Arbejdstid

Forskere arbejder 6 dage om ugen: Det er en livsstil

1.5.2024

af

Illustration af mennesker, der arbejder både dag og nat.

Illustration: Tartila / Shutterstock 

De administrative medarbejdere spares væk, forskeres opgaveporteføljer vokser, og de må ofte bruge deres fritid på at forske. For nogle er forskning sågar en hobby, fremgår det af ny undersøgelse af forskeres arbejdsliv.

Samfundsvidenskabelige forskere arbejder i gennemsnit, hvad der svarer til seks af ugens syv dage.

I en undersøgelse af forskeres arbejdsforhold har Djøf og Forskeren spurgt forskerne til deres aftalte arbejdstid og deres faktiske arbejdstid. Den aftalte arbejdstid er gennemsnitligt 36 timer om ugen, men i realiteten arbejder forskerne 44 timer om ugen, når de selv skal vurdere det.

Det er i alt hele 80% af forskerne, der svarer, at de arbejder mere end den aftalte arbejdstid. Og når man spørger dem hvorfor, gør en altoverskyggende forklaring sig gældende: At det simpelthen er nødvendigt at arbejde mere, fordi opgaver som undervisning, administration og formidling tager tid fra forskningen.

”De mange 'ikke-opgaver' fylder så meget, at det ikke er muligt at udføre forskningen inden for den ordinære arbejdstid,” skriver en af forskerne, der har deltaget i undersøgelsen.

Med ikke-opgaver henviser vedkommende til administrative opgaver som e-mails, netværksmøder, fondsansøgninger, koordineringsopgaver, afrapporteringer, registrering, fagfælle-bedømmelser mm. Andre kalder opgaverne for ’gratisarbejde’ eller ’usynligt arbejde’.

”Vi har en meget presset økonomi, og der er næsten ikke noget sekretariat tilbage. Forskerne laver selv en masse sekretariatsopgaver, fordi det ikke koster noget at lægge flere opgaver over på forskerne,” skriver en.

”Jeg arbejder meget for også at nå de sjove opgaver, som fx at skrive artikler og deltage i konferencer,” skriver en anden.

Annette Kamp er professor MSO og forsker i arbejdsliv ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet og har set tallene i undersøgelsen. Hun er ikke overrasket over, at forskere arbejder meget.

”Men når man tænker på, at det er gennemsnitstal, synes jeg, at man arbejder ret meget,” understreger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Hun vurderer i lighed med fritekstsvarene, at det i høj grad handler om, at andre opgaver tager tiden fra selve forskningen.

”Det er ikke mærkeligt, at folk arbejder mere. Man arbejder mere for overhovedet at føle, at man bestrider det job, man faktisk er ansat til. Forskning er for mange det, der giver mening og identitet i arbejdet, og det er simpelthen trængt,” siger hun.

Forskning som hjerteblod og identitet

Annette Kamp forklarer, at der er flere grunde til, at forskerne føler sig trængte. Undervisningen er undernormeret, de administrative opgaver fylder mere, reformer skaber nye procedurer, digitale systemer betyder, at man i højere grad selv arbejder med at udføre administrative opgaver.

”Du kaster jo din energi ind i det, der er identitets- og meningsbærende. Det kunne være relationelt arbejde, hvis man nu er læge eller sygeplejerske. Det er bestemt noget, vi også ser i andre brancher. Og her er det så selve forskningen.”

Tidligere undersøgelser har vist, at forskere generelt ligger højt sammenlignet med andre faggrupper, når de bliver spurgt til jobtilfredshed.

I den nye undersøgelses besvarelser aner man imidlertid en lille tendens til, at højere arbejdstid hører sammen med højere utilfredshed. Forskere, der er utilfredse eller meget utilfredse med deres job, arbejder i gennemsnit 49 timer om ugen, mens dem, der er tilfredse eller meget tilfredse, arbejder 44 timer i gennemsnit.

”Det er helt klart, at folk ikke er tilfredse. Der er en stigende utilfredshed med jobbet. For man kunne bare sige, at det at være forsker jo er et kald, så hvad er problemet? Men tallene tyder ikke på, at det er sådan, man ser det,” siger Annette Kamp.

Når vi i et af undersøgelsens fritekstfelter derfor spørger, hvorfor forskerne egentlig arbejder mere end deres aftalte arbejdstid, er der faktisk en række af deltagerne, der – ud over de allerede nævnte årsager – peger på, at forskning for dem lige så meget er en hobby som et arbejde.

”At være forsker er en livsstil, og jeg tæller ikke timer eller på anden vis holder regnskab,” skriver en.

”Forskningen er hjerteblod, og derfor bliver der altid tid til den. Også uden for normal arbejdstid.”

Fra arbejdslivsforskerens synspunkt handler det i høj grad om, at man som menneske altid forsøger at skabe mening.

”Det er ret elementært for os alle sammen. Der er ikke nogen, der vil sige i dag, at de vil have et job, der er meningsløst. Mennesker er også væsener, der skaber mening med ting. Og det er det, vi gerne vil, når vi vælger uddannelse, engagerer os i vores job og vil gøre et ordentligt stykke arbejde,” siger Annette Kamp.

For forskere og videnskabelige medarbejdere handler det om identitet. Og om status i din kreds af kolleger og ledere. Det er det, du bliver målt på, og det er det, der giver anseelse inden for forskningsfeltet, forklarer hun videre.

