"Ingen forstod, hvorfor vi ville flytte hertil. Nu er folk nærmest misundelige"

Drømmen var i første omgang at blive gymnasielærer, men da jeg havde taget bifag i dansk og hovedfag i samfundsfag, måtte jeg erkende, at jobmulighederne dengang var få.

Så måtte jeg jo læse videre, tænkte jeg. Jeg havde en stor interesse for politik, og da der jo ikke var langt fra samfundsfag til statskundskab, blev det i stedet min vej.

Alt var politik dengang i 1980’erne, og Institut for samfundsfag, som dengang lå på Rosenborggade, var bl.a. arnestedet for alle de politiske fraktioner på venstrefløjen. Der var demonstrationer hele tiden, og vi troede alle, at revolutionen var lige om hjørnet. I mit fag havde man derfor en forventning om, at man som minimum skulle ud og forandre statsadministrationen og samfundet indefra.

Jeg har aldrig gået en snorlige vej, men det har jeg fået rigtig meget godt ud af. Jeg holdt mange pauser på studiet undervejs, hvor jeg i stedet havde nogle gode studiejobs. Det var godt for mig. Jeg vil selv kalde det ’det frie studieliv’ – noget, som SU-klippene jo har sat en stopper for i dag.

Jeg arbejdede bl.a. som studentermedhjælper på et EU-projekt, hvor vi skulle transponere EU-lov til dansk lov, hvilket gav mig en masse faglig erfaring.

Et af de mindre studierelevante jobs var det, jeg havde i flykøkkenet hos SAS. Her fik man til gengæld god løn som ufaglært og hands-on erfaring. Samtidig kvitterede de med frirejser til hele verden, hvilket jeg havde meget glæde af.

Senere solgte jeg rejser, og så var jeg med til at starte et datterselskab af A-Film i Estland, hvilket på trods af den måske manglende studierelevans skulle vise sig som en fordel for min karriere senere hen.

'Hvorfor ikke?' tænkte jeg, da jeg så en jobannonce i Djøfbladet om stillingen som EU-medarbejder i Bornholms Amt. Der var 15, som søgte stillingen. Men jeg fik den, selvom jeg stadig ikke var færdig med mit speciale. Jeg var jo 39 på daværende tidspunkt og fik stillingen, dels på grund af min modenhed, men også fordi jeg allerede havde arbejdserfaring fra Estland.

Der var mange fordele ved Bornholm. Huspriserne var noget helt andet end på Frederiksberg, og jeg havde jo min gode djøf-løn med mig. Så min kone kunne arbejde på deltid.

Det var i starten meget svært at forlade hele mit netværk på Frederiksberg. Men naturen og lokalsamfundet på Bornholm gjorde virkelig noget for mig.

Dengang jeg var ung og boede på Frederiksberg, var jeg sådan en ’spændende-smart’ caférotte. Jeg hang meget ud på steder som Det Elektriske Hjørne og Sommersko med min vennegruppe. Nu er jeg blevet en frilufts-mand med jagttegn, fiskestang og solide vandrestøvler, som jeg ofte trækker i.

Siden jeg kom til Bornholm, er der sket meget med øen. Ingen forstod til en start, hvorfor vi ville flytte hertil. Nu er folk nærmest misundelige.

Siden Folkemødet og den effektive færgefart er kommet til, er øen gået fra at være en afsides ø i Østersøen til et populært turistmål. Bornholm er jo blevet fancy. Det er Teslaer og Michelin-restauranter, og det er paradis på jorden, hvis man har et godt job – og det havde jeg.

Allerede dengang så man et potentiale i Bornholm på baggrund af dens centrale position i Østersøen. Derfor besluttede Indenrigsministeriet i samarbejde med Bornholms Amt i starten af 1990’erne at lave noget institutionsudvikling i de baltiske lande og Kaliningrad.

Jeg blev hurtigt en del af øens internationale samarbejde, hvor jeg underviste stats- og kommunalansatte i EU-struktur og lobbyisme, både her på Bornholm og i lande som fx Polen, Ukraine og Rusland.

I nogle perioder var jeg af sted i flere måneder ad gangen. Det var hårdt at være så meget væk, mens mine piger var små. Men udsendelserne passede rigtig godt til min rejselyst og iver efter at møde nye mennesker. Jeg bevægede mig som en fisk i vandet, når jeg var sammen med de lokale. Jeg vandt over russerne i vinterbadning og saunagus og har stadig relationer i mange af landene den dag i dag.

I nogle af landene skulle man lige vænne sig til den hierarkiske struktur og kultur, men når det med tiden blev opløst, havde vi mange gode oplevelser sammen, både fagligt og socialt. 

Arbejdet i Rusland og Ukraine lærte mig en del om resterne af den sovjetiske kultur og mentalitet, som adskiller sig markant fra den danske. Det har givet mig en bedre forståelse for og indsigt i landene i dag.

I Rusland er du til for staten, og staten er ikke til for dig. Det er jo helt anderledes end herhjemme. Vi besøgte områder 1.000 km nordøst for Moskva, hvor der aldrig havde været udlændinge før. Og med de samarbejder og den mellemfolkelige forståelse, der var på daværende tidspunkt med vores russiske counterpart, er det helt uforståeligt for mig, hvad der foregår med Rusland-Ukraine-krigen i dag.

