Hvad sorg, stormvejr og en fyreseddel lærte Camilla om at være leder

Camilla Nowak Kirkedal mistede sin mand, og kort efter fik hun et topjob midt i et politisk stormvejr. Og så blev hun fyret. Alt sammen inden for tre år.

Det har været med til at forme hende som leder. For hun har lært noget om at insistere på at være en god leder. En leder, der altid står op for sine egne ledere. Står foran dem – også når de begår fejl. Hun begår jo også selv fejl, som hun siger.

I dag er hun kommunaldirektør i Næstved Kommune.

”I stedet for mistillid vil jeg gerne vise tillid. Turde vise min egen sårbarhed – sige, at det her kan jeg altså ikke finde ud af. Eller: 'Hjælp, jeg er i tvivl. Det her må vi løse sammen.'”

Hun er til gengæld ikke i tvivl om, hvad der virker bedst, når det gælder trivsel og resultater. 

Hun lærte af dårlig ledelse

Camilla Nowak Kirkedal kan mærke det, siger hun. Mærke, når en ansat eller en kollega ikke trives.

Det er ikke lang tid siden, at hun ude ved kaffemaskinen mødte en medarbejder, der var lidt kort for hovedet og ikke helt havde overblik længere. Hun lagde to og to sammen og erkendte:

”Jeg har læsset for mange opgaver over på dig. Nu stopper du med dét. Og med dét. Og så holder du fri om fredagen de næste måneder.”

Den opmærksomhed savnede Camilla Nowak Kirkedal selv i begyndelsen af sit arbejdsliv, fortæller hun.

”Så jeg er opmærksom, når vi får nye unge mennesker ind. Jeg forsøger at sikre mig, at de trives. At de ikke sidder alene med en opgave, som de føler, de ikke kan løfte. Der er jo ikke noget værre, for de vil jo så gerne præstere.”

Hun lærte af at få ’tæsk’

Camilla Nowak Kirkedal har prøvet lidt af hvert. Hun har selv haft ledere, der har stået op for hende – men også ledere, der ikke gjorde. En leder, der sendte hende i ilden i stedet for selv at tage tæskene. Hun har haft ”blinde og døve ledere, der tror, de ved bedst.”

Hun har prøvet at blive ledet på en meget hierarkisk måde. I en nulfejlskultur med et hav af røde streger i de notater, hun fik retur.

Det gjorde hende usikker – utryg og bange for at begå fejl. Men den form for ledelse er bare ”so yesterday”, som hun siger.

”Det hjælper ikke noget med de røde streger. Det lærer man jo ikke noget af. Det er ikke den måde, min generation og heller ikke den nye generation ønsker at blive ledet på.”

Hendes egen måde at give feedback på er at sætte sig ned og fx sige: 'Du har løst den her opgave rigtig godt. Men jeg tænker, at det kunne være vigtigt også at få det her perspektiv med.'

Allerøverst på sin LinkedIn-profil beskriver Camilla Nowak Kirkedal da også sig selv som en nærværende og tydelig personaleleder med høje trivselsresultater i de afdelinger, hun har ledt.

Det tør hun godt stå på mål for. Hun er ikke nervøs for, at der efter denne artikel er sure medarbejdere og ledere, der melder sig på banen.

Camilla Nowak Kirkedal er leder for ledere. Det har hun næsten altid været. Hun har fået ledererfaring i raketfart og fik sit første lederjob tre år efter, hun blev kandidat i statskundskab.

Hun forventer ikke at få tæsk for sin ledelsesstil. Men hun har fået tæsk som leder. I Fredericia.

Midt i stormvejret

Camilla Nowak Kirkedal er 42 år. Hun blev kommunaldirektør, da hun var 38. Og hun er faktisk kommunaldirektør for anden gang. Danmarks yngste kommunaldirektør.

For cirka et år siden var hun kommunaldirektør i Fredericia. Hun satte sig i den varme stol som den fjerde kommunaldirektør inden for otte år – og endte med at blive fyret ligesom sine forgængere.

Hun kom fra et job som koncerndirektør for Børn, Unge og Kultur og blev konstitueret kommunaldirektør, da den daværende kommunaldirektør røg. Siden fik hun jobbet.

Kun fire måneder tidligere ramte en personlig tragedie.

Det var en tirsdag formiddag den 29. september 2020. Camilla Nowak Kirkedal var på arbejde og blev ringet op af politiet, der fortalte, at der var sket noget alvorligt. At hun skulle komme hjem. De ville ikke sige, hvad der var sket.

