Nogle gange skal der en politolog til

Forestil dig, at én, der står dig nær, er løbet ind i store psykiske problemer. Vedkommende er gået helt ned med flaget og har tydeligt brug for professionel hjælp. Hvem synes du, personen skal have hjælp af? En sognepræst, en filosof eller en psykolog?

Svaret varierer ganske givet fra person til person og afhænger naturligvis også af økonomisk formåen. Men for langt de fleste tror og håber jeg, at svaret naturligt vil være en psykolog. Psykologer er nemlig højt kvalificerede fagpersoner, som pga. deres uddannelse kan behandle psykiske problemer som ingen andre. De andre professioner, jeg nævner, er også gode til at snakke om følelser og hjælpe folk, der har ondt i livet, men det er nu engang på en helt anden måde og på et andet niveau end psykologer.

Men har en person eller organisation et stort politisk problem, der skal løses, kræver det sjældent en specifik uddannelsesbaggrund at være ’behandleren’. Her kan fx retorikere, økonomer, journalister, jurister eller historikere tilsyneladende være lige så gode som uddannede politologer – men som oftest er de det altså bare ikke. Det er i hvert fald min påstand.

Krævende krydsfelt

Jeg tror, at den her faglige pluralisme inden for politik hænger sammen med, at de fleste af os selvfølgelig tænker, at politik jo grundlæggende er for alle. Der er ikke nogen, der må blive udelukket fra den demokratiske samtale, og derfor bliver politik også set som en branche, hvor alle kan være lige gode. Det er jo sådan set meget sympatisk.

Problemet er bare, at den sympatiske hensigt ligger meget langt fra virkeligheden. Der er virkelig mange ting inden for den politiske branche, som i reglen kun bør udføres af politologer. Politiske effektundersøgelser, baggrundsanalyser og anvendelse af politiske teorier kunne være forholdsvis konkrete eksempler – i hvert fald så konkrete de kan blive i Djøfbladet.

Hertil kommer alle de arbejdsopgaver, som lægger sig i krydsfeltet mellem politik, forvaltning og videnskabelighed. Her skal man være højt kvalificeret i alle disciplinerne på én gang, og det er kun politologer, der for alvor er det.

Spekulyser

Når der nu ikke er den samme faglige autoritet og respekt for politologer, som der er for fx psykologer, er jeg bange for, at det bunder i en form for misforstået høflighed blandt os politologer – jeg er dog først cand.scient.pol. til sommer, så her pynter jeg mig lidt med lånte fjer.

Vi er og har historisk været for dårlige til at gøre opmærksom på, at der altså er nogle ting, som det kun er os, der kan – eller i det mindste gøre opmærksomme på, at vi er de bedste til det.

Her er det igen vigtigt at lave en sondring mellem politik og politologi.

For mens fx journalister ved meget om politik, og i sig selv er en del af det politiske system, så har de altså ikke nogen analytiske forudsætninger at behandle politik med. De er enormt gode til at stille politisk relevante og vigtige spørgsmål, men de er altså ikke særlig gode til at lave politiske analyser – som da også undertiden bliver kaldt spekulyser.

Her kommer den lidt hjemmestrikkede sondring mellem politik og politologi tydeligt til udtryk. Når Brian Weichardt går i flæsket på folketingsmedlemmer med giftige spørgsmål, er det god politisk journalistik. Når Hans Redder flere timer dagligt pryder skærmen med politiske analyser, så er det mest af alt bare dårlig politologi – og det synes jeg faktisk gerne, vi må sige åbent som fagmænd, selvom Hans Redder stadig er en dygtig journalist.

Vi skal gøre det, vi er bedst til

Vi skal huske på, at det at afskære nogen fra politologi ikke er det samme som at afskære nogen fra politik. Jeg er stor fortaler for diversitet rent politisk og kunne i øvrigt aldrig selv finde på at stemme på én, der har læst statskundskab.

Jeg mener heller ikke, at folk med andre uddannelser end statskundskab skal være afskåret fra at arbejde med politik – slet ikke. De skal bare lave de ting, de er bedre til end os, og så skal vi lave de ting, vi er bedre til end dem. Det er ikke unormalt, at en retoriker sidder og tilrettelægger et politisk udspil, mens en politolog sidder og skriver en tale. Det bør jo være omvendt. 

Det, jeg forsøger at slå et slag for, er, at når man skal have lavet et omfattende stykke politisk arbejde, have foretaget en politisk analyse eller løse et politisk problem, bør man først og fremmest kigge efter en politolog for at sætte det arbejde i gang.

Man bliver ikke meteorolog af at tale meget om skyer. Man bliver ikke psykolog af at tale meget om følelser. Man bliver ikke datalog af at tale meget om computere.

Derfor bliver man heller ikke politolog af at tale meget om politik – og netop derfor bør politologisk arbejde blive overladt til politologer. Det skal vi bare være bedre til at forklare.

Carl Buch Højbjerg er statskundskabsstuderende på 10. semester ved Aarhus Universitet.