Djøf mener
14.4.2024
af
Johanne Nordmann
Foto: Djøf
Djøf Offentligs formand ser et stort potentiale i, at Djøfs medlemmer i det offentlige fra næste år får mulighed for at spare frihed op til senere brug og sætte pensionsmidler ind på en opsparingskonto.
Det er efterhånden en måned siden, at det sidste OK24-forlig faldt på plads, og godkendelsesprocessen er i fuld gang. Jeg har, fra det første forlig landede, været særdeles godt tilfreds.
Nu en måned senere, hvor jeg har tryktestet resultaterne på en række medlemsmøder og med Djøf Offentligs repræsentantskab, er jeg blevet bestyrket i troen på, at vi har leveret nogle vigtige forandringer, der får betydning. Ikke kun for lønmodtagerne i den offentlige sektor, men fordi vi med aftalerne styrker trenden på hele arbejdsmarkedet om at sikre den enkelte større fleksibilitet og et arbejdsliv i bedre balance.
De politiske bestræbelser om at øge arbejdsudbuddet må nødvendigvis kædes samme med indsatsen for at sikre attraktive arbejdsvilkår og et bedre arbejdsmiljø.
Med overenskomstfornyelsen har vi leveret store løn- og pensionsforbedringer, som alle får glæde af, og kollektivt taget nogle væsentlige skridt mod større valgfrihed for den enkelte. Jeg ser et stort potentiale i, at Djøfs medlemmer i det offentlige fra næste år får mulighed for at spare frihed op til senere brug og sætte pensionsmidler ind på en opsparingskonto, som man efter eget valg kan hæve fra, når man har behov.
Ledige stillinger
Aftalerne er blevet bemærket i forskerkredse og ligefrem benævnt som et nybrud. Om de nye muligheder fortjener den betegnelse, vil jeg lade være op til jer, der hver dag går på arbejde i den offentlige sektor. Brug de nye muligheder, ligesom Djøf også ved kommende overenskomstforhandlinger vil arbejde videre på det fundament, som nu er etableret.
Ved OK24-forhandlingerne i staten kunne vi desværre ikke nå til enighed om, hvilke værn mod arbejdspres overenskomsten skal sætte op. Det ærgrer mig, for jeg synes, at vi mødte op til forhandlingerne med lødige bud på, hvordan man kan værne om dem, der er mest belastede. Men forhandlingerne viste også klart, at der også hos arbejdsgiverne er en erkendelse af, at tempoet på nogle arbejdspladser er usundt og unødvendigt højt. Det giver et grundlag at arbejde videre på og noget at tage fælles afsæt i.
Udgangspunktet for det videre arbejde kan bl.a. være de nye leveregler, som departementscheferne sammen med tillidsrepræsentanterne har formuleret for arbejdet i staten. Jeg tror på, at den type initiativer kan dæmme op for en selvforstærkende kultur, hvor alting synes at haste. Og vi skal sammen holde arbejdsgiverne op på, at der skal findes lokale løsninger, dér hvor de ikke er der i dag. Jeg håber, at vi kommer til at se lignende initiativer andre steder i den offentlige sektor.
Med resultaterne fra OK24 og en vedholdende fælles indsats for trivsel og faglighed har vi taget nogle vigtige skridt, som kan gøre det offentlige arbejdsmarked endnu mere attraktivt.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER