"Jeg kalder mig selv for samfundsingeniør"

Da jeg blev færdig som cand.polit., var jeg en tid i Det Økonomiske Råds sekretariat og senere et år på det, der dengang hed Børsens Nyhedsmagasin. Der fik jeg skærpet min interesse for at kommunikere skarpt, og det har jeg haft stor glæde af efterfølgende – også til et bredere publikum.

Som yngre økonom i fagbevægelsen blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne hjælpe med at få etableret de pensionskasser, som skulle udmønte aftalerne i trepartsaftalen fra 1987. Så jeg fik lov at stå i spidsen for de første arbejdsmarkedspensioner i 1990-92 – det, der i dag hedder PensionDanmark.

Det lærte jeg selvfølgelig rigtig meget af, alt lige fra design af IT-systemer til at tage imod indbetalinger fra mange tusinde virksomheder. Det at få designet, hvordan en pensionsordning ser ud, og få lov at være inde over alt det, man laver i en pensionskasse. Det har selvfølgelig været meget, meget spændende for mig at få lov til at skrue på knapperne i hele forretningen.

Når man starter med et blankt stykke papir, tænker man jo over, hvad der er den rigtige måde på at lave pensionsordninger for faglærte og ufaglærte med relativt beskedne indkomster og meget hyppige jobskifter. Vi kiggede på at gøre det på en omkostningseffektiv måde. Dermed kunne vi lave en helt ny løsning, som har vist sig levedygtig, og vi blev så Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse – fra 0 kr. til 330 milliarder kr. i kassen, da jeg sagde farvel.

Nogle gange har jeg kaldt det ”den største velfærdsreform i Danmark” i nyere tid, fordi vi definitivt afskaffede risikoen for, at vores ældre bliver fattige, og sørger for, at helt almindelige mennesker sparer så meget op til pension, at de kan se frem til en god livsaften, når de trækker sig tilbage. Derfor kalder jeg også mig selv for ”samfundsingeniør”.

At være formand for CBS er på en måde pay-back. Både professorer og eksterne undervisere skal have et aftager-perspektiv og levere de kandidater, virksomhederne har brug for, og hjælpe med de store udfordringer, de står over for: Ny verdensorden, ny supply chain og et helt andet fokus på bæredygtighed – det er eksempler på det, jeg er optaget af.

Som formand for CIP-fonden – Copenhagen Infrastructure Partners, som jeg var med til at etablere for 10 år siden – har jeg lært, at de meget store grønne energiprojekter, vi har udviklet over de seneste 10 år, har givet fantastiske afkast til vores medlemmer, men også sat Danmark endnu mere på verdenskortet og bidraget til den globale grønne omstilling.

Jeg er stolt af, at vi fik de store kompetencer – tidligere DONG-ansatte som fx Jakob Barüel Poulsen – med ombord i CIP. Det var der mange af mine kolleger i pensionsbranchen, der dengang syntes var meget dristigt.

Det allervigtigste, jeg har lært, er, at hvis du vil gøre en forskel – have impact – på din omverden og gøre verden eller Danmark til et bedre sted, skal du gå nye veje. Hvis du ser på PensionDanmark, som har været min hovedindsats gennem mange år, har det været båret af entreprenørskab og innovationskraft. Man skal turde gå nye veje, fx inden for investeringspolitik. Eksempelvis vores grønne satsning og den måde, vi har tænkt en moderne pensionsordning på. Det er jo ikke bare at investere i almindelige papirer, men at bruge den finansielle muskel og investere på en måde, som gør verden til et bedre sted.

Det her lyder måske lidt banalt: Man skal aldrig gå i andres fodspor, for så kommer man aldrig foran. Så det er både at fastholde den entreprenørånd, der prægede virksomheden – i hvert fald da vi startede for 30 år siden – men også hele vejen igennem. Og det synes vi, at vi er lykkedes rigtig godt med.