Djøf mener

Hvad skal Danmark leve af?

1.6.2024

af

Foto af Djøf Privat-formand Anne Bach Waagstein

PR-foto: Djøf

Djøf-uddannede bidrager markant til vækst og udvikling i dansk erhvervsliv. Alligevel fastholder et politisk flertal, at der skal optages færre på universiteterne, og at studieforløbene skal forkortes. Det er vanskeligt at forstå, skriver Anne Bach Waagstein, formand for Djøf Privat.

Jeg undrer mig. Ikke sådan en polemisk undren, men en oprigtig undren.

Såvel Finansministeriet som De Økonomiske Råd har beregnet, at forkortede studieforløb og et lavere optag på Danmarks lange videregående uddannelser vil føre til et varigt velstandstab på over 13 mia. kr. om året. Alligevel fastholder et politisk flertal i Folketinget, at det er en vinderstrategi for Danmark at give vores unge generationer mindre uddannelse.

Jeg sidder også forundret tilbage efter at have læst de økonomiske vismænds seneste produktivitetsrapport. Vismændene dokumenterer, at den økonomiske vækst her til lands drives af en håndfuld superstjernevirksomheder, som har outsourcet størstedelen af deres produktion til udlandet. Det betyder, at bruttoværditilvæksten i disse stjernevirksomheder i høj grad skabes af en gruppe af højtuddannede, som forsker, udvikler og designer på livet løs. Vel at mærke i Danmark – ikke i udlandet.

Det rejser en række spørgsmål: Hvad Danmark skal leve af? Hvordan uddanner og kompetenceudvikler vi vores arbejdsstyrke? Hvordan investerer vi i fremtidig vækst og indretter rammebetingelser for erhvervslivet i en ny geopolitisk virkelighed?

Jeg savner, at den offentlige samtale om dansk økonomi handler mere om dét, der driver økonomien fremad. Eksempelvis kloge investeringer i human kapital, der øger produktiviteten, innovationen og værdiskabelsen i erhvervslivet.

Danske faglærte er blandt verdens bedste. Det danske erhvervsuddannelsessystem har vundet stor hæder i udlandet igennem mange år, og den danske håndværkertradition er second to none. Men det er ikke et enten-eller. Der er brug for os alle – vi har brug for hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
KL - Kommunernes Landsforening
Job
Erhvervsstyrelsen
Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Røde Kors
Job
Politiets Efterretningstjeneste

Studier viser, at højtuddannede skaber job for andre faggrupper, og det er også veldokumenteret, at djøf-uddannet arbejdskraft bidrager markant til at skabe vækst og udvikling i erhvervslivet. Vi er storleverandør til dansk erhvervsliv, så det er kun sund fornuft at se på, hvordan vi kan kapitalisere yderligere på de dele af virksomhedernes værdikæde, der ligger i Danmark, og som understøttes af akademisk arbejdskraft.

Djøf-uddannede er bl.a. med til at drive virksomhedsledelsen på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne. På Berlingskes årlige Talent 100-liste, som sætter spot på dem, der vil flytte det samfund, vi kender, og som er med til at bygge fremtidens samfund, har seks ud af ti en djøf-uddannelse.

Og kigger man dybt i krystalkuglen, er det djøf-uddannelser, der forventes størst mangel på, når der laves mismatch-analyser af forventet udbud af og efterspørgsel efter uddannelser frem mod 2050.

Hvis politikerne vil noget godt for Danmark i de kommende år, bør de lytte til eksperternes anbefalinger. Ellers kommer vi alle sammen til at kigge i vejviseren efter den velfærd, vi er vant til.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet