”Jeg fik navnet Mørkemanden”

Jeg kommer fra en slags klasseløst samfund. Der var ikke stor tradition for uddannelse i Thyborøn, hvor jeg voksede op. Der var ingen hierarkier. For hvis du kunne fiske, var det ligegyldigt, hvad dit ophav var. Og de var dygtige til at fiske i Thyborøn. Jeg har taget det med mig, at ingen er mere end andre.

Jeg kommer også fra et samfund, hvor Indre Mission og fundamentalistisk tankegang tidligere havde stået stærkt. Derfor var jeg ikke med på den, da min klassekammerat fra gymnasiet i Struer spurgte, om jeg ville være med til at starte en politisk ungdomsforening og foreslog DKU (Dansk Kommunistisk Ungdom, red.). ’Nå, men hvad så med DSU?’ spurgte han. Jo, det kunne vi godt, for deromkring lå min sympati, og jeg havde også en fætter, der var medlem og anbefalede det varmt. 

Det var sådan, jeg fandt ud af, at jeg skulle til Aarhus og læse. For når jeg tog rundt til kurser med DSU i weekenderne, mødte jeg nogle fantastiske og sjove mennesker, der læste statskundskab, økonomi og meget andet. Men de fleste læste statskundskab, og så det valgte jeg også, selv om jeg egentlig var rigtig god til matematik og fysik.

Jeg var syv år om at blive kandidat. Det kunne man dengang. Jeg var ikke så disciplineret på første del. Det gik sgu ikke så godt. Jeg havde travlt med så meget andet. Men så blev jeg far i en ung alder, og det disciplinerer, så fik jeg både et arbejde ved siden af og klarede mig superfint.

Hvis jeg skulle gøre noget om, var det at skrive speciale sammen med en anden. Jeg var et år om det. Jeg havde taget alle de fag, jeg kunne, med mundtlig eksamen. Så jeg havde ikke skrevet ret meget. Det var ikke sådan, at jeg fik et traume, men det var ensomt at skrive alene. Hvis jeg havde skrevet sammen med en anden, er jeg sikker på, at det ville være gået nemmere. Det er jo også den virkelighed, man kommer ud til, når man bliver kandidat – at arbejde sammen med nogen.

Efter min opfattelse får alt for mange lov til at gå gennem en universitetsuddannelse. Der er konsekvensen af alt for meget taxameterstyring i uddannelserne. Jeg har været censor på forvaltningsuddannelserne på både RUC og Aalborg Universitet. Der var de bedste godt nok gode, men de ringeste skulle aldrig være nået så langt.

Jeg blev skriverkarl for mine forbilleder, både Svend Auken, Mogens Lykketoft og senere Poul Nyrup. Jeg blev pludselig ringet op af min gamle lærer og vejleder Jacob Buksti (senere medlem af Folketinget for S, red.), der sagde: ”Du skal til København.” Og så blev jeg ansat i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg. Det var en rigtig sjov tid.

Man havde en lidt anden tilgang til alkohol på arbejdspladsen dengang. Vores lille sekretariat sad nede i stueetagen. På anden sal holdt Socialdemokratiets nyhedstjeneste til. Og der sad sekretærerne bag deres IBM-skrivemaskiner med en øl eller et glas vin inden for rækkevidde. Det var helt normalt, og de fleste håndterede det mærkværdigvis fint.

Jeg har lært, at hvis der er noget, der lyder forkert – så er sandsynligheden stor for, at det er noget forkert. I sådan en situation står jeg fast og er ret kold, i forhold til hvem jeg sidder overfor. Så jeg var stor i slaget, engang jeg kom tilbage fra et møde i Finansministeriet. Der var lige indgået et forlig om et eller andet, og der var noget i deres beregninger, der ikke stemte. Noget utraditionelt aftalte Poul Nyrup med finansministeren, at det måtte ’teknikerne’ afklare. Og med min lommeregner og almindelig sund fornuft fandt jeg en kæmpe fejl på 200 millioner, som jeg altså traskede over til Finansministeriet og snakkede med dem om. Og de måtte give mig ret.

Det var også sådan, jeg fik navnet Mørkemanden. I 2010 blev der vedtaget en dagpengereform, der bl.a. halverede dagpengeperioden. Regeringen påstod, at konsekvensen ville være, at højst 2.000-4.000 langtidsledige ville falde ud af dagpengesystemet. Det var helt på månen. Vi regnede os frem til, at der minimum ville ryge 30.000 ud det første år. Alle økonomer afviste det, og DA døbte os mørkemænd. Det endte med, at endnu flere røg ud.

