Out of office
15.8.2024
af
Matilde Sigersted
Illustration: NikWB/Shutterstock
Når vi skriver sikre, men kedelige ”jeg er ikke på kontoret”-mailsvar, misser vi en oplagt mulighed for at vise personlighed og bygge relationer. Få inspiration fra nogle af vinderne ved DM i autosvar.
”Kære kollega, i uge 29 og 30 skal jeg grine og nyde, spise jordbær med fløde. Jeg er på ferie, hvor fetaen gror, og hvor ouzoen bor. Jeg vil næppe forstyrres, så hvis du ikke kan vente, må du i stedet kontakte Bente.”
Eller:
”Jeg er ude af kontoret i uge 29 og 30. Kontakt venligst Bente, hvis henvendelsen haster.”
Hen over sommeren er der landet ferie-autosvar i indbakkerne hos rigtig mange af os, og de fleste af dem har nok mest lignet det sidste af eksemplerne herover.
For når vi sætter os til tasterne for at kreere en out-of-office-mail – der fluks kan ryge retur til alle, der måtte true feriens bekymringsfrie ro og tror, at de kan hive os op af solsengen – ender vi som regel med at skrive en kort, men også kedelig besked.
Men på den måde går vi glip af en helt oplagt chance.
Ledige stillinger
Spørger man karrierekonsulent i Djøf Thorleif Gotved, skal vi ikke være bange for at være kreative og vise personlighed i vores out-of-office-mails. I hvert fald når det gælder autosvaret til kollegerne.
”Automailen er en oplagt mulighed for at vise dine kolleger, hvem du også er, når du ikke arbejder ved fx at fortælle noget om, hvor du skal hen, eller hvis du har en særlig hobby. Det kan være en form for networking,” siger Thorleif Gotved.
Han understreger, at det er en anden snak, når der er tale om en ekstern automail til fx kunder. Alt efter konteksten kan der her være et større behov for formalitet.
I den interne mail kan der godt være plads til humor, mener Thorleif Gotved. Men her skal man også passe på. Humor kan hurtigt misforstås, når den formidles på skrift.
I Thorleif Gotveds egen indbakke er det iværksætterne, der er de mest modige, fortæller han.
”De skal ikke tage hensyn til eventuelle kodekser fra organisationer eller lignende. De er lidt mere frie, så de tør mere,” fortæller han.
”Når vi får en mail, er det ligesom en fysisk samtale. Det er altid lettere, hvis du bliver mødt af personen over for dig med et smil.”
Det fortæller Arlette Bentzen, ejer af Arbejdsglæde Nu. Hun mener også, at personlighed og kreativitet er vigtig i en out-of-office-mail.
Hvis du giver lidt af dig selv i mailen, lærer vi hinanden bedre at kende. Det er relationsskabende og fremmer arbejdsglæden, uanset om der er tale om en kunde, kollega eller en leder, fortæller hun.
”Det handler om at få skabt en kontakt til mennesket i den anden ende, så de får lyst til at vende tilbage, og så de kan glæde sig over, at du er på ferie,” siger hun.
For en årrække siden startede Arbejdsglæde Nu det, de kalder ’DM i Out Of Office Reply’, for at sætte fokus på automailen. Her blev danskerne opfordret til at sende deres mest kreative automail.
Nu er der formentlig noget tid, til at du igen skal på ferie – men når du skal det, kan du hente inspiration til dit autosvar fra nogle af de forslag, som Arlette Bentzen har fået.
Hej.
Jeg er holdt op med at læse mails…
Indtil d. 28. juni vil jeg kun læse de spanske menukort, “Sofies verden”, “Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” og godnathistorier for børnene. Jeg holder nemlig sommerferie.
I mit fravær er det Susanne Xxxxx, der holder skansen. Hun kan kontaktes på susanne.xxxxxxx@xxxx.dk eller telefon xxxx xxxx.
Og hvis der virkelig -VIRKELIG- er noget, jeg skal forstyrres med i min ferie, kan Susanne kontakte mig på den hemmelige linje, som kun hun, NSA og Se & Hør kender til.
Indtil du hører fra mig igen, så ha’ en rigtig god sommer
De bedste sommerhilsner
Bjarne
Tak for din mail.
Æ æ å vej til Paris å æ cykel. Æ æ nok tebach igen den føst august. Æ løs kun mails ind imel. Hvis dær æ naue der haste så send en SMS te æ cykel xxxxxxxx. Så ringe æ tebach hvis æ ha luft.
Med venlig hilsen
Hans
Tak for din mail.
Jeg ligger højst sandsynligt i et telt et eller andet sted i Rocky Mountains, med ømme fødder omringet af bjørne. Jep! – du har gættet rigtigt – jeg er på ferie og denne gang er turen gået til Canada. Her står den på en masse naturoplevelser, trekking, men også afslapning. Alt afhængigt af om bjørnene ser mig som en godbid, vender jeg tilbage rig på oplevelser mandag den XX.X. Jeg kan derfor ikke svare på din e-mail før da.
Husk, at XXXX er en eminent virksomhed med en masse fantastiske medarbejdere. Hvorfor spørger du? Fordi det betyder, at du kan komme i kontakt med mine flotte og alligevel intelligente kollegaer. Så har du brug for hjælp lige nu, så kontakt venligst XXXX eller ring til XXXX på XXXX og bliv viderestillet til regnskabsafdelingen.
Rigtig god sommer,
XXXX
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER