”Jeg vil gerne huskes for, at jeg tog andre mennesker alvorligt”

Jeg var ung i en tid med øget velstand, voksende forbrug, og hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Jeg blev selv særligt opmærksom på verden omkring mig, da vi fik tv i min familie.

Det var en tid med store omvæltninger, ungdomsoprør og ’Make Peace - Not War’ i den vestlige verden. Især spørgsmålet om kvinders plads i samfundet, og om hvordan kvinder blev portrætteret i forskellige sammenhænge, optog mig. Jeg havde en enorm stor lyst til at forstå, hvad der skete i verden, og derfor blev sociologi mit fag.

Jeg kunne slet ikke vente med at forlade Kolding for at komme til København og læse. 

I dag er jeg ikke så stolt af de akademiske miljøer, som jeg i 70’erne blev en del af i forbindelse med sociologien. Jeg var en meget engageret student, men jeg synes, at vi var lige lovligt skrappe over for hinanden, og vi havde ofte ikke megen tålmodighed med andres teorier og metoder. 

Den erfaring lærte mig til gengæld noget, jeg har taget med i resten af mit liv og karriere – nemlig det med at være åben. At møde det fremmede med et åbent sind og lytte. Det er ikke nødvendigvis det samme som at opgive det, man selv står for.

På studiet lærte jeg, hvor vigtigt det er at være bevidst om sin rolle som forsker. Jeg synes, at når man har det privilegium at få mulighed for at oparbejde så stor en viden som forsker, så må man også være bevidst om, hvordan den bliver brugt. Jeg havde ikke lyst til at bidrage til en type samfund, som understøtter uligheden mellem rige og fattige eller mellem mænd og kvinder, og derfor var jeg ofte i tvivl om, hvilken vej jeg skulle gå med mit arbejde.

Mit arbejdsliv begyndte for alvor at give mening, da jeg efter fem år som samfundsvidenskabelig medarbejder og redaktør på KVINFO blev ansat som politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke med fokus på køn og kvinderettigheder. Det var også her, betydningen af at lytte for alvor blev tydelig for mig.

Pludselig havde jeg arbejdsplads i mange forskellige lande. Min opgave var at sørge for, at kvinder i bl.a. Kenya, Uganda, Zimbabwe, Tanzania og Zambia fik del i de bistandsprojekter, som Mellemfolkeligt Samvirke samarbejdede med. 

Jeg ville for alt i verden undgå, at organisationen skulle trække Vestens ligestillingsforestillinger ned over en slumfamilie i Pumwani i Kenya, som har nogle helt andre patriarkalske traditioner end os. For at få de lokale i dialog måtte man derfor respektere dem og tage udgangspunkt i deres virkelighed – og lytte til både mænd og kvinder.

Kvinderne havde et ønske: ”Lyt til os, vi er eksperter i at bekæmpe fattigdom.” Og det var de. Gennem årene har jeg set, hvordan de kvinder, som havde hovedansvaret for at brødføde og tage sig af børn, mænd, syge og ældre, havde mange forslag til, hvad der skulle til for at løse fattigdomsproblemerne.

Det var noget af det, som jeg fandt ud af i arbejdet med aktionsforskning, som er en forskningsmetode, hvor de mennesker, hvis liv er genstand for forskningen, selv er med til at afgøre, hvad der forskes i og hvordan.

Jeg har desværre aldrig selv fået børn. Men det viste sig at være et privilegium. Fx i de mange år, hvor jeg boede og arbejdede i Uganda. Det gav mig nemlig mulighed for at være sammen med uganderne i min fritid.

”You are our African sister,” var der ofte nogle, der sagde til mig. I slumværelser, flygtningelejre og lerhytter kom jeg tæt på mennesker, som de færreste har mulighed for at møde. Det lærte mig meget om deres hverdagsliv og drømme.

Når jeg som hvid kommer til tredjeverdenslande, inkarnerer jeg den globale ulighed med min blotte tilstedeværelse. Om jeg vil det eller ej, bringer jeg hele den vestlige kolonihistorie og økonomiske overlegenhed med ind i hvert eneste møde.

Møderne har bestyrket min ydmyghed over for flertallet af verdens befolkninger. Jeg føler en forpligtelse til at fortælle om mine oplevelser, nu hvor jeg oplever, at tonen omkring fremmede og indvandrere igen er blevet skinger. Det gør jeg bl.a. i min nye bog.

