Efter årtier som chef har Niels Ploug endelig fået tid til fordybelse

Kort før jul gik Niels Ploug med let hjerte ud ad Danmarks Statistiks dør for sidste gang efter 15 år som direktør for Personstatistik i vort lands officielle talfabrik.

Han forlod et job med ansvar for 134 medarbejdere og en ledergruppe på 10 for at åbne et nyt kapitel i sit arbejdsliv – stadig fyldt med tal, bare på en anden måde.

”Min åremålskontrakt som offentlig chef stod til at udløbe, og så skal man jo søge sit eget job igen. Jeg tror, at jeg nok godt kunne være fortsat i mit job. Men det satte tankerne i gang hos mig.”

Skulle han søge sit eget job? Skulle han gribe chancen, kaste sig ud i det og i en alder af snart 64 år prøve noget helt nyt?

”Jeg mærkede, at det var nu, hvis jeg skulle nå noget andet i mit arbejdsliv.”

Så den 2. januar begyndte han som Associate Partner, ESG data & strategi i Hansen & Ersbøll Agenda. Et konsulenthus med små 10 medarbejdere på 2. sal i en villa ved Søerne i København – og med ESG, altså bæredygtighed, som kerneprodukt.

Behov for data

ESG står for Environment, Social and Governance, og vi må lige tilbage til Danmarks Statistik for at forstå, hvorfor det blev præcis dét job, Niels Ploug forlod sin statslige direktørpost for.

I Danmarks Statistik havde han ansvaret for datadækningen af, hvordan Danmark lever op til FN’s 17 verdensmål og de 230 delmål. Han sad også med i FN’s globale arbejde med verdensmål og data og i Folketingets 2030-panel om verdensmålene.

I forbindelse med alt det havde han lært Lotte Hansen og Charlotte Ersbøll at kende, også på det personlige plan.

”Lotte og Charlotte har en stærk anbefaling om, at virksomheder og organisationer bruger data i deres arbejde med bæredygtighed. For ellers ved de ikke om det, de gør, virker. Eller om de lever op til de mange krav, som myndighederne i dag stiller om bæredygtighed.”

Eller som Niels Ploug siger: Man skal have et datagrundlag for at sige, at her går det godt.

”Også med hensyn til bæredygtighed. Men her er vi nok stadig mest på den verbale front.”

Kan bruge al sin tid på én ting

Mens Niels Ploug var i tænkeboks om sin fremtid, slog Hansen & Ersbøll jobbet op, og så greb han telefonen.

”Jeg så en mulighed for at kunne bruge resten af mit arbejdsliv på noget, jeg synes er virkelig vigtigt. At kunne bruge alle mine arbejdstimer på bæredygtighed,” forklarer han.

”Jeg tror, at Lotte og Charlotte blev overraskede over, at jeg ringede. De havde nok ikke lige tænkt på sådan én som mig til jobbet. Men vi havde nogle gode samtaler om min motivation og så videre, og så fandt vi matchet.”

En del af dealen er, at Niels Ploug også skal bruge sin erfaring til at lette Lotte og Charlotte for nogle af deres ledelsesopgaver.

”Jeg synes jo, det er fint, at de to partnere, som er sådan et par iværksættertyper, kan overlade noget af den daglige, mere strukturerede ledelse til en type som mig.”

Glem ikke S'et i ESG

Niels Ploug blev cand.polit. i 1985 og få år efter forskningschef på Socialforskningsinstituttet, i dag VIVE, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Han har i årevis undervist studerende på sit gamle studium og på Copenhagen Business School, og desuden har han været vicepræsident for FN's Committee of Experts on Big Data and Data Science for Official Statistics.

Og så har han skrevet en stribe bøger om social ulighed. Med titler som ’Økonomisk ulighed i Danmark’, ’Klassekamp fra oven’, ’Rige børn leger bedst’ og ’Social arv og social ulighed’ har han brugt et halvt liv på datadrevet forskning om dem, som ikke pr. fødsel fik tildelt en plads i solen.

Niels Ploug holder fast i, at vi også skal satse på S'et i ESG, som jo står for social bæredygtighed.

Lige nu fylder E'et – environment for miljø og klima – nok det meste for de fleste.

”Det gør det jo, fordi klimaet er en så uhyggeligt stor udfordring.”

Men hvis politikerne vil have borgere og medarbejdere til at være bærere af de nødvendige adfærdsændringer i klimaomstillingen, kommer vi ikke uden om det sociale aspekt, siger han.

”Vi skal være bevidste om den sociale balance, når vi fx siger til de mennesker, som tjener mindst og er mest udsatte for arbejdsløshed, at nu skal de holde op med at købe de billigste fødevarer i supermarkedet.”

Nu skal jeg nok lade være med at nævne De Gule Veste i Frankrig?

 ”Jamen, De Gule Veste er ikke noget dårligt eksempel. Det handlede om prisen på benzin, men viser meget godt problematikken med, at nogle kan opleve, at nogle andre, som har deres på det tørre – og fx har råd til at bo steder, hvor man ikke behøver en bil for at komme på arbejde – beslutter noget, der koster dyrt for dem, der ikke har deres på det tørre.”

Måske en trend

Da Niels Ploug fyldte 60, havde han 40-års-jubilæum i statens tjeneste. Han blev ansat som studentermedhjælp på Økonomisk Institut, da han var 20, og det tæller også med.

Men nu var det tid til et sceneskift.

Det er fra en hverdag, hvor han om morgenen lige kunne nå at sætte sin taske og hente sit termokrus før det første af dagens væg-til-væg-møder. Som så kørte til sidst på eftermiddagen, inklusive i den højt besungne betalte frokostpause, som han siger med et smil.

To-tre dage om ugen fortsatte arbejdsdagen til aftenmøder ude i byen, hvor han repræsenterede Danmarks Statistik eller holdt foredrag.

”De dér arbejdsdage på 10 timer, som man jo har i sådan nogle stillinger i staten, og som var plastret til med interessante møder og aktiviteter, havde jeg sådan set ikke noget problem med.”

Men åremålskontrakten udløb som sagt, og tankerne kom.

”Og der kunne jeg mærke, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg godt kunne tænke mig færre møder og mere faglig fordybelse.”

Måske det er en trend.

I hvert fald blev Niels Ploug lidt overrasket over, at relativt mange i hans omverden – typisk offentlige ledere på hans egen alder eller minus fem år – sagde til ham, at det kunne de sørme også godt tænke sig, hvis de ellers kunne finde det rigtige.

”Og hvorfor skulle de ikke kunne det? Det er dygtige folk. Så jeg har da tænkt over, om der ligger en mere generel problematik her, som kunne gå hen at blive et problem for den statslige sektor, hvis det vokser sig større,” siger han.

”Ikke at det dermed nødvendigvis skal ses som en kritik af staten som arbejdsplads. Jeg har været rigtig glad for og godt tilfreds med de lederjob, jeg har haft dér. Men at det nok mere skal ses som et tidens tegn om, at mennesker efter mange år i et lederjob måske gerne igen vil styre deres egen tid og deres eget liv.”