Brevkasse

Mine kolleger overser mig

6.2.2024

af

Illustration, hvor en kvindekrop står uden et synligt hoved og med en letskyet himmel som baggrund

Illustration: Cristina Conti/Shutterstock

"Jeg oplever, at mine kolleger og chefer – som mestendels er yngre og mindre erfarne end mig – ikke ser eller efterspørger alt det, jeg kan. Det frustrerer mig og påvirker min arbejdsglæde og motivation negativt."

Kære Djøf

Jeg landede for et års tid siden i mit nuværende job, som jeg er superglad for. Jeg er i midt-50’erne og har mange års erfaring fra lignende job og organisationer, og jeg har rigtig meget at bidrage med til opgaver, projekter og udvikling. Men jeg oplever, at kollegaer og chefer – som i sagens natur mestendels er yngre og mindre erfarne end mig – ikke ser eller efterspørger alt det, jeg kan. Det frustrerer mig og påvirker min arbejdsglæde og motivation negativt. Har I et godt råd til, hvordan jeg bringer min erfaring og viden i spil, så det får mere plads i mit samspil med mine kollegaer og chefer?

 

Kære medlem

Det betyder meget for os, at vi kan bringe vores styrker i spil på job. Oplevelsen af ikke at blive anerkendt for det, vi kan, slider på os. Her er nogle ting, du kan gøre for at fremhæve og aktivere dine styrker, der hvor du er i dag:

Synliggør dine kompetencer og resultater ved at deltage aktivt i fælles drøftelser i jeres afdeling eller hus. Og byd dig til, når opgaver og projekter skal bemandes. Når du melder dig, så byd konstruktivt ind med løsninger og forslag, der matcher det, der er brug for. Fokusér på effekt og værdi. Fx ved at sige: ”Min erfaring er, at hvis vi gør sådan her, tjener/vinder vi det her.” Med andre ord: Væn dine kollegaer og chefer til, at når noget lander på dit bord, bliver der leveret til jeres bundlinje(r).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Dyrk og investér i dine kollegiale relationer både formelt og uformelt. Få talt med kollegaerne om deres arbejde, projekter, opgaver og liv. Lyt til deres frustrationer, succeser og udfordringer. Og vær nysgerrig på, hvordan du kan bringe dig selv i spil på en relevant måde. Hvis ikke du bliver bedt om feedback eller råd, så spørg (inden du bare gør det), om du må komme med et råd eller et forslag, som kan bidrage til kollegaens, chefens eller afdelingens succes og værdiskabelse. Og lad det være op til modtageren, om han/hun/de vil følge dit input.

Det er vigtigt, at du ikke på forhånd forventer at blive lyttet til på en bestemt måde. Og vær selv åben over for feedback, råd og læring. Trods din modenhed og din solide erfaring er der formentlig også noget, du kan blive klogere på, udvikle dig indenfor og blive bedre til.

Kend derfor dine udviklingspotentialer, og vis, at du også personligt er modtagelig over for input, ny erfaring og læring. Vis dermed i konkret handling, at du har fokus på at lære og på dialog og samarbejde, også på din egen banehalvdel. Det vil også åbne for, at andre vil lytte til dig og dine erfaringer.

Og endelig skal du være helt skarp på, hvad du ikke byder ind med/på. Med andre ord skal du afgrænse din faglighed, kompetencer og erfaringer, så det er helt tydeligt, hvor du kan bidrage værdifuldt. Og hvor du anerkender andre og giver dem plads til det, de kan og vil bidrage med.

Med venlig hilsen
Frederik Iuel, chefkonsulent, Djøf

Kommentarer

Marietta Jeppe
5 mdr. siden
Det lyder som arbejdspladsen ikke aktivt arbejder med Diversitet, Lighed og Inklusion (DEI), og at der derfor er uudtalte kulturelle koder for, hvordan man omgås hinanden, der blandt andet omfatter en lang række bias'es. Når det er sagt, har du ikke andre muligheder end at byde ind, som DJØF skriver, og bliv ved med at gøre det. Det er en høj læringskurve. Hvis det udvikler sig til for meget gaslighting, må du overveje at skifte.