Stress

Særligt én gruppe bliver stresset på jobbet

30.4.2024

af

Tegning af en gruppe forskellige mennesker, hvor en  kvinde i midten skiller sig ud ved at se trist ud.

Illustration: Shutterstock

Arbejdet stresser dem uden børn mest. Særligt de yngre og kvinderne ligger i front. Det giver god mening ifølge to eksperter. Men måske gemmer der sig en skjult historie i tallene.

Det kan godt være, at småbørnsforældre oplever sig selv som stressede. Hente, bringe, bade, putte og Aula. Men når vi zoomer ind på stress, hvor arbejdet er involveret, er dem uden børn klart hårdest ramt. Især kvinderne.

Næsten hver fjerde kvinde i 30’erne uden hjemmeboende børn har været mærket af arbejdsrelateret stress inden for de seneste to uger. Men mændene uden børn føler sig også særligt pressede. Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har gennemført baseret på en undersøgelse fra 2021 fra Arbejdstilsynet.

At dem uden børn er hårdere ramt af arbejdsrelateret stress kan umiddelbart virke overraskende. Men det giver god mening, mener to stressforskere.

Den ene er Christian Gaden Jensen, seniorforsker inden for stress og mental sundhed ved Aarhus Universitet og adm. direktør i Fonden Mental Sundhed.

Han peger på, at analysen fokuserer på dem, der har svaret, at den vigtigste kilde til stress er ’arbejde’ eller ’både arbejde og privatliv’. Og altså ikke på dem, hvor privatlivet er den primære stresskilde. Set i det lys er han ikke overrasket over, at det især er dem uden børn og dem i 30’erne, som føler sig presset i arbejdslivet.

”Det kan skyldes, at karrieren her fylder meget, uddannelsen er færdig, og nu tager erhvervsarbejdet rigtigt fat,” som han siger.

Skyld og skam er også nøgleord, når det gælder de yngres mentale helbred, mener en anden forsker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Børn som modvægt til stress

Adjunkt på Copenhagen Business School Pernille Steen Pedersen forsker i arbejdsrelateret stress og i stress blandt studerende. Og hun har et særligt fokus på den skyld og skam, der kan være forbundet med stress.

Hun tager afsæt i sin egen forskning, når hun skal komme med et bud på, hvorfor det især er dem uden børn, der oplever, at arbejdet stresser dem. Men understreger, at hendes forskning primært er kvalitativ.

”Jeg har fundet frem til, at noget af det, der presser os rigtig meget, er, at vi ganske enkelt har ekstremt høje forventninger til os selv,” siger hun.

Det gælder mange af dem, der bliver ramt af stress.

Men hun kan også se noget andet i sin forskning. Nemlig, at der ofte sker noget med forholdet til arbejdet, når man får børn.

”Den skam, jeg har fokus på i min forskning, handler om ikke at kunne leve op til høje forventninger og standarder – meget af det kommer indefra. Det er éns egen dommer, der pisker én rundt i manegen.”

Men når vi får børn, kan der opstå nogle naturlige justeringer, siger Pernille Steen Pedersen.

”Selv om der kommer nye krav, når man får børn, kan jeg samtidig se, at der sker det, at børnene bliver vigtigere end arbejdet. Der kommer en meningsfuldhed ind, som er større end os selv.”

Det betyder, at mange af os ikke bliver ved med at have helt samme høje standarder for vores arbejde, siger hun.

”Det kan måske forklare, hvorfor et nederlag på arbejdet eller det, at man ikke lige når en deadline, ikke rammer helt så hårdt. Der sker noget fundamentalt med vores selvaccept. Vi kan ikke blive ved med at have de høje ambitioner i forhold til vores arbejde. I hvert fald ikke mens børnene er små.”

'Kliksamfundet' stresser

Selvfølgelig kan det også være stressende at være småbørnsforældre, understreger Pernille Steen Pedersen.

”Men for nogle kan det være nemmere at acceptere ikke at kunne levere toppræstationer konstant. Og den accept kan være et vigtigt værn i forhold til følelsen af hele tiden at burde gøre det bedre på arbejdet.”

Der er dog også forklaringer, der ligger uden for den enkelte, siger hun.

”Jeg oplever, at der er en anden accept af, at når du har børn, kan vi ikke stille de samme forventninger til, at du kan give den en ekstra skalle. Mange arbejdspladser har jo endda politikker for det.”

Pernille Steen Pedersen har også et bud på, hvorfor de yngre i særlig høj grad føler sig stressede. Og hun ser også, at det typisk er noget andet, der stresser, end for de ældre generationer.

”Jeg har tidligere set eksempler på dem, der nærmest udsatte deres hjerteoperation og kom på arbejdet, fordi de ikke ville lægge ekstra opgaver over på kollegerne.”

Men når de unge undlader at melde sig syge, er det, fordi de er bange for at blive taget af en opgave. Det er interessen for dem som person, der presser dem, forklarer Pernille Steen Pedersen. Hun tilføjer, at de yngre medarbejdere er vokset op i det, hun kalder et 'kliksamfund', hvor de føler sig bedømt konstant.

”De får hele tiden en ekstern bedømmelse, og vi har ikke været gode nok til at træne deres dømmekraft i forhold til selv at kunne bedømme, hvornår det er godt nok. Det er ikke så meget angsten for at bidrage til arbejdsfællesskabet, som hvordan de tager sig ud, der presser dem.”

Her er det godt, hvis chefen kommer på banen.

