Jakob har et drømmejob som diplomat. Men det kommer med en pris

Alt er på lånt tid, når man har et arbejdsliv som Jakob Nymann-Lindegrens. Man er nødt til at acceptere ikke at kunne svare på, hvad fremtiden bringer – og hvilket sted i verden éns familie nu skal rykke til.

Jakob Nymann-Lindegren tog et stort skridt, da han i 2021 efter mange år i udenrigstjenesten blev udnævnt som Danmarks ambassadør til Finland. Hans første ambassadør-stilling.

Omskiftelighed er ambassadørens DNA. Det mærkede Jakob Nymann-Lindegren, da Rusland invaderede Ukraine kort efter, at han tiltrådte stillingen. Jobbet er uforudsigeligt, fordi verden er det.

Vi har besøgt et sneklædt Helsinki for at tale med ambassadøren om krig, kærlighed og et arbejdsliv, hvor teltpløkkerne aldrig er slået helt i.

Flæskesvær og finske flag

'KGL. DANSK AMBASSADØR' står indgraveret på messingskiltet på residensens salviegrønne hoveddør.

Nedenunder er der påklistret et væsentligt mindre Dymo-klistermærke med teksten ’Nymann-Lindegren’.

Her i det centrale Helsinki bor ambassadøren i en smuk lejlighed, der siden 1922 har huset de danske chefdiplomater i Finland, men nu også fungerer som ambassadens mødelokaler. Med høje lofter, lysekroner, dansk design og Dronning Margrethe II's kunst på væggen.

”Velkommen til. Kom indenfor!” lyder det fra ham, hvis efternavn står på den nu åbne hoveddør. 48-årige Jakob Nymann-Lindegren er iført et forklæde og har opsmøgede skjorteærmer.

Der lyder crooner-musik fra et stort metalklædt industrikøkken, hvor Jakob Nymann-Lindegren er i gang med at beklæde en flæskesteg med flagesalt og laurbærblade. Sidst han var i Danmark, købte han stegen i Meny og fik den i kufferten med tilbage. Denne fredag er han ikke ambassadør, men chefkok. Han har inviteret ambassadens 17 ansatte til julefrokost, hvor han har taget madlavningsteten sammen med et par kolleger. Det er sådan, han kobler af.

Det er ikke normalen, at der er tale om løsnede skjorteærmer på en arbejdsdag. Hvis man lukker øjnene og tænker ’ambassadør’, lever Jakob Nymann-Lindegrens daglige uniform formentlig op til det indre billede. Jakkesæt, skjorte, et måske kulørt slips og en reversnål, hvor Dannebrog krydser med siniristilippu – det finske flag.

Dog har den formelle sko en tyk sål. På den tid af året, hvor alle ”går rundt som pingviner,” er det en fordel at være skridsikker på fortove dækket af ujævne små bakker af brunlig sne.

Det kan måske være sværere at se for sit indre blik, hvad en ambassadør lige præcis laver. En hurtig gennemgang af Jakob Nymann-Lindegrens iPhone-kalender viser tydeligt, at jobbet stikker i alle retninger.

I dag krydser han fingre for sprøde svær, mens han i går var til frokost-arrangement med den afgående finske præsident, Sauli Niinistö. Forleden mødtes han med repræsentanter for den samiske befolkning mod nord, var vært for et arrangement om kunstig intelligens i sundhedsindustrien, læste ind- og udgangsbøn til julegudstjeneste for lokale fra Danmark, ærede faldne danskere i Vinterkrigen, var til møde i det nordisk-baltiske samarbejde, i Trade Council og til paneldebat om det kommende præsidentvalg.

Jakob Nymann-Lindegren ser det som essentielt, at man kan netværke med forskellige typer. Om det er folk fra de allerhøjeste embeder til lokale byråd, skoler eller deltagere i Helsinki Pride.

”Det er nok forskelligt fra person til person, hvor meget man skal træne det. Jeg er nok relativt udadvendt som person og finder energi i at være sammen med mennesker.”

Jakob Nymann-Lindegren betragter sit ambassadørjob på en ret lavpraktisk facon. Mest af alt som et håndværk, hvor det handler om at samle informationer om det sted, man er, analysere det og så stille nogle rammer op for noget, der helt abstrakt kan siges at styrke det dansk-finske samarbejde.

Her er det underordnet, om det er ved at hjælpe danske virksomheder, besøge finske byer, tage imod en gymnasieklasse i residensen eller hjælpe lokale danskere på ren borgerservicemanér.

Netop borgerservicedelen er det andet ben, som Jakob Nymann-Lindegrens arbejde står på. Rundt om hjørnet fra residensen ligger den egentlige ambassade, som – bortset fra pasfotoautomaten – ligner hæve-sænke-arbejdspladser, som de er flest. Her er han også ’bare’ ganske almindelig offentlig leder for ambassadens 17 ansatte med alt, hvad det indebærer.

”Når man bliver ansat i Udenrigsministeriet, forventes det, at man lægger dele af sin grundfaglighed fra sig og arbejder som generalist. Man er oprustet til at leve en omskiftelig hverdag, hvor det er alt det udefra – og ikke éns egen prioritering – der bestemmer.”

