Debatbog udfordrer økonomer til værdikamp

Hvordan endte vi her? Jo, Holten udlægger det nogenlunde som følger.

Lige siden antikken har vi drømt om et samfund af ren og rationel sjæl – befriet for de besværlige menneskelige kroppes behov. I oplysningstiden blev speederen trykket i bund: Samfundet var en maskine, som kunne og skulle beskrives rationelt, videnskabeligt og matematisk.

Mennesket blev nu set som et individ, der fornuftsstyret og frit vælger, hvordan det deltager i samfundet. Den omsorg, som har forvandlet mennesket fra spædbarn til produktiv samfundsborger, forsvinder fra ligningen.

På den måde kan den klassiske økonomis fader, Adam Smith (1723-1790), konkludere, at mennesket i økonomisk forstand er egeninteresseret, og at “kun en tigger vælger i det store hele at være afhængig af sine medborgeres velvilje.” Godt nok er det Smiths hengivne mor, der laver alle hans måltider – og måske derfor har hans moralfilosofiske tekster faktisk også blik for, at mennesker kerer sig om hinandens ve og vel.

Men hos de neoklassiske økonomer godt hundrede år senere er den moralske side af sagen allerede glemt. Her finder man, at man kun kan tale om værdi, hvis den kan konstateres videnskabeligt. Den foretrukne metode: Udbud, efterspørgsel og markedsligevægt. Hvis markedet kan prissætte en ting, har den værdi. Resten abstraheres bort.

Holtens version af historien kulminerer i dag, hvor BNP-vækst gerne må ske på naturens regning, hvor New Public Management-paradigmet har hundset borgere gennem systemet på bekostning af kvalitet – og hvor kvinder altså er en 'underskudsforretning'.

Den grundlæggende pointe i bogen er, at omsorg og natur er fælles ressourcer, som samfundsøkonomien simpelthen ikke kan eksistere uden. Men fordi den økonomiske videnskab er dårlig til at prissætte dem, ender de ofte nederst i hierarkiet, hvor de kan udhules efter forgodtbefindende.

Som idéhistoriker kan jeg konstatere, at den selvsikre tråd, der trækkes fra oplysningstidens brogede flok af tænkere til dagens Danmark, er en forsimpling. Det samme gælder muligvis udlægningen af den moderne mainstream-økonomi. Men analysen er alligevel så medrivende, at man bliver nysgerrig på alternativerne.

Derfor ville jeg gerne have læst mere om økofeminismen, Wages for housework-bevægelsen, den kvalitetsoptimerende hollandske sygepleje eller nogle af de andre udfordringer til det etablerede, som bogen er kort inde på. Hvordan kunne disse alternativer se ud i praksis? Måske er det en anden bog? I så fald håber jeg, at Emma Holten skriver den en dag.