”Min fornemmelse var, at det var et af de fire mennesker, der betød mest for mig, der var død. Jeg tænkte så, om det var et af mine tre børn. Og jeg kan huske, at jeg på vej ned af trappen råber: 'Hvem af mine børn er død?'”

Det var hendes mand, der havde mistet livet i en trafikulykke.

Resten fortaber sig i tåger, fortæller hun. Og hun kan kun huske bisættelsen i glimt. Men hun husker, at der var utroligt mange mennesker, selv om det var i corona-tiden.

Hendes forældre flyttede ind i fire måneder. Hun vendte selv tilbage til arbejdet efter fem-seks uger. For at få lidt ’almindelig’ hverdag igen. Det fik hun dog ikke i særlig lang tid.

I december 2020 væltede det hele, som hun siger. Borgmester Jacob Bjerregaard (S) stoppede før tid midt i en mediestorm om inhabilitet, kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe blev bortvist (senere blev bortvisningen kendt uberettiget ved en voldgift, red.). Og flere andre stoppede også.

Camilla Nowak Kirkedal blev konstitueret som kommunaldirektør. Hun sagde ja, men det var svært.

”Jeg havde jo haft en chef, jeg var rigtig glad for, og som hjalp mig gennem en svær tid, da min mand pludselig døde. Og så kom den her sag.”

Byrådet besluttede, at der skulle en advokatundersøgelse til. Da konklusionerne skulle præsenteres, stod Camilla Nowak Kirkedal foran en hob af pressefolk. Der følte hun sig alene. Følte sig skudt på.

”Jeg sagde til mig selv, at det er kommunaldirektøren, der står her for sin organisation. Det er ikke Camilla. Det er den professionelle – det er nu engang min rolle at stå her i dag.”

Men det var bestemt ikke højdepunktet i hendes karriere, siger hun.

”Det slider, når der står en sendevogn på Rådhuspladsen. Og når du bliver kimet ned af journalister, der sætter spørgsmålstegn ved dine eller byrådets beslutninger, mens du samtidig ved, at du har gjort dit bedste for at handle rigtigt.”

Der tog hun én for holdet, som hun siger.

To år senere røg Camilla Nowak Kirkedal pludselig ud af holdet.

Ikke dvæle ved det dårlige

Hun havde ikke set fyringen komme. Borgmesteren og hun havde en god relation – det har de stadig, siger hun.

”Det skete på en ordentlig måde.”

Men hun er stadig ikke helt sikker på, hvorfor hun blev fyret – den officielle forklaring var økonomien på det specialiserede børneområde.

”Fuck, jeg blev ked af det. Det var så hårdt. Jeg syntes, at jeg havde givet alt. Og jeg syntes også, jeg havde en direktion og chefgruppe, jeg trivedes rigtig godt med.”

Hun gik ned på sit kontor. Kiggede lidt rundt. Og så kørte hun hjem, for hendes kolleger vidste ikke noget endnu.

”Og jeg kunne ikke jo ikke skjule det, for som menneske er jeg ret transparent. Man kan se, hvordan jeg har det.”

Hun understreger, at hun stadig har et godt forhold til den nu tidligere borgmester og til sine tidligere lederkolleger. Men hun kom videre – og det gik stærkt.

To en halv måned senere havde hun fået posten som kommunaldirektør i Næstved. Hun siger, at hun har en hukommelse, der sletter det meste af det, der går skidt. At hun kommer videre.

”Der er mange ting, jeg ikke kan huske. Har valgt ikke at huske.”

Det minder om dengang, hun spillede håndbold, siger hun.

”Jeg dvælede ikke over en tabt kamp for længe. For vi skulle jo ud at vinde den næste kamp. Jeg tænker over det med min mand. Det berører mig stadig dybt. Men jeg dvæler ikke ved Fredericia-tiden.”

En fyring er ikke et stempel

Men hvad pokker fik hende til at søge endnu en kommunaldirektørstilling?

”Jeg overvejede et kort sekund. Men det var et meget kort sekund. Den periode i Fredericia var nok ikke de bedste arbejdsår i mit liv. Men jeg har altid haft en drøm om at have anførerbindet på i en kommunal organisation – det er det allermest meningsfulde arbejde. Overhovedet.”

Om sit nye job siger hun:

”Det er simpelthen det fineste job, jeg har haft.”

Også selv om det sjældent er ligeud ad landevejen – heller ikke i Næstved.