Selv forsøger han også at leve sig ind i den finske kultur, selv om det ikke har nogen direkte kobling til hans arbejde. Han har erhvervet sig et jagttegn, står på langrend inde i byen i de sneklædte måneder, forsøger at komme så meget rundt i landet, han kan, og overgiver sig til minusgraderne ved at hoppe i havnebassinet.

Det er i hans øjne også en del af metoden. At man forsøger at forstå ved at mærke, hvor man er.

Med Jakob Nymann-Lindegrens ord er det en måde, man kan præge sit ambassadørarbejde personligt. Lægge noget af sig selv i det. For jobbet som ambassadør er et politisk udstukket mandat, understreger han. Det er en embedsmandsfunktion, hvor det ikke er vigtigt, hvad hans personlige holdninger er – det handler om at arbejde for en større sag, som er bestemt ’hjemmefra’. 

5, 4, 3, 2, 1 år

I 80’ernes Fredericia var det ikke en barndomsdrøm for Jakob Nymann-Lindegren at blive brandmand, astronaut eller arkæolog på Indiana Jones-måden. Og heller ikke ambassadør for den sags skyld. Men han havde en udlængsel.

Det var på jurastudiet i Aarhus, at de tanker materialiserede sig i noget mere konkret. Fagene, som beskæftigede sig med EU-spørgsmål, fangede hans opmærksomhed. De verdensvendte, store spørgsmål. Han havde rejst i Asien på rygsækmanér, og nu øjnede han muligheden for et praktikophold i Canada – det blev hans vej ind i Udenrigsministeriet.

Siden har han aldrig kunnet udtænke en skudsikker karriereplan. Aldrig haft mulighed for at se de famøse fem år frem. Han taler om det på en meget ubekymret måde, selv om en ambassadørstilling for mange er at betragte som et drømmejob.

Og på sin vis siger det noget meget karakteristisk om Jakob Nymann-Lindegren, men også om selve jobbet. Det er omskifteligt, og arbejdsopgaverne – og verdens udvikling – er uden for éns hænder. Det samme gælder éns fremtid.

Når kalenderen viser 2026, ved Jakob Nymann-Lindegren groft sagt ikke noget. Der stopper hans ambassadørpost, og enten skal han hjem eller videre. Sådan er systemet.

I princippet var valget af Finland ude af hans egne hænder. Da Jakob Nymann-Lindegren i sin tid skulle søge mod en ambassadørpost, skulle han søge fem-seks lande.

Én ting er, at han ikke selv ved, hvor i verden han skal arbejde efter 2026. Men det samme gælder hans hustru, Lotta, som selv er finsk. Og hvilken skole i verden, børnene så skal gå i, er også uvist.

Den omskiftelighed, han i sin tid forelskede sig i ved et verdensvendt arbejde, giver udfordringer med at indrette et familieliv.

Og ifølge Jakob Nymann-Lindegren ”burde det ikke fungere.” Men når uforudsigeligheden nu er en kendsgerning, forsøger familien at sørge for, at den ikke fylder for meget.

”Hvis man hele tiden går og tænker, hvad skal der ske om 5, 4, 3, 2, 1 år, kan det hurtigt blive en utilfredsstillende måde at leve på, hvor man så heller ikke er i stand til at være det sted, hvor man så er.”

Han vender ad flere omgange tilbage til bestemte ord for at beskrive sit forhold til selve arbejdet.

”Det er en livsstil. Det bliver et mindset. Man går ikke på arbejde og behandler en bunke sager. Det er noget, som omfatter hele dit liv, hvor grænserne mellem arbejde og fritid flyder ud.”

Jakob Nymann-Lindegren stopper sig selv, fordi han godt kan høre, at han får livsstilen til at lyde meget let – pragmatisk. Derfor er det vigtigt for ham at understrege, at det netop ikke skal lyde sådan. Fordi det også kommer med en pris.

” … ej, det lyder jo så kedeligt”

Ved siden af det store metalklædte industrikøkken er der et mindre køkken. Og i modsatte ende af de store residensstuer med sort flygel og rene linjer er familiens almindelige stue og værelser. Der, hvor de har egne møbler med.

Der, hvor det er okay, at der står en LEGO-skulptur af Star Wars-Yoda, og at et teenageværelse ligner et teenageværelse. For følelsen af hjemlighed er ifølge Jakob Nymann-Lindegren vigtig, så ambassadeformaliteten ikke bliver en klaustrofobi. Det bliver man nødt til, når ’hjem’ skifter adresse oftere end normalt.

De to sønner, Julius og Aksel, på henholdsvis 11 og 13 år, har begge været med på rejserne rundt. De har gået i børnehave og skole i Bruxelles, København og nu Helsinki.

Jakob Nymann-Lindegren ved godt, at de to håber på at komme til at bo i København næste gang. Jo ældre de er blevet, desto sværere er det også at lave de store skift.