”Jeg eksisterer kun, fordi du findes. Min menneskelighed står og falder med din.”

Det afrikanske udtryk ’ubuntu’ er noget af det, der har gjort indtryk på mig fra min tid i Afrika.

Ved slutningen af borgerkrigen i Norduganda i 2007 besøgte jeg en koncentrationslejr for internt fordrevne. Her mødte jeg en kvindegruppe, der bestod af unge mennesker, som havde set deres forældre blive dræbt og skåret i stykker, børn, der havde set deres mødre blive voldtaget, og kvinder, som selv var blevet voldtaget og havde mistet deres børn.

I lejren havde de sluttet sig sammen og skaffet sig et par marker, hvor de kunne dyrke ris og jordnødder. De unge og stærke gik i marken, og overskuddet fordelte de, så de ældre og svageste fik først.

Gruppen hed KICA BER, som betyder: ”Tilgivelse og barmhjertighed er en god ting, når man har øvet ondt mod dig.” En meget, meget smuk form for solidaritet, synes jeg.

Det her er mennesker, som har mistet alt, og som alligevel er klar over, at det eneste, der kan bære dem videre, er omsorgen for hinanden.

Hvor gode er vi egentlig til det herhjemme? Ideen om, at vi er nødt til at tage os af hinanden, er ikke det, der styrer vores samfund. Det, der bestemmer, er kapitalophobning og penge. Men se engang, hvor det har ført os hen.

Det er ikke til nogens fordel, som kapitalismen har udviklet sig, og når jeg ser, hvordan klimaforandringerne påvirker folk i Syd, er jeg glad for at have været med til at pege på, hvor presserende det er, at vi her i Vesten begynder at skære ned på vores ekstravagante forbrugsvaner.

Det har ikke altid været nemt at være kvinde i en mandsdomineret verden. Allerede som ung ville jeg gerne sætte mig ind i økonomi og politik, som dengang blev anset for at være maskuline områder.

De andre kvinder og jeg, der grundlagde kvindeforskningen, fandt ud af, at vores erfaringer gav os andre vinkler på forskningen ift. økonomi og politik. Men i de unge år var jeg tit den eneste kvinde i grupper, hvor mændene talte anderledes til mig end til hinanden.

De kunne finde på at svare: ”Jamen, Susanne, du kan da nok forstå…” Men hvis Finn eller Niels sagde noget, fik de et sagligt svar.

Der ligger megen viden i tårer, og gennem årene har der været perioder, hvor jeg har været forvirret og fortvivlet. Men jeg har altid været god til at spørge mig selv, hvad jeg inderst inde ville. Og så har jeg flyttet mig, alt efter hvad der kunne lade sig gøre.

Jeg er stolt af, at jeg har gjort, hvad jeg skulle. Jeg har lyttet til, hvad jeg ville. Jeg ville gerne pege på de store urimeligheder i samfundet, og jeg ville gerne prøve at finde ud af, hvad vi kan lave om, men også pege på det, vi ikke kan lave om.

Lyt til dine egne fornemmelser – det er mit råd til unge kvinder i dag. Find ud af, om det har gang på jorden, og hvis det ikke har, så spørg dig selv – er det dine fornemmelser, der skal justeres, eller er det strukturerne, der skal laves om?

Som kvinde er det vigtigt at vide, at selvom de ting, vi kommer ud for, er personlige, er en stor del af det vi oplever noget, vi deler med andre kvinder. Der er noget ved den måde, kvinder bliver set og behandlet på, som med rette skaber vrede og frustration hos mange af os. Vi skal lære at omgås den vrede, så vi kan omsætte den til noget konstruktivt for os selv og andre.

Jeg vil gerne huskes for, at jeg har taget andre mennesker alvorligt. At jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at sætte fokus på udsatte menneskers vilkår og bidraget til forandring.

Jeg ser det som en gave, at jeg kan danse, synge og glæde mig over livet, naturen og mine medmennesker. Der er så meget forråelse i samfundet, som jeg ser mange svare på med at blive bitre og aggressive.

Men vi skal huske, at vi er hinandens nødvendighed. Kærligheden findes, og de af os, som har den i os, skal dele ud af den. Det er noget af det vigtigste, min rejse har lært mig.