Det er ikke lang tid siden, et enigt byråd valgte at sige farvel til et direktionsmedlem, nemlig direktøren for børne- og uddannelsesområdet.

Det betød, at Camilla Nowak pludselig fik en bunke nye opgaver på bordet.

”Det har været vigtigt for mig at skærme chefer, ledere og medarbejdere i en situation med store økonomiske udfordringer.”

Men det er nu engang sådan, at økonomien har et stort fokus. Landets kommuner – også Næstved – har skullet spare millioner på administration.

Men det skal ikke gå ud over medarbejdernes trivsel, siger Camilla Nowak Kirkedal.

”Vi kan ikke bede medarbejderne løbe længere på literen. Den tid er forbi. Så når der er besparelser, skal vi pinedød tale om, hvad vi ikke længere skal. Og her må direktionen og jeg som topchef stå forrest.”

Selv om Camilla Nowak Kirkedal har glemt eller parkeret en del, har tiden i Fredericia også ført godt med sig.

”Jeg var nervøs for, om jeg kunne komme videre, men jeg lærte, at andre ikke stempler én.”

Ikke hænge sig i småting

Erfaringerne fra Fredericia har også lært hende noget andet – ikke at hænge sig i småting. Det giver hun videre til sine medarbejdere, når et eller andet spidser til.

”’Rolig nu. Vi klarer den. Ikke noget drama.’ Når du har været i så højspændte situationer, er du bedre til at nedskalere.”

Men når noget bliver så kritisk, at der kommer fokus på det udefra, sker der noget med hende. Hun går i alarmberedskab. Og det mærker hendes kolleger en sjælden gang, fortæller hun.

”For nylig var der en sag, hvor jeg gik i gang med at forberede mig på en krise. Der fornemmede jeg, at nogle af mine kolleger tænkte: ‘Ro på. Er det ikke lidt overdrevet med kommunikationsplaner og kriseberedskab?’”

Det er billedet af hende selv stående foran en hob af pressefolk, der dukker op, når sådan noget sker.

”Men det skal jeg lære at lægge fra mig ligesom alt det andet – eller i hvert fald ikke reagere så stærkt på.”

Alle kommuner får jo en kritisk sag på et tidspunkt, som hun siger.

”Derfor bruger jeg enormt meget tid at italesætte over for mine ledere, at vi Ikke har en nulfejlskultur. Ikke noget, der ligner. At det nogle gange er bedre at få tilgivelse end tilladelse. Jeg siger til dem, at de kan forvente af mig, at jeg bakker dem op i forhold til det politiske og i forhold til kollegerne.”

Hun vedkender sig det med magten – at en leder skal være den, der sætter retningen.

Men man bliver altså ikke klogere, jo højere man bliver skubbet op i en organisation, som hun siger.

Hun lærte af tragedien

Man bliver altid en bedre leder ved at blive vist tillid, siger hun. Og lige så vel som hun viser andre tillid, oplever hun også, at det går den anden vej i Næstved Kommune.

”Det er fantastisk at komme til et sted, hvor der fra politisk side er så stor tillid til direktionen og hele ledelsen. Det sænker éns puls og er medvirkende til, at man kan bedrive god ledelse, når man mærker en hånd i ryggen fra byrådet.”

Hun siger, at hun har høje ambitioner på egne vegne, men også på sine ledere og medarbejderes vegne.

”Men ikke på den måde, at vi skal arbejde os selv halvt ihjel. Ved gud, jeg har arbejdet mig selv halvt ihjel i mine tidligere job. Det abonnerer jeg ikke på længere.”

Det blev hun meget bevidst om, efter hun mistede sin mand. Det gælder hende – men det gælder også hendes medarbejdere og med-chefer.

Før kunne hun godt finde på at sidde og arbejde en halv søndag. Og hun klappede også gerne den bærbare op hver aften.

”Lige så vel som jeg gerne vil være en god leder, insisterer jeg på, at der skal være tid til at være mor. Det var jeg meget tydelig om, da jeg blev ansat. Og jeg ønsker det samme for andre.”

Klokken er ved at nærme sig kvart i fire på rådhuset. Camilla Nowak Kirkedal siger, at nu vil hun hjem til sine børn.

I forkontoret var der fyldt på alle pladser små to timer tidligere. Nu sidder der kun en enkelt tilbage, da Camilla Nowak Kirkedal går mod udgangen.

”Annette, du skal vist hjem nu!”

”Ja, ja, det skal jeg nok. Det sagde du også i går.”