Her er et problem, der ikke er djøfernes skyld

Den populære sociolog og forfatter Bent Vestager blev rystet i sin grundvold torsdag eftermiddag, da han under et besøg på sin datters fritidshjem opdagede et problem, der tilsyneladende ikke skyldtes en uproduktiv akademiker.

Bent Vestager er gennem de seneste år blevet kendt for sine bøger om den 'administrative overklasse'. En kynisk magtelite af embedsmænd, strategikonsulenter og HR-medarbejdere, der siden overgangen til landbrugssamfundet har trælbundet befolkningen med regler, procesbeskrivelser og dokumentationskrav, og som ikke alene har forvandlet vores job til meningsløst pseudoarbejde, men som også – i et bredere perspektiv – har været skyld i stort set alle ulykker i menneskehedens historie.

Umiddelbart var han derfor heller ikke i tvivl om, hvem der var den skyldige, da han ved torsdagens hentning på fritidshjemmet blev mødt af et kaos af grædende børn, mad og legetøj, der fløj gennem luften, og pædagoger, som var totalt fraværende.

”Min første tanke var, at der måtte stå en djøfer bag. En innovationskonsulent, som i sin evindelige trang til at beskæftige sig selv hælder uproduktivt pseudoarbejde ud over sagesløse pædagoger.”

”Men da jeg undersøgte sagen nærmere, viste det sig, at fritidshjemmet overhovedet ikke er underlagt den type krav. Det eneste proceskrav, jeg kunne finde, var et håndskrevet skilt, der hang over kaffemaskinen, som forlangte, at man skulle sætte en ny kande over, når man tog det sidste. Og det var opsat af en pædagog, som hedder Susanne.”

”Der har manglet en djøfer”

Selv efter en grundig undersøgelse af fritidshjemmets regulatoriske rammer måtte Vestager opgive at tilskrive problemerne den administrative overklasses regelrytteri.

”Som arbejdsplads er de naturligvis underlagt en række bestemmelser i arbejdsmiljøloven, ligesom forholdene i fritidshjemmets køkken jo skal overholde fødevarelovens krav,” siger Vestager. ”Men da jeg undersøgte det nærmere, kunne de kaotiske forhold faktisk ikke forklares ad den vej. Dels fordi de fleste af kravene var temmelig fornuftige. Dels fordi pædagogerne overhovedet ikke var klar over, at de fandtes. Faktisk …” siger sociologen og sænker stemmen en anelse, ”var jeg – i forhold til hygiejnekravene – fristet til at kontakte Fødevarestyrelsen.”

Efter at have undersøgt forholdene var Vestager derfor nødt til at drage en opsigtsvækkende konklusion:

”Det er svært at begribe, men det lader til, at personalet på egen hånd har organiseret sig på en uhensigtsmæssig måde, hvor værdifuld arbejdstid går tabt pga. manglende kommunikation, dårligt forberedte møder og mangel på planlægning.”

”Meget tyder på, at de kaotiske tilstande simpelthen skyldes, at pædagogerne ikke har gennemtænkt, hvordan man kan organisere arbejdet på en fornuftig måde, og at der ...” fortæller sociologen og dæmper på ny sin stemme, ”har manglet en djøfer til at få styr på tingene.”

Efter at have sundet sig et par dage afviser Bent Vestager dog, at oplevelsen har givet ham anledning til at revidere sine teorier.

”Det er da muligt, at der undtagelsesvis findes problemer i den offentlige sektor, der ikke er djøfernes skyld. Men det rykker ikke ved min overbevisning om, at der sidder en magtfuld overklasse af akademikere langt fra virkeligheden og på kynisk vis ruller deres idéer og dagsordner ud over befolkningen uden på nogen måde at forholde sig til, hvad der i virkeligheden foregår ude hos borgerne og medarbejderne i velfærdsstatens frontlinje.”