Uffe har fyret sig selv som chef

Det gjorde nas, da Uffe Lyngaae, direktør og ejerleder i kommunikationsfirmaet Publico, havde en exit-samtale med en dygtig medarbejder. Medarbejderen, som han satte stor pris på, skiftede til et andet bureau.

”Uden at hun sagde det direkte, var der nogle elementer i de begrundelser, hun kom med, hvor jeg tænkte: 'Det peger sgu i din retning, Uffe.'”

Medarbejderen nævnte noget om fraværet af faglig sparring, feedback, anerkendelse og tydelighed.

Det fik Uffe Lyngaae til at reflektere over det billede, han havde bygget op af sig selv som leder. En what you see is what you get-leder, som han selv beskriver det. Altså sådan en leder, der ikke blander sig uden tydeligt at blive opfordret til det.

Og var det ikke det, dem omkring ham ville have?

Jo, måske for næsten flere årtier siden, hvor han overvejende var leder for journalister.

”Jo mindre de hørte fra mig, jo bedre. De efterspurgte så lidt indblanding som muligt og så lidt instruerende ledelse som overhovedet muligt. Og dem tror jeg faktisk, jeg var en god chef for. For jeg er ikke detailstyrende.”

Han fik i hvert fald en masse positiv feedback på den tilgang. Dengang.

”Mange syntes, det var en lettelse. Især hvis de kom fra andre arbejdspladser, hvor de havde nogle chefer eller måske især nogle ejerledere, der blandede sig i alle delopgaver. Som ikke syntes, tingene var gode nok, medmindre de var gjort præcist på den måde, de selv ville have gjort det på.”

Gammeldags ledelse

I virkeligheden har Uffe Lyngaae gennem de seneste mange år været chef for en del, der har andre ønsker om til den rolle, en leder skal spille, som han siger. Deres uddannelsesbaggrunde er nogle andre. De fleste har en eller anden form for kommunikations-baggrund, men der er også en enkelt statskundskaber imellem. Og så er de 25 år yngre, end han selv er.

”De har nogle helt andre ønsker om faglig og personlig udvikling, hvor man som leder skal spille en anden rolle for at imødekomme det, de efterspørger – både i forhold til opgaverne, til sparring og feedback. De ønsker proaktiv anerkendelse og tydelighed – og i mange tilfælde nok også en tæt og personlig relation til deres leder.”

Egentlig vidste han det jo godt. For nogle af de ting, han hørte i exit-samtalen, var jo de samme, som andre gentagne gange havde efterspurgt til MUS-samtaler og på ledelsesmøder.

”Jeg kan høre mig selv sidde og sige: 'Jamen, det skal jeg nok også blive bedre til at levere på det kommende år.' Uden at jeg rent faktisk gjorde ret meget for at ændre min hverdagsadfærd.”

Hvorfor ikke?

”Jeg tror, at alle, der er kommet til mig, fordi de haft brug for min opbakning og for sparring, har oplevet, at de har fået den. Men dybest set har jeg nok ikke været interesseret og engageret nok i personaleledelse.”

Det er måske lidt sort-hvidt sat op, for som han siger, har han aldrig fået at vide, at han er en dårlig leder.

”Jeg er måske en middelmådig personaleleder. Jeg tænker ikke, det er en kerneopgave, jeg hver uge skal prioritere tid til. Jeg har tænkt, at det var at lede bureauet og skaffe kunder.”

Det er bare ikke godt nok.

”Langt oppe i vores strategi står der, at vi vil være det fede sted i Jylland for dygtige, ambitiøse kommunikatører i alle livsfaser. Jeg er ærekær og forfængelig i forhold til, at vi skal være en god arbejdsplads. Og på en god arbejdsplads skal man altså opleve god ledelse.”

Og det er der helt klart nogle, der er bedre til, end han selv er, har Uffe Lyngaae altså nu erkendt.

”Det har nok taget mig lidt for lang tid af få justeret billedet af mig selv som en god personaleleder. Men når jeg observerer adfærden hos nogle af kollegerne i mit ledelsesteam, kan jeg se, at de er meget bedre til det, end jeg er.”

De kan sådan noget med at sende opmuntrende sms’er klokken syv om morgenen til kollegaer, der skal ud på en opgave, fortæller han.

Han har nu overladt personaleledelsen til to kollegaer.

”Min hverdag kommer jo nok ikke til at ændre sig særlig meget, men nu behøver jeg ikke at have dårlig samvittighed længere.”

Uffe Lyngaae er dog stadig leder for de tre øvrige medlemmer i ledelsesteamet. De har alle været der i mange år, så han er overbevist om, at de nok skal komme og ruske i ham, hvis de har behov for det.

Og det er ikke sådan, at han bare har kastet alt fra sig.

Ren kærlighed

”Jeg skal stadig have alle vores medarbejderes ryg og være tilgængelig. Men det er jo blevet klart for mig, at det ikke nødvendigvis er mig personligt, der kan levere det, som vores dygtige medarbejdere efterspørger.”

Uffe Lyngaae har skrevet et opslag på LinkedIn, hvor han fortæller om sin beslutning om at trække sig som personaleleder. Og han er blevet mødt af en sand ’love storm’.

”Andre gange når jeg har skrevet noget, der har haft lidt viralitet over sig, har der som regel altid være nogle, som har haft ondt i røven over et eller andet. Men ikke denne gang. Det er gået amok i kærlighed.”

Faktisk overraskende – men så måske ikke alligevel.

”Man drømmer jo om at blive kendt for de ting, man er god til frem for sin uformåen. Men jeg tror måske, at det med at jeg tør blotte mig lidt, ender med, at jeg så alligevel bliver helten. Jeg tror, ærlighed giver medvind.”

Uffe Lyngaae mener, at han nok har et vist talent for ydmyghed.

”Og det er måske lidt særligt i kategorien af midaldrende mænd, der er vant til at bestemme. Men jeg er faktisk middelmådig. Hvis der er ét talent, jeg dog har haft gennem alle årene, er det, at jeg er realistisk i forhold til mine egne evner.”

Der er også en række kommentarer fra ledere blandt de mange, der har kommenteret hans opslag på LinkedIn i positive vendinger.

Tror du, din beslutning får andre personaleledere til at træffe en lignende beslutning?

”Det har jeg svært ved at se for mig – at nogen på baggrund af mine personlige beskrivelse, vil ændre noget hos sig selv. Jeg vil også være meget forsigtig med at give andre råd, for jeg er jo kun ekspert, når det gælder min egen udvikling.”