Frederik og generation klima forandrer snart dit arbejde

Sidste år sank Frederik Bjørnbak ned i et hul. Han var 24 og færdig med bacheloren i statskundskab. Det var ikke en depression, men tankerne var mørke. Siden han var 17, havde han brugt al sin fritid på at være klimaaktivist. Alt, hvad han gjorde, sagde og tænkte, handlede om det. Til sidst brændte han nærmest mentalt ud.

I dag har han det bedre. Han har lavet en indre bundvending: Det kan godt være, at Danmark som land kan nå et stykke, men på verdensplan når vi det ikke. Klimaforandringerne kommer, så nu handler det om at forberede os. Bygge diger, opbygge beredskab, sikre forsyningskæderne. Forberede os på det værst tænkelige.

”Jeg har super respekt for alle, der stadig orker at være aktivister. Men jeg blev nødt til at vægte min mentale sundhed højere end aktivisme.”

Han er helt stoppet i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Nu træner han brasiliansk jiu-jitsu næsten hver dag sammen med sin kæreste. Han tager ud i naturen. Eller han er bare i nuet i sin fritid.

Frederiks generation Z – født 1995-2010 – er dem blandt danskerne, som er mest bekymrede for, at klimaforandringerne vil påvirke dem i deres levetid. Det gjaldt 72% af 18-28-årige i den seneste holdningsundersøgelse fra den grønne tænketank Concito.

Den bureaukratiske død

”Frederik og mange i hans generation borer fingeren lige ned i vores ømme punkter,” siger ledelsesrådgiver Karen Spuur, som er bogaktuel med ’Ledelse på tværs – skab synergi og slip potentialet løs mellem generationer’.

Det kan være svært at rumme for en leder, mener hun.

”Mange af os underkender den tilgang, som én som Frederik har. Men hvis vi skal skabe de forandringer, der skal til, er vi nødt til at omfavne det kæmpeansvar, som han og mange andre i hans generation påtager sig personligt. Vi har brug for Frederik.”

Hvad tænker Frederik selv? Hvad skal der til for at gøre ham glad i et job?

Dét, han har det mest stramt med, er hierarkier, og at andre skal bestemme over hans tidsplan. At han kommer til at dø en bureaukratisk død.

”Det har jeg efterhånden lært, at jeg ikke er så god til. Til gengæld er jeg god til at bestemme min egen tid og få noget ud af dagen. Den ene dag kan jeg arbejde i ét stræk til kl. 22. Næste dag kan jeg stå op kl. 10 og tage ud at træne. Så faktisk ville jeg egne mig bedst til at være selvstændig.”

Men hvad skal helst opfyldes, hvis du får et lønmodtagerjob?

”En grøn dagsorden, stor fleksibilitet – og at man kan være kreativ og udrette noget, helst i en fart. At man kan se, at man skaber en forandring,” siger han.

”Selv om der er et paradoks i, at klimaomstillingen kræver, at vi alle arbejder enormt hurtigt, samtidig med at vi unge vil have fleksibilitet, 12 ugers ferie og tid til fritid, og at vi i øvrigt er vokset op med, at alting handler om os. Men hvis vi kan se, at vi kan være med til at rykke noget hurtigt, bliver vi også grebet af det.”

Handlemodus

”Forskellen på os erfarne og de unge er, at vi er opdraget til at tie stille, rette ind og udføre. I Frederiks generation spørger de ’hvorfor’,” siger Karen Spuur.

De insisterer på work-life-balance, feedback og et godt psykisk arbejdsmiljø. De udfordrer vante arbejdsgange og forlanger mening.

”De har et stærkt sprog for at tale udvikling, værdier, processer og mening. Det er en af deres styrker. Men det er der rigtig mange erfarne ledere, der ikke er trænet i på samme måde fra barnsben. De tænker måske: ’Lav nu den opgave.’”

Det er bare ikke godt nok. Som førstelinjeleder for meningsdrevne unge er det vigtigste, du kan bruge tid på at hjælpe dem med at se, hvor i jobbet de skaber værdi for samfundet, for klimaet, for verden. Og for dem selv, siger hun.

”Spørg dig selv som leder: ’Har jeg talt nok med Frederik?’”

Én som Frederik, der er så meget i handlemodus, kunne man også gøre til kontorets klimachef. Dén, der får idéer til, hvordan I fx bruger mindre papir, siger hun.

