Sådan fik Madina sit speciale ind på Christiansborg

På bordet ligger 15 papirer med bagsiden opad. Ét papir pr. rådsmedlem. Madina Marwa Shafiqi har fordelt dem, før mødet i Det Nationale Integrationsråd (DNIR) startede, med beskeden om, at rådsmedlemmerne først må vende siden om, når hun beder dem om det.

Da det første rådsmedlem bliver bedt om at læse citatet på papiret op, spreder en stille, næsten andægtig stemning sig i rummet. På forsiden af de 15 papirer gemmer der sig uddrag af udtalelser fra 12 unge statsborgerskabsansøgere, som Madina har interviewet til sit speciale om administrative byrder i indfødsretsprocessen.

”Når man hører eller læser om en problemstilling, kan man godt forholde sig til det, men man kan ikke sætte sig i vedkommendes sted. Her havde jeg brug for, at alle, der sad rundt om bordet, kunne mærke historierne på egen krop ved at læse de unge menneskers ord op og få det igennem deres eget system,” fortæller hun.

Specialet skrev hun på en interesse, der ikke kun var politisk, men også personligt motiveret. Ligesom de 12 interviewpersoner mener hun, at indfødsretsprocessen er uigennemskueligt og uhensigtsmæssigt indrettet. Og for Madina var det afgørende, at det speciale, hun havde arbejdet på i et halvt år, kom ud at gøre en forskel i den virkelige verden – noget, hun mener, at alt for få specialer i dag gør.

Væk fra sikker grund

På universiteterne landet over bliver der årligt produceret 26.000 specialer. Opgaver, der er kulminationen på mindst 17 års skolegang og resultatet af et halvt års mere eller mindre målrettet arbejde. Men på trods af de mange kræfter og timer, et speciale på 70-80 sider kræver, er det ofte kun censor og vejleder, der ender med at læse opgaven. Det er en skam, mener Madina, der er uddannet cand.scient.pol. ved Københavns Universitet og i dag arbejder som Contract Manager hos Trafikselskabet Movia.

”Når vi skal leve af at være et videnssamfund, synes jeg næsten, det er absurd, at vi ikke gør mere for at kanalisere den viden, der bliver produceret hver evigt eneste år, ud i virkeligheden, hvor den kan gøre en forskel,” siger hun.

Før Madina Marwa Shafiqi gik i gang med specialeskrivningen, havde hun dog et mere simpelt mål med opgaven: Nemlig at lande en god karakter. Det mål vidste hun, at hun kunne opfylde ved at skrive sit speciale inden for et emne, hun var komfortabel i, og sætte det ind i en teoretisk ramme. Hun var dog ikke kommet langt i processen, før det gik op for hende, at den taktik ville dræbe hendes motivation.

”Uanset hvad man skriver, kommer man til at nære en dyb foragt for det, man skriver om – fordi man kommer til at bruge så uanet mange timer på det og granske hver evig eneste ord nøje,” slår hun fast.

Det lyder måske ikke så opmuntrende, men for Madina Marwa Shafiqi var det en motivation for at vælge et emne, der oprigtigt optog hende – ikke mindst fordi det var et emne, der har fyldt i hendes eget liv.

Virkelige systemer – virkelige mennesker

På sin kandidat tog Madina en specialisering i organisation og ledelse, og det var her, hun for alvor fik indblik i, hvordan hendes teoretiske ballast kunne anvendes i den virkelige verden, påvirke virkelige systemer – og virkelige mennesker.

Selv mærkede hun, hvordan netop virkelighedens offentlige systemer påvirkede hende, da hun i 2015 ansøgte om statsborgerskab. Med Madina Marwa Shafiqis egne ord var det ”ikke en gennemskuelig proces – mildt sagt.”

”Jeg havde de bedste kort på hånden i forhold til at begå mig i det her statsborgerskabssystem, både hvad angår lovgivning, politik og at gennemskue betingelserne, og hvad der er påkrævet af mig. Men jeg gik stadig og var ængstelig i de to år, det tog mig at få mit statsborgerskab.”

Derfor besluttede hun sig for at undersøge, hvordan yngre efterkommere – som hende selv – oplever administrative byrder i statsborgerskabsprocessen. Og Madinas interviews viste klart, at hendes egen oplevelse ikke var unik. Selvom interviewpersonerne havde vidt forskellig etnisk og social baggrund, havde de alle fundet ansøgningsprocessen uigennemskuelig og fremmedgørende.