ANNONCE

En skjult historie om mændene

Pernille Steen Pedersen har i sin forskning observeret, at det er meget effektfuldt, når en leder ikke kun fortæller yngre medarbejdere, når de gør et godt stykke arbejde – men også træner dem i at forstå, hvad godt (nok) arbejde indebærer, og hvorfor det lever op til forventningerne.

Langt de fleste af os vil selvfølgelig gerne have den melding fra chefen, men det betyder altså rigtig meget for de yngre – og måske især for kvinder, der i høj grad spejler sig i andre, vurderer hun.

”Jeg tror, kvinder i særlig høj grad bliver ramt af en skamfølelse i forhold til egen præstation. De kommer nemt til at føle utilstrækkelighed i sammenligningen med andre, og deri ligger en følelse af skam.”

Når det er sagt, gemmer der sig nok også en anden historie i analysen, som ikke bliver fortalt, mener både Pernille Steen Pedersen og Christian Gaden Jensen.

Christian Gaden Jensen peger på, at kvinder generelt set rapporterer mere stress end mænd, ligesom de rapporterer flere symptomer på psykisk sygdom som angst og depression. Til gengæld viser mænd flere adfærdsmæssige symptomer – de begår oftere selvmord, drikker mere og udøver mere vold og kriminalitet.

”Det vil sige, at man ikke helt kan konkludere, at kvinder er mere stressede. Men man kan sige, at de oftere rapporterer højere grader af stress. Det er ikke for at afvise resultatet. Slet ikke. Men man skal have det forbehold, at mænd givetvis sjældnere svarer, at de oplever stress end kvinder.”

Der er håb

Selvfølgelig har mænd også stress, siger Pernille Steen Pedersen.

”Jeg er ikke kvantitativ forsker, men kvinder er simpelthen bedre til at tale om og sætte ord på stress. Åbne op og dermed også i højere grad erkende, at de er stressede,” siger Pernille Steen Pedersen.

I forbindelse med sin stressforskning har hun også talt med masser af mænd.

”Jeg har set rigtig mange mænd, der har en følelse af at være bange for at blive afsløret – afsløret i ikke at være gode nok. Og derfor stiller de også ekstremt store krav til sig selv. De er typisk bare ikke så gode til at italesætte det. Det er mere tabubelagt for dem at vise sårbarhed.”

Derfor vil der formentlig være bias i sådan en analyse, mener hun. 

Men der er ved at ske noget blandt de unge – også noget, som måske kan være med til at fjerne tabuet om stress hos de unge mænd, siger Pernille Steen Pedersen. Hun håber, det kommer til at kunne aflæses i kommende stressundersøgelser.

Håbet hedder Tobias Rahim, Artigeardit og andre unge kunstnere, der lige nu giver den gas på den danske musikscene. De sætter ord på de unges pres, siger Pernille Steen Pedersen.

”Det er jo interessant, at der bliver sunget med på og lyttet til sange om hele tiden at føle sig betragtet og vurderet. Og om mænd, der græder.”

Om undersøgelsen

Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er baseret på en undersøgelse fra Arbejdstilsynet ’National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere (NOA-L) fra 2021 med svar fra over 30.000 danske lønmodtagere.

AE har fokuseret på arbejdsrelateret stress og har udelukkende inkluderet personer, der enten har svaret, at deres stress skyldes arbejdet, eller at det skyldes både arbejde og privatliv. En person bliver kategoriseret med arbejdsrelateret stress, hvis vedkommende har svaret, at han/hun var stresset, og at den vigtigste kilde til stress var ’arbejde’ eller’ både arbejde og privatliv’. 

Kommentarer

Anette
22 dage siden
Ærgerligt, at man kun taler om dem, som er i job. De mest stressede er faktisk de jobsøgende. Men det er det ikke smart at tale om,.
Hans
22 dage siden
For det første er det ikke ok at præsentere det som negativt, når mænd ikke tuder ved den mindste modstand og heller ikke bruger følelsesmæssig manipulation af sine modstandere for at få sin vilje. Det er simpelthen bare en stil som ligger til et stort udsnit af befolkningen og den har fordele og ulemper på lige fod med andre livsstile. For det andet mangler undersøgelsen fuldstændig den vinkel, at det er de barnløse (i alle aldre), der bliver bedt om at trække læsset på arbejdspladsen. "Jeg har børn" er den mest udtalte undskyldning for at gå og overlade rodet og ansvaret til sine kolleger, der har været brugt i årtier. Ingen må stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden, ikke hvis de vil undgå akut social aflivning. Det er det store tabu og den hellige gral. Problemet ville være mindre, hvis arbejdsgiveren var forpligtet til at stille en kompetent barselsvikar, eller bemande/planlægge efter børnefamiliernes indsats-mønstre med ufleksible bagkanter, korte dage fulde af irrelevante afbrydelser og distraktioner i form af kontinuerlig kommunikation og overvågning af børn og institutioner, krydret med hyppige sygedage. Det er de barnløse kolleger ved siden af, som stiltiende bliver forpligtet til at fylde hullerne, mens cheferne bryster sig af deres store empati, sociale bevidsthed og gode work-life balance, som de sikrer (for børnefamilier). Og så den oplagte: selvfølgelig får man 'arbejdsrelateret' stress, hvis ens liv primært er at arbejde. Mens man får 'ikke-arbejdsrelateret' stress, hvis ens liv primært foregår derhjemme.