Så er der frygten for den bureaukratiske død.

”Som leder er du nødt til at sætte processerne i kontekst, så de unge forstår meningen med, at ting skal gennem mange led. Det får mange offentlige ledere ikke gjort, som jeg har set det. Ikke fordi de er dårlige ledere, men fordi de aldrig har prøvet andet – og så kommer de her unge og stiller spørgsmål,” siger Karen Spuur.

Blæs ikke generationskonflikten op

På en arbejdsplads vælger man ikke selv sine kolleger. Så kan Frederik finde sig i de lidt ældre kolleger, som godt nok støtter klimasagen, men som ikke kan slippe de gode, gamle vaner med flyweekenderne til Barcelona og alt det andet, der koster på CO₂-kontoen?

”Altså, jeg tror ikke, der sidder en ung i ét hjørne, som vil en hel masse med klimaet, og en ældre i et andet hjørne, som slet ikke vil noget. Når man er på en arbejdsplads med kolleger, er man pragmatisk, tror jeg. Og fordi du er 50, er det ikke din skyld, at vi har klimakrise og overforbrug.”

Vi skal ikke shame hinanden. Det skaber skel i stedet for løsninger, siger han.

”Det er alligevel ikke lille dig og mig, der kan løse klimaproblemet. Vi mennesker er for dumme til hver især at omstille os. Jeg køber også den nyeste iPhone. Politikerne må skabe de strukturelle rammer, som gør det let for virksomheder, det offentlige og forbrugerne at træffe de rigtige valg.”

Generationsproblem

Frederik Bjørnbak har ikke som mange af sine studiekammerater øjnene rettet mod ministerierne. Men det giver ham håb, at vi har så dygtige embedsfolk, som vi har i dette land.

”Vi kan ikke lave de her omstillinger uden dygtige embedsfolk. De kan omstille sig lynhurtigt, når politikerne beder om det. Det så vi under coronaen.”

Men vi har et alvorligt problem med de sociale medier, fastslår Frederik Bjørnbak.

”Politik er kommet til at handle om clickbait. Det gør, at politikerne misbruger embedsværket, som får svært ved at lave deres arbejde ordentligt. Hvis det presser dygtige folk ud af faget som embedsfolk, har vi altså et problem, når vi skal lave grøn omstilling.”

Og så er der de unges afhængighed af sociale medier. Et generationsproblem, som batter, fastslår han.

”De, der er lidt yngre end jeg, er vokset op inde i TikTok. I aner ikke, hvor afhængige de er. Vi lader algoritmer skabt af et privat firma i en fremmed stat ødelægge en hel generation. Jeg forstår det ikke!”

Mange i 30-50-årsalderen er lige så afhængige af SoMe som hans egen genereration, tror han.

”Men de har ingen idé om, hvor slemt det er for de unge og for hele samfundet. Det er gift for vores demokrati. Det er dårligt for klimaløsningerne, fordi de sociale medier polariserer os og gør os ude af stand til at forstå komplekse ting. Det må gå op for politikerne.”

Og for arbejdsgiverne.

”De får nogle unge ind, som har fem sekunders koncentration at gøre godt med. Prøv at tvinge dem ind i et system, hvor en mail skal godkendes 100 gange.”

Et arbejdsliv i faser

Mens Frederik var klimaaktivist, fløj han ikke. Men i den grå januar satte han og kæresten sig i et fly til Vientiane i Laos. Det havde han ikke gjort for et år siden, men de flyver ikke derude, understreger han. De skal rejse rundt i seks måneder. Han har taget orlov fra statskundskab før kandidaten.

Rigtig mange Z’ere kommer til at leve deres arbejdsliv i faser, hvor de skruer op og ned. Vi vil se dem holde fast i at leve deres drømme og værdier ud, hvad de værdier så end er, siger Karen Spuur.

”Meget mere end vi andre har gjort. Det kan være et rigtig provokerende spejl at få stukket op, hvis man er baby boomer, X’er eller tidlig Y’er som jeg selv. For det havde jeg måske også selv haft lyst til. Jeg turde bare ikke.”

Men de ledere – siger hun – som kan møde dét behov hos de nye generationer, ender som dem, der bliver bedst til at holde på de dygtigste.