”Interviewpersonerne sagde direkte til mig: ‘Vi deltager, fordi vi håber på, at de resultater, du kommer frem til, kan gøre en forskel.’ Det gjorde, at jeg skulle tage mig ekstra-meget sammen,” siger hun og tilføjer:

”Det lyder måske pladderromantisk, men jeg følte virkelig, at jeg var nødt til at bruge den viden, de havde givet mig, til at gøre noget. Statskundskabsuddannelsen giver os jo også evner til at kunne lave politisk interessevaretagelse, så undervejs i processen begyndte jeg at tænke i, hvilke kanaler jeg skulle igennem, for at mine fund kunne gøre en forskel og bruges.”

Det første, Madina Marwa Shafiqi gjorde, var derfor at række ud til en kontakt, der var blevet ansat hos Institut for Menneskerettigheder. I kraft af sin rolle som næstforperson i Køges Integrationsråd blev Madina, af repræsentanter for landets kommunale integrationsråd, valgt ind i DNIR: Et rådgivende organ, som opererer under udlændinge- og integrationsministeren og har til opgave at informere om og nuancere integrationsdebatten i Danmark.

Og der var ikke gået mange måneder i rådet, før hun bragte spørgsmålet om indfødsretsprocessen på banen – et spørgsmål, der har ledt hende og hendes arbejdsgruppe til en række anbefalinger, der skal i behandling hos integrations- og udlændingeministeren.

Undgå gratis arbejde

Ifølge Madina Marwa Shafiqi er der intet, der taler imod at etablere et samarbejde, der rækker ud over universitetsmurene, når man skal skrive sit speciale. Men hvor skal man starte, hvis man gerne vil give sit speciale liv i den virkelige verden?

Ifølge chefkonsulent for specialestuderende på CBS Vibeke Ankersborg skal man i første omgang gøre sig klart, hvad man som studerende har lært på sit fag, der kunne være relevant for praksis – og hvem der så kunne have interesse i et samarbejde. Samtidig er det en fordel at have gjort sig overvejelser om, hvad éns opgave vil kræve metodisk og empirisk.

”Når jeg snakker med virksomheder, siger de nogle gange, at de egentlig gerne vil have specialestuderende, men den slags empiri, som de studerende spørger til, har de simpelthen ikke i virksomheden. Og den slags ting er det ret vigtigt at få afklaret i starten,” påpeger hun.

Ifølge Vibeke Ankersborg er dansk erhvervsliv dog ofte positivt stemt over for at lade specialestuderende komme med ind i maskinrummet. Det skyldes ikke kun noget så altruistisk som samfundsansvar, men også employer branding: ”Er der en fremtidig medarbejder i den her specialestuderende?”

Og så er det, især for mindre organisationer, af ganske stor værdi at kunne gøre brug af en studerendes gratis input gennem et halvt års specialeforløb.

Dog er er det ifølge chefkonsulenten også vigtigt at huske, at specialet er en akademisk opgave, der kræver analytisk distance – og det er vigtigt at fastholde over for organisationen, man samarbejder med:

”Man skal have gjort sig helt klart, at man skriver med og ikke for en organisation. Det må aldrig kamme over og blive en konsulentrapport, og man må heller aldrig sige ja til at løse en konkret opgave for en virksomhed, for man er jo ikke gratis studentermedhjælp. Det bliver nødt til at være på forskningens præmisser,” betoner Vibeke Ankersborg.

En win-win-situation

Madina Marwa Shafiqi er ikke i tvivl om, at hendes speciales konklusioner har været en afgørende erfaring at trække på i hendes arbejde i DNIR.

”Er der noget, jeg ved på baggrund af fem års studier, er det, at viden skal bygge på repræsentation og repræsentativitet for at være gyldigt. Uden specialet var jeg ikke nået hertil, og jeg havde heller ikke nødvendigvis taget indfødsretsprocessen op som en problemstilling, rådet skulle forholde sig til.”

Dog ærgrer hun sig i dag over, at hun ikke kendte til muligheden for et organisationssamarbejde, da hun skulle i gang med at skrive sit speciale.

”Det var ikke en mulighed, der blev præsenteret for mig, og jeg kan godt ærgre mig lidt over, at vi på universitetet bliver uddannet til ’mini-forskere’, når så få ender med et arbejde i forskningsverdenen. I mine øjne er det en win-win-situation for både universitetet, de studerende og erhvervslivet at skrive sit speciale i samarbejde med en relevant partner.”