Anja bruger al sin fritid på at afdække en løgn

De kalder det klubhuset. Restauranten i en lille gade på Vesterbro, hvor Anja Kær Kold mødes med de andre fra Danish Korean Rights Group (DKRG), når der er noget ekstra vigtigt under opsejling. Klokken er kun 10 på denne sidste torsdag i februar, restauranten er lukket, men ejeren er en god ven af gruppen og har sat kaffe over.

De sidste detaljer skal på plads inden det åbne samråd i Folketinget, der begynder om tre timer. En journalist fra DR kommer forbi med et kamera. Hun sætter mikrofoner på Anja og de to andre medlemmer af styregruppen.

Den lille gruppe taler om paragraf 20-spørgsmål, internationale konventioner og overtrædelse af menneskerettigheder. Om aktindsigter og forventninger til samrådet. Vil lige så mange adopterede møde op foran Christiansborg som ugen før, hvor socialministeren også var kaldt i samråd om adoptionsområdet? Bliver der igen massiv pressedækning?

Anja føler sig koncentreret og tunet ind på dagen, da hun ved middagstid sammen med gruppen sætter sig ind i en stor taxa mod Slotsholmen. DR filmer undervejs, og Anja når at tælle mellem 100 og 150 fremmødte, da hun stiger ud ved trappen foran Christiansborg.

Store følelser og voldsomme historier om forkerte og ombyttede identiteter, stjålne børn og falske sygdomshistorier gemmer sig i de tykke mapper med papirer, Anja bærer under armen.

Hun er i arbejds-mode, men ikke mere end at hun også bliver rørt.

Anja Kær Kold har været tæt på både ministre og magtens centrum før, og det er langtfra hendes første samråd. Men hvor hun tidligere var en del af embedsværket, sætter hun sig denne gang på en række blandt tilhørerne.

Hun er klar til at notere og iagttage, om socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils ansigtsudtryk afslører, at hun politisk kan være ved at nærme sig samme mål som Danish Korean Rights Group: En uvildig juridisk undersøgelse af det, der i dag bliver kaldt en adoptionsskandale.

Den store sag

Det er blevet til mange sene aften- og nattetimer foran computeren for Anja Kær Kold det seneste år. Som uddannet jurist med 20 års erfaring fra bl.a. Undervisningsministeriet er hendes kompetencer en nøglebrik i det frivillige detektivarbejde hos Danish Korean Rights Group.

Indtil nu har hun været med til at gennemgå omkring 1.400 adoptionssager pga. mistanke om forfalskede papirer.

I 2022 besluttede Sandhedskommissionen i Sydkorea at undersøge omfanget af svindel og overtrædelser af menneskerettigheder i landets adoptionsbranche på baggrund af en række sager, heriblandt 332 sager fra Danmark. Der ventes en konklusion næste år.

Hverken Anja Kær Kolds egen eller andres adoptionshistorier havde fyldt ret meget hos hende, før hun læste om DKRG’s intensive arbejde på Facebook sidste år. Hun kunne straks se, at hun havde noget at bidrage med og trådte ind i styregruppen i DKRG, da hun blev opfordret til det.

Anja, der til daglig arbejder som HR-chef i Oxfam Danmark, kan bruge sin juridiske viden og erfaring med bl.a. aktindsigter og GDPR fra den ministerielle verden og job i to NGO’er, når hun dykker ned i de hundredvis af adoptionssager, som DKRG har fået tilsendt pga. mistanke om fejl.

”Jeg vidste godt, at det ville komme til at optage meget af min tid og påvirke mig følelsesmæssigt. For man bliver også konfronteret med sin egen sag, selv om man kan skærme sig bag sin faglighed. Men hvis vi får nogle brugbare afgørelser i den store sag, vil det åbne dørene for rigtig mange. Og det er faktisk vigtigere end min egen sag lige nu, for der er så mange, som ikke selv har kræfterne til at kæmpe,” siger Anja Kær Kold.

Ankestyrelsen vurderede i en undersøgelse, der blev offentliggjort i starten af året, at det tyder på systematisk ulovlig adfærd i Sydkorea i 70’erne og 80’erne inden for adoptionsområdet.