Kulturen og det strukturelle pres

Når man læser fritekstsvarene, står det også klart, at det ikke bare er sådan lige at sige nej til at arbejde langt mere end aftalt. En lang række forskere fortæller om et forholdsvis usagt, men ganske etableret og strukturelt forventningspres.

ANNONCE

”Hvis man vil bevæge sig fremad (eller måske endda bare beholde sin stilling), er man nødt til at arbejde mere end 37 timer. Det er også et internationalt job, hvor kolleger og konkurrenter i udlandet arbejder mange flere timer,” er der fx en forsker, der forklarer.

En anden fortæller, at vedkommende vil blive sat tilbage i konkurrencen om professorater, hvis ikke vedkommende knokler lige så meget som sine kolleger og når sine opgaver.

Arbejdslivsforsker Annette Kamp forklarer, at der er en kultur i forskningsverdenen, hvor det i praksis er umuligt at have et 8-16-job.

”Det er ikke acceptabelt, for så publicerer du ikke nok. Og hvis du ikke forbereder din undervisning nok, falder du igennem foran de studerende, og det er heller ikke rart. Der er en række ting, der gør, at arbejdstiden ikke altid er noget, man vælger, det er noget, man bliver tvunget til for at opretholde sin stilling på et universitet,” lyder det.

En forsker forklarer, at vedkommende fik en fast stilling ved at arbejde dobbelt tid i en lang periode. Nu hvor vedkommende har børn, er det ikke længere muligt.

Og at forskning ikke er særligt foreneligt med at have børn, kan flere forskere skrive under på:

”Jeg føler faktisk altid, at jeg burde arbejde mere. Og hvis ikke jeg arbejder mere, er det, fordi jeg har små børn. Det gør det umuligt.”

At være forsker er på mange måder ligesom at være iværksætter, er der en forsker, der mener. Man er så at sige sin egen lykkes smed, hvis man en dag vil være professor.

”Artikler i velrenommerede tidsskrifter er den stærkeste valuta i forbindelse med karrieremuligheder. Publikationspresset skaber et effektivt incitament til at arbejde mere,” skriver en anden.

I den forbindelse undrer det faktisk Annette Kamp en anelse, at undersøgelsen også viser, at fastansatte i gennemsnit arbejder længere end midlertidigt ansatte. Fastansatte svarer, at de gennemsnitligt arbejde 46 timer om ugen, mens midlertidigt ansatte svarer 42 timer. Begge grupper har en gennemsnitlig aftalt arbejdstid på 36 timer.

”Gruppen af midlertidigt ansatte bliver jo større og større, og det er dem, der er hårdest presset i et system, hvor man skal bevise sit værd hver dag. Og der er det alligevel lidt bemærkelsesværdigt, at I ikke finder, at de arbejder mere. Det ville jeg ellers have troet, for du skal give den 110% hele tiden, når du opererer i en virkelighed, hvor din stilling er på spil,” siger hun.

For nogle har presset givet anledning til at finde alternative måder at bringe deres arbejdstid ned:

”Jeg er gået ned i tid og er kommet ned på en normal arbejdstid på den måde. Selvfølgelig er det træls at udføre arbejde uden at blive betalt for det, men hellere det end stress og mistrivsel,” skriver en forsker i undersøgelsen.

Nyhedsbrevet Forskeren

Denne artikel er fra vores nyhedsbrev Forskeren, der skriver om forskeres arbejdsforhold og rolle i samfundet. Som medlem af Djøf kan du tilmelde dig Forskeren via Mit Djøf under Samtykke og kommunikation.

Kommentarer

Anonym
5 mdr. siden
Det er helt uacceptabelt, at forskernes work/life balance ikke beskyttes bedre. En tilføjelse til de mange ekstra opgaver er, at forskerne selv skal lære alle nye systemer at kende, der findes ingen efteruddannelses muligheder og rejsetid betales med fritid. Det sidste en omkostning, som blot vil stige i takt med, at klima bliver et kriterie i valget af transport. Undervisnings opgaverne vil vokse med den nye korte MA, hvor de studerende skal have flere timer og mere vejledning. Ingen tror på, at det vil blive finansieret og Djøf har, selvom fagforeningen nok er imod de korte MA uddannelser, ikke kraftigt nok peget på konsekvenserne for de betalende medlemmer. Andelen af fastansatte med stress og fysiske symptomer (!) på stress vokser. Stress er ikke længere kun forbeholdt de yngre forskere, som må brænde lyset i begge ender blot for (måske) at få endnu en midlertidig stilling. Lønnen er ikke ligefrem overvældende og det er uden at tage det konstante overarbejde i betragtning. Djøf har længe svigtet U&F. Senest ved overenskomsten. På tide fagforeningen vågner.
Thor Donsby Noe
5 mdr. siden
At den faktiske arbejdstid er højere for fastansatte end midlertidigt ansatte kan skyldes: 1) Selektion: Måske er det kun dem, der er indforstået med at arbejde +45 timer, der bliver fastansat, mens du fravælger universitetet (eller det fravælger dig), hvis det ikke stemmer overens med din livsstil? 2) Midlertidigt ansatte er typisk yngre og kan have små børn, mens en betydelig andel af de fastansatte ikke (længere) har hjemmeboende børn.