Jeg tror dog stadig på, at vi engang i fremtiden kan optage samarbejdet med landet igen, og her er samarbejdet på det kommunale niveau et godt sted at starte, hvis det skal batte noget.

Djævelen ligger i detaljen, når man arbejder i en mindre kommune. Man skal være diplomatisk helt ud til fingerspidserne, for tingene bliver ikke eftertjekket i en længere bureaukratisk proces.

Det gik for alvor op for mig, da jeg på et tidspunkt havde glemt at melde os ud af en lobbyorganisation, det var blevet besluttet, at Bornholm ikke længere skulle være en del af. Der var jeg pludselig nødt til at hoppe på flyveren, for at rede trådene ud i Bruxelles.

Men der var også mange fordele ved at arbejde i en mindre organisation. Man kom ud og ned i de forskellige politiske områder. Beslutningsprocesserne var meget kortere, og tingene gik meget hurtigere, end de gør på centraladministrativt niveau. Man kunne ligesom se sig selv i det, man lavede.

Et eksempel var, da vi helt til at starte med ønskede at privatisere færgetrafikken, så den kunne blive mere effektiv.

Der var ikke langt fra idé til handling – og så til Bruxelles. Pludselig var min kollega og jeg på en factfinding mission til en række europæiske øer for at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre ift. effektivisering af færgetransporten.

Frihedsgraden var stor, men ansvaret fulgte med.

På godt og ondt kom jeg også meget tæt på de borgmestre, jeg arbejdede med som chefkonsulent og leder af Regional Udvikling i kommunen. Jeg rejste jo rundt med dem og blev tit ringet op af pressen, så man opbyggede automatisk en stor fortrolighed.

Man kom meget tæt på det politiske maskinrum og kunne derfor hurtigt komme til at hoppe på den politiske vogn. Her var kunsten virkelig at skelne mellem det administrative og det politiske – og ikke mindst at kende sin rolle og funktion i det ’spil’.

Men man skulle også være fleksibel, alt efter hvilken farve den pågældende borgmester havde, og nogle gange har jeg da også måttet bide ting i mig, når kemien ikke lige passede. Nogle af de beslutningsprocesser, som jeg deltog igennem årene, har været med en 'yes, minister'-tilgang.

Det var jo ikke ligesom i større organisationer, hvor man kan flytte sig rundt, hvis ledelsen er firkantet, og man selv er en trekant.

Det har dog ikke overskygget horisonten, og det har gennem tiden udstyret mig med en del pragmatisme i opgaveløsningen, men også på det personlige plan i forhold til ledelse og medarbejdere.

Tingene var meget nede på jorden på solskinsøen, og det var nogle gange vanskeligt at føre det teoretiske fra studiet ud i virkeligheden. Det blev tydeligt for mig, da jeg tog en MPA på CBS i 2004. Det var rimelig vanskeligt at forklare borgmesteren og kommunaldirektøren på Bornholm om system- og diskursteorier fra skolebænken.

Dengang jeg læste statskundskab, rumsterede det meget i mit hoved: 'Hvad skal jeg dog bruge det her til?' Men det gik senere hen op for mig, at man lærer metoder, får en analytisk sans og kompetencer til at håndtere komplekse problemstillinger.

Fx brugte jeg meget tankegangen fra Johan P. Olsens Garbage Can-model.

Der er jo altid en vis konkurrence om at få løst de forskellige problemer i en organisation. Teorien peger på, at der er x antal problemer og x antal løsninger, og det er timingen, der er afgørende for, hvornår et problem møder en løsning. Det gælder derfor om at finde en anledning til, at de to variabler mødes.

I praksis er det altså et spørgsmål om, hvorvidt du er i stand til at afkode, hvornår det er det rigtige tidspunkt at gå ind til borgmesteren og fremlægge en problemstilling, som du ønsker at tage fat i.

Jeg var på et tidspunkt til nogle samtaler på en attraktiv stilling i Bruxelles. Det var en drøm for mig, men nogle af de tests, man skulle igennem, afslørede, at min familie gerne ville blive på Bornholm. Så det blev jeg nødt til at tage seriøst.

Det var til tider udfordrende at bo ude i Østersøen langt fra familien og vennerne på fastlandet. Men mange af familierne, som boede i Gudhjem ligesom os på det tidspunkt, var alle i samme båd, så vi var gode til at hjælpe hinanden med pasning, afhentning og hvad familielivet ellers kræver. Der er et andet sammenhold i lokalmiljøet, end der var i København.

Vi har aldrig fortrudt, at vi flyttede hertil, og det er stort for mig at se den udvikling af øen, som jeg har bidraget til og været en del af. Vores arbejde med især færgetrafikken har virkelig fået Bornholms turisme til at blomstre, og det er jeg ret stolt af i dag.

Nogle vil nok sige, at jeg nogle gange har sprunget over, hvor gærdet var lavest. Men det mener jeg selv er en kompetence. Jeg har kunnet tage arbejdsdragten af, når jeg kom hjem, og det har været vigtigt.