Folketinget øremærkede i efteråret 12,6 millioner kroner til at iværksætte en historisk undersøgelse på området, men DKRG kæmper altså for, at den også bliver juridisk og uvildig.

”Vi har indgivet kommissorium til ministeren og socialudvalget med forslag til en juridisk undersøgelse og arbejder på at sikre alle de adopteredes dokumenter, så vi har adgang til vores sande identitet. Vi ved, at der ligger et skyggearkiv i Korea, som vi ikke må få adgang til. Vi ved også, at mange dokumenter er forfalskede – i hvert fald i de hundredvis af sager, vi har gennemgået. Der er ikke én eneste sag efter bogen,” fastslår Anja Kær Kold.

Hendes egne adoptionspapirer har også alvorlige fejl, hvilket hun fandt ud af i forbindelse med arbejdet for DKRG, og Anjas sag ligger derfor også i den bunke, der er sendt til Sandhedskommissionen i Sydkorea.

Kræver lighed

Anja var ganske ung, da hun kastede sig over at studere 'FN’s Konvention om Barnets Rettigheder'. Helt fra barnsben var hun optaget af menneskerettigheder og ligestilling, og som ung studerende på Københavns Universitet skrev hun flere af sine opgaver netop med udgangspunkt i menneskerettigheder og straffeproces inspireret af juraprofessor Eva Smith. I dag arbejder hun i en organisation, der arbejder for kvinder og børns rettigheder og adgang til uddannelse.

”Jeg er blevet overrasket over, at selv om vi bor i et retssamfund, hvor alle er lige for loven, skal vi kæmpe så meget for den her juridiske undersøgelse på adoptionsområdet. Vi kræver ikke særbehandling eller en undskyldning i DKRG, men at regler og rettigheder, der gælder for andre, også gælder for os. Vi ønsker mest af alt at få placeret et myndighedsansvar,” siger Anja Kær Kold.

Hun nævner Godhavns-sagen, som endte med forlig, selv om det på ingen måder er DKRG’s fokus.

Anja Kær Kold ønsker slet og ret at komme til bunds i adoptionsskandalen og peger på, at der højst sandsynligt også har været økonomiske incitamenter, som kan indikere menneskehandel. Der kan være stærke kræfter i adoptionsindustrien, som har lyst til at flyve under radaren her, mener hun.

Kritik er tabu

Da adoptionsbureauet Holt International Adoptions blev stiftet af ægteparret Harry og Bertha Holt fra USA i 1950’erne, var det på baggrund af kristne og humanitære værdier, fortæller Anja Kær Kold.

”Det er måske derfor, det kan være så tabubelagt at kritisere – det tapper ind i nogle værdier, som er svære at rykke ved. Man har jo ikke lyst til at kritisere næstekærlighed eller medmenneskelighed. Derudover kan adoption også være af rent egoistiske grunde. Uanset intentionen kan det være menneskeligt og reelt nok, men når det bliver til et økonomisk udnyttelsessystem med meget store pengestrømme involveret, er formålet tabt, og hvor er de penge forsvundet hen?” spørger hun.

Anja Kær Kold fortsætter det frivillige arbejde i DKRG, så længe det er nødvendigt – i hendes optik, til sandheden er kommet frem. Også selv om det til tider tangerer to fuldtidsjob. Hun er taknemmelig for at være på en fleksibel arbejdsplads, som har forståelse for, at timingen er essentiel i sagen.

”Det er virkelig spændende, men også hårdt. Jeg kan godt komme hjem fra arbejde og være træt, men fortsætter med DKRG-arbejde. Og så finder jeg noget energi og opbakning fra de andre i styregruppen og min familie. Jeg vil gerne vise mine børn, at det nytter at kæmpe og stå på sine rettigheder. Det er alle menneskers retssikkerhed, det gælder. Vi var også børn dengang, men blev svigtet af myndighederne.”

Er noget overhovedet sandt?

Ifølge Anja er der eksempler på forskellige lovovertrædelser i de sager, hun har nærstuderet.

”Jeg er blevet præsenteret for mange voldsomheder og ulykkelige sager, heriblandt kidnapning og dokumentfalsk, og har fået et indblik i en verden, jeg ikke tidligere har beskæftiget mig med,” siger hun og fortsætter:

”Vi koreanske adopterede er vidt forskellige, men har til fælles, at vi alle sammen har oplevet et svigt tidligt i vores barndom ved at blive givet bort.”

