Den samme energi har præget strømmen af forslag, vi har fået fra jer læsere, siden vi i august bad jer fortælle om de mest irriterende udtryk, I hører på jobbet.

Ja-hatten er røget på hylden

I løbet af halvanden uge fik vi næsten 400 forslag, og et af de gennemgående træk er frustration over sproglige benspænd – bevidst vage formuleringer, udslidte floskler, modeord med et uklart indhold – som gør det sværere at forstå og løse sine opgaver.

Opgaverne har det i øvrigt med selv at tale, pointerer flere læsere. ”Opgaven kalder på, at...” lyder en formulering, der går igen på flere kontorer – og på den måde slipper afsenderen jo behændigt for at stå ved, hvem der har bestemt, hvad opgaven går ud på, og hvordan den skal udføres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Den slags ansvarsfralæggende sprog kan godt give lyst til at svinge det gule kort – ja, måske endda det røde.

Og sammenligner vi forslagene fra jer læsere med dem, vi fik, da vi i 2022 kårede det værste ord, er der flere nyklassiske klichéer, der virker til at have fået det røde kort ude på kontorerne – eller i hvert fald ikke er lige så store kilder til frustration.

Måske er det slut med ”at tænke ud af boksen”, og måske er vi færdige med at kalde problemer for ”udfordringer”? Sammen med bl.a. ”ja-hatten” fylder de udtryk i hvert fald langt mindre i bunken af forslag.

Stemmeboksene er åbne

Det er der så til gengæld andre udtryk, der gør. Men kun ét af dem kan vinde årets kåring af det værste ord. Og det kan du hjælpe os med at udpege.

I boksen herunder finder du de 19 vendinger, som flest af jer har indstillet. Du kan stemme til og med d. 24. september.

Resultaterne – og en artikel om, hvad vi kan lære af dem – bringer vi i oktober.

OBS: Er du på mobilen, skal du ned i bunden af boksen og trykke på 'send min stemme', for at dit svar bliver talt med.

Kommentarer

Morten
20 dage siden
Jeg er forundret over, at "problem-solving" ikke er på listen.
Clara Buemann
20 dage siden
Jeg vil også gerne stemme på dem alle. Det afhænger også meget af den branche man befinder sig i, men jeg tænker at de fleste har hørt udtrykkende på et eller andet tidspunkt.