Nu skal Anne med speedbåd til jobbet

Få kilometer fra København ligger en ø. Fra distancen er der noget urovækkende over den. Et slags mini-Alcatraz.

Man kan ane det grålige fort, der med sine lange gange løber igennem øen. På en platform står et HAWK-missil og peger mod luften og vidner om, hvad øen i sin tid var tænkt til.

Men i dag kan den dårligt komme længere fra krigerisk brug. Den kaldes nu Ungdomsøen. Et projekt, der startede hos spejderbevægelsen, og som med støtte fra Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden blev en realitet. Målet er at give Danmarks ungdom et sted, hvor de kan engagere sig i samfundet og verden omkring dem.

Projektet har siden åbningen i 2019 vokset sig større, og det er i den forbindelse, at Anne Fischer Olesen skal bruge sine erfaringer fra Københavns Kommune og Trafikstyrelsen til dels at projektlede en fremtidssikring af øens havn og dels at være PA for Ungdomsøens direktør, Dea Forchhammer.

Anne Fischer Olesen havde første arbejdsdag den 1. december og har siden nået at opleve begejstringen i mødet mellem sin rammesatte bureaukratiske tankegang og den vindblæste ”ønskeø”, som hun kalder den.

Djøf-trylleri

I godt 15 år har Anne Fischer Olesen arbejdet i, hvad hun kalder ”store organisationer med klare processer og bureaukrati.” Det er den verden, hun kommer fra. Og det er de erfaringer, hun skal tage med sig ud på Ungdomsøen, hvor der ikke på samme måde er fokus på systemer’

Sammen med en kollega er hun blevet ansat til det, netop djøfere kan ”trylle med” – at skabe procedurer og rutiner.

På Ungdomsøen arbejder de unge med en række forskellige dogmer. Et af dem er forstyrrelse – for at ruske i, hvad man plejer at gøre. Men også, at man ikke skal arbejde imod de forstyrrelser, der er. Det kan være vind og vejr eller andre uforudsigeligheder, som er dømt til at ske, når man arbejder midt i havet.

Som når båden er ved at gå i stå på vej til arbejde, eller når telefonsignalet forsvinder i et vigtigt opkald.

Men det gælder også fagligheden. At turde fejle.

”Som djøfer kommer man historisk set fra nulfejlskulturorganisationer, men på Ungdomsøen arbejder man med, at fejl er noget, man ved, der sker. Fejl er noget, man lærer af. Det er vigtigt for mig at lære – både personligt og fagligt – at fejl ikke er noget, jeg skal ligge søvnløs over derhjemme.”

Den lille organisation

Da Anne Fischer Olesen snublede over jobopslaget på LinkedIn, øjnede hun en mulighed for at vende tilbage til noget, hun husker som særligt sjovt – men på en ny måde.

I starten af sine 20’ere arbejdede hun som junior-konsulent hos analysevirksomheden Epinion. Dengang var der ikke mange ansatte, og derfor havde hun følelsen af at være en del af et lille hold.

”Når man er ansat i en lille organisation, kan man uanset rang bare gå ind til direktøren og sige sin idé. Og hvis idéen er god, bliver den til noget. Man har derfor en helt anden form for indflydelse end i de større organisationer,” siger hun og fortsætter.

”Men så er der ofte ikke sammen orden og system. Måske har man ikke helt styr på procedurerne, og der er mange ting, der ordnes ad hoc og hurtigt. Det husker jeg som virkelig sjovt.”

Anne Fischer Olesen glæder sig derfor over at komme mere ind i maskinrummet, hvor hun kan følge beslutninger fra de helt spæde overvejelser til udførelsen.

Mystik og fortryllelse

Anne Fischer Olesen er begejstret, når hun taler om Ungdomsøen. Hun er selv københavner, og hun synes, der ligger en slags ”fortryllelse” i, at der eksisterer noget legesygt og mystisk som en gammel fort-ø for unge, som man lidt halv-besværligt skal sejle ud til.

Det minder hende om dengang, hun var ung i København, og der lå ”underlige og mystiske” diskoteker i forladte villaer og siloer rundt omkring i byen. Den der fornemmelse af, at der lever noget ”ikke-ordnet” i en ellers meget struktureret by.

Anne Fischer Olesen tager på nuværende tidspunkt med speedbåden ud til selve Ungdomsøen én gang om ugen, men det afhænger af vejrforholdene. Ellers holder hun til daglig til på Holmen i København, hvor hun ser frem til at bruge sine djøf-færdigheder i mere uforudsigeligt og ujævnt terræn.

”Legen får lov til at være en del af læringen. Det inspirerer mig. Jo ældre man bliver, jo mere bliver strukturen ligesom bare en del af arbejdet og éns hverdag,” siger hun og tilføjer, at det derfor måske er meget godt at blive lidt vindblæst en gang imellem.