Mistanken om, at Anja Kær Kolds egne papirer kunne være forfalskede, fik hun, da hun for omkring fem år siden bad om at få tilsendt alle sine dokumenter fra Holt International Adoptions i Seoul, som hun samtidig havde nogle uafklarede spørgsmål til.

Adoptionsbureauet svarede dog ikke på, hvem der indleverede hende i 1974. I hendes journal er hun beskrevet som et 'hittebarn', der boede nogle måneder hos en 'plejefamilie', før hun blev bortadopteret til et kærligt forældrepar i Silkeborg i 1975.

Anjas lykkelige opvækst har været omkranset af et narrativ om, at hun havde fattige biologiske forældre, der ikke kunne tage vare på hende – en fortælling, som adoptionsbureauerne rådgav adoptionsforældrene til at bruge over for deres børn.

Ifølge Anja Kær Kold skal der i Korea foreligge en politirapport, hvis et barn forsvinder, eller et samtykke fra forældrene ved bortadoption. Intet af det har hun set noget til i sit eget tilfælde.

”I dag er jeg slet ikke sikker på, at jeg har været nogen af de steder, der er oplyst. Man kommer med sin lille journal, som man hægter sin tillid op på. Og lige pludselig finder man ud af, at det hele kan være orkestreret til lejligheden,” konstaterer hun nøgternt.

”Vi har også bevis for, at nogle er blevet gjort handicappede på papiret, for så kunne man komme uden om kvoterne. I dag ved vi, at børnene i de fleste tilfælde slet ikke var handicappede.”

En lille prik

Anjas stilfærdige nysgerrighed for at finde sit biologiske ophav opstod først i det små, da hun havde fået sine to børn og begyndte at undre sig over, hvordan man som mor kan give sit barn væk.

I 2015 besøgte Anja, hendes forældre og to børn Seoul i Korea. Og selv om det var en fantastisk oplevelse, blev drømmen om at møde en biologisk familie parkeret for en tid.

Den blussede op igen i forbindelse med arbejdet i DKRG, da hun stødte på eksempler fra udlandet på adopterede, der havde et 'mærke' et sted på kroppen. Hendes tanker faldt på en nærmest ubetydelig prik i panden, som hun altid har undret sig over.

”Jeg fik den undersøgt hos min egen læge og to tatovører, som alle mener, at det er en tatovering. Det blev startskuddet til, at vi i DKRG besluttede os for at undersøge, om der var andre, der havde de her prikker. Og rigtig mange adopterede har dem, viste det sig. Både i Danmark og i andre lande.”

Seks veldokumenterede danske sager er efterfølgende sendt af sted til Sandhedskommissionen i Sydkorea til efterforskning.

DKRG har samtidig fundet ud af, at det kan være normal procedure i Korea at mærke børn og unge for senere at gøre det muligt at identificere barnet igen.

”Det er en meget lille prik, som giver en indikation af, at ingen skal se den. Uden at det er bevist endnu, har forældre muligvis ønsket at kunne finde deres børn igen. Der var faktisk rigtig mange børn, der forsvandt tilbage i slut-60'erne og 70’erne. Og nogle forældre kan måske derfor have tænkt, at man skal passe godt på sine børn.”

Et koreansk medie udgav en artikel om Anja sidste år, hvor hendes ønske om at møde sin biologiske familie fremgår. 

Indtil videre har det dog primært ført til positive tilkendegivelser fra tilfældige yngre koreanere, der også er meget optagede af, hvad der historisk set er foregået i deres land. Sin biologiske familie har hun endnu ikke fået kontakt til.

”Jeg vil altid synes, det kunne være interessant at møde mine biologiske forældre og særligt søskende, der er alderssvarende, så man kan nå at opbygge en relation. Men det er klart, at med det antal sager, vi har ansvaret for i DKRG, er min sag alene ikke den vigtigste. Jeg er mere optaget af vores fælles kamp i Danmark og Korea lige nu, fordi det er så vigtigt et slag for rigtig mange mennesker.”