Danmark er amatører i EU

Det har i årtier været et alment kendt faktum, at Danmark langtfra er europamester i at hente penge fra EU. Når det gælder om at få del i de mange store fonde, som EU deler ud af, har Danmark et betydeligt uopfyldt potentiale. Det vidste jeg godt, da jeg startede i mit nuværende job i staten.

Alligevel overraskede det mig, at noget tilsvarende gør sig gældende, når det gælder den politiske interessevaretagelse og påvirkning af EU’s lovgivningsarbejde. Dette er en central del af regeringens arbejde, som langt hen ad vejen varetages af embedsmænd som mig selv. Nogle ministerier og styrelser er dygtigere end andre, men samlet set er vi slet ikke gode nok. Og dermed går Danmark glip af meget indflydelse og mange penge.

Man kan pege på adskillige grunde til, at det forholder sig sådan. Men under de fleste af dem ligger den samme grundlæggende årsag: Danmarks ambivalente forhold til EU.

EU er af danske politikere og borgere altid blevet betragtet med skepsis. Som et nødvendigt og lukrativt samarbejde, javel. Men også som en trussel mod vores nationale suverænitet og identitet.

Nede i Bruxelles

Som lille land med århundreders nationale traumer med at blive trynet af store lande er det måske ikke mærkeligt, at vi har det sådan. Men det er med til at skabe en masse uheldige barrierer for indflydelse, at vi anser EU som noget, der bør holdes ud i strakt arm.

I Danmark er EU noget, der foregår nede i Bruxelles. Det er udlandsstof i aviserne. Vi er som udgangspunkt imod mere af det. Og i det omfang EU anses som nyttigt, har vi et transaktionelt syn på sagen: Vi giver noget, og så skal vi have noget igen. Det er et nulsumsspil.

Det er næppe realistisk at ændre danskernes syn på EU inden for en overskuelig fremtid. Men som embedsstand og regering er der masser af andre ting, vi kan gøre for at afmontere de afledte negative konsekvenser af vores nationale skepsis.

1) Flere danskere i Bruxelles

Én konsekvens er, at vi er underrepræsenterede i EU’s embedsapparat. Der sidder forholdsvis få danskere i Bruxelles, og det er i sig selv et problem. Danske EU-embedsmænd er genveje til indflydelse og information. Især hvis man forstår at bruge dem, hvilket vi desværre heller ikke er specielt gode til.

En årsag til de få danskere i EU er, at et job i Bruxelles ikke er særlig attraktivt sammenlignet med en dansk embedsmandsstilling. Lønnen er én ting, men også karrieremæssigt er det ikke nødvendigvis en fordel for danskere at tage nogle år til Bruxelles og dygtiggøre sig.

I andre EU-lande er det omvendt. Nogle steder kan man slet ikke blive chef uden at have haft en tid i EU. Dette er måske for langt at gå, men vi kunne da godt beslutte at lade erfaring fra EU veje betydeligt tungere, når vi rekrutterer og udnævner embedsmænd på højt niveau.

2) Flere rejser

Rejser til andre lande bliver ofte betragtet som lidt af en luksus for danske embedsmænd, så vi bliver hjemme og deltager på Teams. Men selvom man kan klare meget online, er der også mange ting, man ikke kan. Som fx at skabe de personlige relationer og den tillid, man har brug for, hvis man vil påvirke den næste forordning eller bare høre om den på forhånd.

Vi må holde op med at betragte den slags tjenesterejser som en slags fryns. Det er hårdt og vigtigt arbejde.

3) Drop etiketten

En anden barriere er, at vi ofte går til EU-arbejdet med alt for stor høflighed. Danmark har en stærk forvaltningskultur, hvor vi går meget op i ansvarsfordeling, beslutningskompetence, ressortområder og hierarkier. Og den kultur udlever vi i endnu højere grad, når vi kommer til Bruxelles. Måske af frygt for at overtræde en forestilling om en særlig diplomatisk etikette eller af frygt for at sætte Danmark i et dårligt lys.

Vi er som danske embedsmænd vant til at blive bedømt på vores fejl, ikke på vores resultater. Så vi holder igen, handler ikke uden et klart mandat, vi går ad de officielle kanaler, og vi afventer andres beslutninger. Problemet er, at sådan agerer de andre ikke. EU er i langt højere grad et sted for korridorsnak, studehandler og uformelle kaffemøder. Når vi holder os tilbage, rager de andre kagerne til sig.

Løsningen er svær, men kunne man forestille sig ikke bare et mandat, men en pligt for danske embedsmænd til altid at arbejde for danske interesser, også selvom man er ude ved grænsen eller bare i tvivl om regeringens tilgang til et område?

4) Tænk EU ind i alt

I mange ministerier og styrelser er EU-arbejdet isoleret i et internationalt kontor eller tilsvarende. Det svarer bare slet ikke til virkeligheden, hvor store dele af den lovgivning, vi alle arbejder med eller er påvirket af, har med EU at gøre. Man kunne derfor med fordel vende vrangen ud på denne type organisering. EU er ikke udlandsstof. Det er alt stof. Alle embedsmænd bør følge med, dygtiggøre sig og forholde sig til EU-stoffet.

5) En politisk beslutning

Som nævnt er det ikke alle embedsmænd og alle myndigheder, der er amatører til det her. Men mange er, og de fleste kan blive dygtigere. Det kræver dog politisk handling, for ellers flytter vores dygtige – men ofte også lidt tunge – embedsmandssystem sig næppe. Et krav fra vores regering om forandring – fx i form af de ovenstående tiltag – er derfor nødvendigt, hvis Danmark skal have mere ud af sit EU-medlemskab.

I sidste ende kunne bedre resultater i EU jo også føre til, at EU blev lidt mindre upopulært i den brede befolkning?

Povl Gad er specialkonsulent i staten.