”Det er vigtigt at inddrage dem i den dagligdag, vi har, som jo er lidt speciel at være en del af i den forstand, at der kommer rigtig mange mennesker i deres hjem. De ved jo så også godt, at det her er noget, man gør i en periode, og derfor forsøger vi at tale om det i rigtig, rigtig god tid i forvejen.”

Man går glip af meget dag-til-dag-kontakt med venner – og forældre, som kun bliver ældre. I sommerferierne må man tænke i en slags turnébaner, hvor fokus er at få set dem, hverdagen ikke tillader.

Jakob Nymann-Lindegren tilskriver meget til Lotta, som selv er finsk. De to mødte i sin tid hinanden i Berlin, hvor han arbejdede for Danmark og hun for Finland. Siden har det været den model, de har rykket rundt i verden med. At de stort set har arbejdet for hver sin udenrigstjeneste, om det så er i Bruxelles, København eller Helsinki.

I hende fandt han én med en ”fælles tilgang til tilværelsen,” siger han, før han igen stopper sig selv.

”… Ej, det lyder jo så kedeligt. Det er jo kærlighed, jo. Det kan man bare ikke helt forklare.”

Han understreger det vigtige i, at de helt intuitivt forstår hinandens måde at tænke på. Måden deres karriere ser ud, når man er rejselysten.

”Det er noget, folk ofte spørger om: ’Hvordan gør I?’ Svaret er nok, at det ved vi ikke rigtigt, men vi har altid haft en tiltro til, at det nok skal løse sig.”

Det tektoniske skifte

Ikke længe efter at russiske tropper bevægede sig over grænsen til Ukraine den 24. februar 2022, vendte opmærksomheden sig mod nord, da Finland – med sin 1.340 kilometer landegrænse med Rusland – pludselig satte spørgsmålstegn ved sin egen neutralitet. Og sikkerhed.

Små seks måneder efter, at Jakob Nymann-Lindegren var flyttet til landet.

Da den russiske invasion blev til virkelighed, ryddede det bordet, dels i det danske Udenrigsministerium, men også i hans eget opgavefokus. Der blev med hans egne ord ”spillet på alle tangenter,” i takt med at interessen for Finland begyndte at blusse op.

Jakob Nymann-Lindegren nævner selv, at den internationale mediedækning af Finland blev tredoblet i foråret 2022. For hans vedkommende betød det, at DR P1, TV2 News og andre danske medier i højere grad begyndte at ringe til ham for at få en vurdering af forholdet til naboen mod øst.

Blot ét år senere kunne NATO-fanerne hejses i de finske flagstænger for endegyldigt at markere landets nye plads som medlem nummer 31 i forsvarsalliancen – ”et tektonisk skifte i sikkerhedspolitikken,” lyder det fra lektor i international politik ved Forsvarsakademiet Jørgen Meedom Staun.

Herefter mødte den amerikanske præsident, Joe Biden, op til nordisk topmøde i Helsinki, hvor den storpolitiske symbolik talte for sig selv. Den kolde luft er siden blevet koldere. Finland har beskyldt Rusland for hybridangreb, og grænseovergange er lukkede.

Men selv om der for Jakob Nymann-Lindegrens vedkommende blev arbejdet med en anden form for intensitet, og historiens vingesus reelt blæste omkring ham, betragter han det stadig –  med en slags jysk underspillet nøgternhed – som en del af jobbet.

Han ønsker på ingen måde, at hans rolle i det helt store billede skal lyde mere dramatisk, end den var. Det kan ikke sammenlignes med hans diplomatkolleger, som befinder sig steder, hvor der er mere skudsikker vest end jakkesæt over den daglige uniform. Selv har han kunnet arbejde med krigen langt fra krudt, kugler og opstand.

”Verden er rammen om det, jeg laver,” siger han. Så selv når der kommer historiske begivenheder ind fra højre, handler det om at betragte det nøgternt. At bruge sit håndværk. Analysere.

Røgalarm?

Bip. Bip. Bip. Bip …. lyder det højlydt et sted.

Ambassadøren mistænker selv en røgalarm, men idet han skal til at undersøge det, træder en ung fyr ind ad hoveddøren.

”Det her er Julius, min yngste søn, og som du kan se, er de supergode til at stille deres ting på plads,” siger han med lun sarkasme, idet 11-årige Julius lader sine snevåde støvler stå og sin jakke ligge inden for døren.

”Jeg burde jo nærmest få løn for det,” lyder det kækt tilbage fra Julius, som kommer gående gennem residensens store lokaler med en skål Havrefras og sit ansigt rettet mod mobilen i den anden hånd.

Igen sætter Jakob Nymann-Lindegren jagten ind efter den konstante bippen, som viser sig at komme fra industrikøkkenet. Det er et stegetermometer, der skriger, fordi den ideelle flæskestegskernetemperatur er nået. Den er klar til, at de ansatte snart møder op.

Han læner sig frem, kigger ind ad ovnlågen og konstaterer, at sværene er blevet ’puffet’ og sprøde.

”Det ser da meget godt ud, gør det ikke?”