Jeg var den første spindoktor. Det var Poul Nyrup, der efter regeringsskiftet i 1993 sagde til mig: ’Ved du hvad, jeg har fundet ud af, at du skal med Jytte Andersen over i Arbejdsministeriet som hendes særlige rådgiver.’ Jeg fik en halv time til at tænke over det. Og sagde ja. Og jeg fik lov til at tage en god kollega med. Så vi var to.

Jeg kan love dig for, at der blev set skeptisk på os. Jeg fik at vide, at min opgave var at støtte Jytte i politikudviklingen og i at få implementeret det, vi besluttede – altså på substansen. Vi snakkede også med journalister, men det var minimalt. Vi følte os ikke rigtig velkomne. For vi var jo i et hierarkisk system. Og så kommer der nogle ind fra højre, som kan bypasse – nogle, der ’spiller’ kloge. Vi havde et internt personaleblad, hvor de skrev, at vi lignede sådan nogle LO-funktionærer, der gik rundt. Men det endte med, at jeg fik et fremragende forhold til langt de fleste i huset. Og senere vendte jeg tilbage som ’rigtig’ embedsmand.

Jeg har en indgroet aversion mod projektmageri. Efter syv gode år i Beskæftigelsesministeriet fik jeg det job, jeg nok har været mindst glad for. I 2006 efter velfærdsforliget blev der afsat en pulje på tre milliarder, som skulle bruges på projekter til forbedring af trivsel, arbejdsmiljø og sygefravær. Jeg blev direktør for sekretariatet og tænkte, at det kunne være sjovt at være med til at få noget fornuft ud af alle de penge. Jeg har aldrig haft så mange venner i mit liv som dengang. Det var efter alle kunstens regler med faglige bedømmelsesudvalg, behandling af ansøgninger og evalueringer. Der blev sat en masse spændende ting i værk – men der blev ikke sat varige spor. Det var sgu lidt spild af penge.

Karrierebevidstheden er blevet alt for høj. Jeg har altid holdt fast i min faglige integritet. Langt de fleste embedsmænd, jeg støder på nu, er rigtig dygtige. Men de problematiserer ikke ting længere – de tør ikke, for de skal være så korrekte. Der er ikke ret mange Rasmus Modsat – nogen, der tør sige: ’Det der holder ikke en meter.’

Jeg græder, hver gang Djøfbladet kommer ind ad brevsprækken. For i Djøfbladet kan du jo læse, hvor helt forfærdeligt djøferne har det. Men det kom helt bag på mig, for jeg troede jo, at djøferne var nogle af dem, der har det nemmeste arbejdsliv med spændende opgaver og en høj livsløn. Men jeg græder med dem, for nu har de fået stress alle sammen – måske igen fordi bevidstheden om karrieren fylder for meget.

Jeg er mest ked af, at vi bruger så mange penge på administration og it i a-kasserne. At vi ikke er lykkedes med at få det gjort mere enkelt. Sidste år brugte a-kasserne 700 millioner kroner på it. Det gør vi, fordi der er så mange særregler og kombinationer af en masse kriterier i dagpengereglerne Oveni tager it-firmaerne sig temmelig godt betalt.
Det er blevet endnu mere kompliceret efter dagpengereformen i 2017. Politikerne tør ikke rigtig røre ved det. De lover, der skal regelforenkles, men der sker hele tiden det modsatte. Måske sparkes det snart til hjørne med endnu en eller anden mærkelig kommission. Ok – jeg gider ikke være en af de der sure gamle mænd fra ’The Muppet Show’ – men altså for dælen.

Jeg har gjort mit i det her system. Jeg stopper ikke i Danske A-kasser, fordi jeg ønsker at gå på pension. Men jeg har gjort mit. Nu vil jeg gerne lave noget, der udvikler og gør noget bedre. Det kan være alt muligt. Bestyrelsesposter, småjob eller konsulentarbejde. I mine tidligere job har der været mere brug for kreativitet og fremadrettethed. Hvorimod vi er meget reaktive i det system, jeg er i nu.
Her forsøger vi at slukke for noget i stedet for at sætte i gang – en eller anden tosset eller kompliceret ny regel, der kommer i forlængelse af et forlig eller noget, nogen har fundet på i en styrelse eller et ministerium. Vi nedkæmper de værste og har forhindret en masse forfærdelige ting og bureaukrati, men vi har fx ikke formået at stoppe, at dagpengeydelserne er blevet udhulet, eller at regelværket samlet er blevet mere og mere kompliceret. Hvis du vil have en fornemmelse af, hvad bureaukrati kan være, skal du prøve at læse artiklerne på vores hjemmeside.